Hent nytårstorsken i Østersøen

Der er torsk nok til alle i år, men de bliver solgt dyrt på fiskeauktionerne for tiden. Nu åbner Fødevareministeriet for yderligere fiskeri i Østersøen. Er du ferm med snøre og trawl kan nytårstorsken hentes billigt der.

Fødevareministeriet har besluttet at ophæve forbuddet mod fiskeri med trawl og snurrevod i underområde 22 i Østersøen og Bælterne i årets kommende og sidste weekend. Dermed får de fiskere, der fisker i dette område yderligere et par dage, hvor de kan fange torsk, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Østersøtorsken bliver solgt i hele landet, og der resterer nok af 2007-kvoten i Østersøen til, at fiskerne kan sejle ud mellem jul og nytår og fange årets sidste torsk.

Skal torskene i land og ligge klar til nytårsbord, kræver det selvfølgelig, at de bliver fanget. Men med udsigt til at få en god pris på auktionerne skal der nok være nogle fiskere, der er klar til at tage på fisketur.