Her bliver man i fint humør

Mødestedet i Valdemarsgade på Vesterbro er folkekirkens tilbud til indvandrere og danskere om at lære hinanden at kende.

Snakken går mellem de otte kvinder ved sofabordet. De fleste er i den modne alder med blomstrede tørklæder om håret. Tyrkiske kvinder, som vi møder dem utilnærmelige på gaden. Men her åbne, smilende og ivrigt snakkende. »Man bliver i fint humør her på Mødestedet,« siger Gönul, en trivelig, lattermild kone af ubestemmelig alder. Nedslidt efter mange års rengøringsarbejde.

»Det gør ondt over det hele,« forklarer hun og peger. Gönul er med omkring Mødestedets sofabord.

»Fint humør - ja, her bliver man i fit humør,« gentages det ivrigt bordet rundt. Med Mødestedets leder, Thyra Smidt, som katalysator får kvinderne munden på gled om børn, børnebørn, om gamle dage derhjemme i Tyrkiet og om det brev, en af dem netop har fået hjemmefra. Og om børneopdragelse.

»At uddanne sig, det er det allervigtigste. Det siger jeg hele tiden til mine børn,« siger Emina.

Mødestedet er folkekirkens tilbud til Vesterbros indfødte og tyrkere, kurdere, pakistanere og marokkanere. Det danske islæt udgøres til daglig af centrets fem ansatte og frivillige.

De hjælper, når der skal skrives til kommunen, eller lægen skal besøges. Centret holder til på en tredjesal i Valdemarsgade. I kvarteret, hvor moskeerne er talrigere end kirkerne. En iransk kunstner står for væggenes malerier. Mellem vinduerne hænger et mosaikkors gjort af en marokkansk mand.

»Fordi vi er på et kristent sted,« siger han.

Her snakkes, gymnasticeres og laves mad i fællesskab, mænd som kvinder. Torsdagens højskoleaften byder på fællesspisning og forskere og kulturpersoner som oplægsholdere.

»Især det at lave mad og spise sammen fremmer respekten mellem danskerne og indvandrerne,« siger Thyra Smidt.

»Mad er forbundet med anerkendelse og prestige. Man er stolt over at kunne vise sit land frem på den måde.«

Succeshistorie
Succeshistorien handler om de universitetsstuderende med anden etnisk baggrund, der engang nød godt af Mødestedets lektiehjælp. De kommer nu tilbage og giver lektiehjælp.

»Her ser vi de ressourcestærke, men de fleste, der kommer her, har mistet noget. Især dem med flygtningebaggrund. De har været igennem en sorgfase, siden en bekymringsfase og en identitetsfase. De har ikke energi til selv at søge ind i det danske samfund. Det hjælper vi dem med ved at sætte ord på deres livsfortælling,« siger Thyra Smidt.

Indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen fra Apostelkirken kalder indvandrerbefolkningen for sognekirkens nye udfordring.

»Før tog vi os af ældre og misbrugere. I dag lyder opgaven på folk med en anden etnisk baggrund. Mange af dem opfatter Danmark som gudløst. Derfor oplever de kirken som tryg og tillidsskabende - også fordi vi ikke missionerer,« siger han. www.danmission.dk

Læs om bl.a. om Mødestedet, et sted for indvandrere og danskere på Vesterbro.