Henrik Christian Christiansen

Dræbt af vejsidebombe den 25. august 2008, 29 år

Henrik Christian Christiansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henrik sidder på passagersædet og filmer ud gennem forruden på sin pansrede MAN 27 forsyningslastbil. Han drejer kameraet mod sin chauffør, Mads, som ikke flytter blikket et sekund, men koncentreret følger lige i sporet på tre pansrede mandskabsvogne foran dem. Henrik drejer kameraet mod sig selv og smiler skælmsk bag sit nyanlagte røde fuldskæg. Herefter filmer han igen ud gennem forruden, hvor man kan se kolonnen med de tre Piranha’er fra Charlie-kompagniet, som skærer sig igennem ørkensandet. Hvad Henrik ikke ved er, at han er i færd med at filme sin egen død.

Når vi i dag meget udførligt kan beskrive hændelsesforløbet den kvælende hede augustdag i Helmand 2008, skyldes det, at Henriks videooptagelser fortsat ligger i hans storebror Frank Carlsens computer.

På optagelsen kan man se støvet hvirvle op fra de forankørende Piranha’er og skimte sporene i ørkensandet. Frank Carlsen, som selv er soldat, kender farerne ved, at lastbilen kommer få centimeter uden for sporene; det kan udløse en vejsidebombe. Det behøvede han ikke belære sin bror om. Henrik har kun været i Afghanistan i et par uger som sektionsfører i Charlie-kompagniets forsynings- og vedligeholdssektion, men han ved mildest talt, hvad han gør og skal i det støvede, varme land. Det er femte gang, han er ankommet til et halvt års arbejde i Afghanistan. Han kender rutinen ud og ind: Det gælder bare om at holde lastvognen i sporet, så kan der stort set ikke ske ham og chaufføren noget.

Eksplosionen kommer få sekunder efter, at videooptagelsen er løbet ud. Den må have været sønderrivende:

“Hele ophænget og hjulet i højre side af lastbilen bliver sprængt væk, og bunden trykket op. Der, hvor benene stikker ned til bilens bund, var metallet trykket op i højde med sædet. Det var plant som en seng,” husker Henriks nærmeste ven i Helmand, overkonstabel Mikkel Riis Christensen.

Mens lastbilen er totalt smadret i Henriks side, er der stort set intet at se i chaufførens side. Forklaringerne svinger mellem, om Mads fik et blåt mærke eller måske et plaster på den ene lillefinger. Henriks side, passagersiden, er trykket sammen om den 120 kilo tunge, bomstærke veteran.

Han dør den 25. august 2008 af indre blødninger, 29 år gammel. Dagen før sin død skrev Henrik sin sidste statusopdatering på Facebook: “Henrik Chr. Christiansen is kicking ass in southern Afghanistan.

Soldat hele livet

Når man portrætterer et menneske, åbner man ofte med konstateringen, at det “ikke lå i kortene”, at den portrætterede skulle ende, hvor vedkommende gjorde. Sådan var det ikke med Henrik. Hans ældre bror og gudfar, Frank, har været soldat hele livet. Deres far havde aftjent sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde, morfaren og en onkel i ingeniørtropperne, en anden – svensk – onkel havde været i marinen og fem år i Fremmedlegionen. Ethvert andet valg af livsbane ville have været ulogisk, mener hans to år yngre lillesøster, Vivian Christiansen.

Henrik var blot to år, da han stolt trak sin 18 år ældre storebrors blå baret ned over håret og tog et legetøjsgevær i hænderne. Den lille purk blev foreviget på et fotografi, som hans mor elskede. I dag er billedet desværre gået tabt. Eller rettere: Den eneste kopi af fotografiet af den glade børnesoldat lagde Henriks mor ned til ham i kisten, da han blev bisat fra Garnisonskirken i København.

Forsvaret var det ene hjem i Henriks liv. Det andet var Østerbro i København. Hans mor og søster bor fortsat i Nyborggade med et par opgange imellem sig. Det var her, han tog sine første skridt, og her, han opholdt sig, når han kom hjem fra krigen. Henriks skolegang er der ingen grund til at dvæle ved. Han kunne de ting, han interesserede sig for, men lærte aldrig at elske det danske skolesystem. “Han havde det svært i skolen og fik en hel del hug af far, fordi han ikke vidste, hvad han ville og ikke klarede sig så godt. Det gjorde, at mor beskyttede ham mere. Henrik var mors øjesten,” siger Vivian.

Iøjnefaldende fysik

Historien om Henriks opvækst er derfor historien om alt det, der skete, når skoleklokken ringede ud. Det var her, han udlevede sine ambitioner og evner, og det foregik næsten altid i miljøer, hvor drenge er drenge, og mænd er mænd. Han begyndte på judo som syvårig. Siden var det karate. Senere kickboksning og boksning. Snart hentede han pokaler med hjem fra store mesterskaber. De største præstationer lå i kickboksning, hvor han blev europamester og vandt sølv ved verdensmesterskaberne i Madrid. Ved siden af sin kamptræning dyrkede han bodybuilding og udviklede en fysik, som var decideret frygtindgydende.

Hans venner fra Østerbro mener, at han engagerede sig så voldsomt i sin træning for at slippe væk fra nogle af problemerne i barndomskvarteret. I de år var Østerbro rammen for sociale problemer, som i dag er sværere at få øje på i kvarteret. Specielt var der en del grønjakker ved den nærliggende Sionskirken. Henrik færdedes blandt de værste af Østerbros rødder. Var de først hans venner, slog han aldrig hånden af dem. Han besøgte nogle af dem i fængslet, selvom han aldrig selv var en del af deres forbrydelser: “Vi er vokset op med en masse rødder, som blev kriminelle. Jeg tror, at al hans træning virkede som en flugt fra de værste udskejelser. Det har været nemt for ham at sige nej til en masse lort, fordi han havde sin træning,” siger hans søster.

For at tækkes sin far, der var pladesmed med eget værksted, gik Henrik i lære som automekaniker på et bilværksted, som lå lidt længere nede ad gaden, hvor familien boede. Det var et rigtigt “far-projekt”, siger Vivian.

Faktum var, at Henrik dødkedede sig; det var kun på grund af pres fra faren og resten af familien, at han blev og fik sit svendebrev. Henrik havde kun ét i hovedet: Han ville være soldat ligesom resten af familiens mænd. I første omgang trak Henrik frinummer, men meldte sig i stedet frivilligt. Efter tre måneder i trøjen søgte han på sergentskole, og hele familien tog til Varde Kaserne for at fejre ham, da han blev sergent ved Kongens Artilleriregiment.

“Før han blev soldat, lignede hans værelse en rodebutik ligesom alle andre teenageværelser. Men det må have været Forsvarets drøm at se en civil bolig som Henriks. Alt i hans skabe lå snorlige og ens stablet. Når man ser gamle soldaterfilm med generaler, der går rundt og måler tøjet i skabene op med målebånd, griner vi ad det. Hjemme hos Henrik var det sådan. Han kunne godt lide at få besøg, men han kunne næsten ikke holde ud, hvis man ikke tog skoene af, når man kom,” siger Vivian.

Livsnyder og drengerøv

De ting, han gik op i, var en skønsom blanding: livsnyderens finkultur og drengerøvens lavkultur. Han stiftede “Cigarklubben” med et par venner fra fitnessmiljøet; cigarer var en passion, han delte med flere officerer i Forsvaret. De købte eksemplarer af de mest eksklusive mærker hjem over internettet og samlede dem i en humidor. På den anden side var han fuldstændig vild med skuespillerne Sylvester Rambo Stallone og Arnold Schwarzenegger, som Henrik i statur mindede stadig mere om. Henrik vidste alt om Stallone og Schwarzenegger, siger hans soldaterven, Mikkel Riis Christensen: “Hvis jeg sagde Rambo 3, så gloede han mærkeligt på mig og sagde ’den hedder altså Rambo part III’. Sagde jeg Rambo 2, sagde han ’nej, den hedder First Blood part II’. Han kunne fortælle alt om de film og de skuespillere; ikke blot hvem, der var instruktør, men også hvem der havde lavet castingen.”

Blandt Henriks tatoveringer var også flere referencer til film. For eksempel havde han en robotagtig Predator tatoveret lige over leveren – en hilsen til Arnold Schwarzeneggers film af samme navn. På hele venstre overarm stod der Strength and Honour; kampråbet fra filmen Gladiator. Desuden tatoverede han – til sin storebrors fortrydelse – fremmede hæres logoer på sin krop, blandt andet det amerikanske marinekorps’ velkendte Semper Fi – ’altid trofast’.

Afghanistan blev på mange måder Henriks andet hjemland. Hans venner og kolleger drillede ham med, at han burde søge afghansk statsborgerskab, når han nu alligevel opholdt sig mere dér end i Danmark. Det sidste var halvt sandt: Fra første dag, Henrik trak i militæruniformen, kiggede han mod Afghanistan. Han nåede at være udsendt i over to år sammenlagt i ørkenlandet, og en af hans store fornøjelser i lejren var, at han modsat sine kollegaer kunne tale lidt pashto og dari. Ikke nok til at føre lange samtaler med det afghanske køkkenpersonale i Camp Bastion, men nok til at sige “davs”, “tak for mad” og lidt til.

På hans første udsendelser var Danmark nok en del af den internationale styrke i landet, men de danske soldater befandt sig langt fra de hårdeste krigsområder. Henrik var udstationeret i Kandahar Lufthavn, og her opbyggede han en dyb respekt for de britiske og amerikanske soldater, som han arbejdede sammen med. På det tidspunkt var tiden som elitesportsmand ebbet ud, og Henrik havde kastet sig helhjertet ind i bodybuilding. På få år lagde han kilo på kilo af muskler på kroppen, så han på sit højeste lå på 120 kilo ren muskelmasse. Godt hjulpet på vej af steroider, konstaterer hans søskende.

Hans størrelse gjorde indtryk i Kandahar-lejren. De amerikanske og britiske soldater var vilde med den danske kriger, som insisterede på at bære 25 kilo ekstra oppakning, hver gang han var i felten. Han byggede redskaber til dem ude i ørkenen; selv i de mest primitive compounds fik han bygget et træningslokale, hvor han lå og pumpede jern i selskab med de udenlandske soldater:

“Henrik gik ind for traditioner, ære, disciplin og selvdisciplin. Derfor elskede han at se den britiske og amerikanske træning. Der står der altid en officer og skriger de menige ind i hovedet. Det syntes han var meget fedt,” fortæller Mikkel Riis Christensen: “Kæft, trit og retning er jo mere eller mindre væk i det danske forsvar. Nu har man mulighed for at ytre sin mening i stedet for, at man bare bliver bedt om at holde sin kæft og lytte til de guldkorn, sergenten slynger ud – og som måske kan redde ens liv en dag. Det er blevet meget mere pædagogisk nu til dags. Det kunne Henrik ikke lide,” siger han: “Når vi andre lå ude i regnvejret og syntes, at det hele bare var noget lort, syntes Henrik, at det var det fedeste i hele verden. Og når sådan en mand på 115 kilo med tatoveringer over det hele og fire Afghanistan-missioner bag sig kommer og siger, at det hele er sjovt – jamen, så er det hele lige pludselig meget sjovere.”

The Great Dane

Henrik nød sin position og sin popularitet i Afghanistan, og han havde, med vennens ord, det “godt i krigen”. Derimod blev han mere og mere rastløs hjemme på Østerbro, som efterhånden blot var et pitstop inden næste mission. Henriks søskende genkender billedet. Frank, Henriks bror, kalder det naivt, hvis danskerne tror, at man kan sende unge soldater ned til krigshandlinger og få dem uskadte tilbage: “Soldaterne lider af søvnløshed, de kan ikke sidde stille, de kigger sig hele tiden over skulderen. De seneste par år i Afghanistan har været specielle, fordi soldaten her for første gang i mange år har fået lov at passe sit egentlige formål: Her kæmper han det bedste, han har lært. Her er det adrenalinen, der pumper rundt i kroppen på ham. Man kan blive afhængig af at få det skud eller fix adrenalin, det giver at være i kamp.”

Som soldat gennem 31 år respekterer han sin lillebrors valg af levevej, og han beklager Henriks tidlige død. Henrik kunne bare ikke andet: “Henrik var ikke missionsbums. Men han havde behov for at gøre, hvad han var god til. Ligesom man ikke kan forestille sig en brandmand, der ikke slukker brande, eller en læge, der ikke opererer, eller en tandlæge, der ikke trækker tænder ud, kan man ikke forestille sig Henrik uden et gevær og en opgave. Kasernen i Danmark var for ham bare et nødvendigt onde, fordi han skulle træne til næste udsendelse. Han var soldat, og soldatens arbejde var for ham at være i Afghanistan.”

Med til Henriks begravelse var to amerikanske soldater, der havde bedt om orlov fra deres udstationeringer for at rejse til Danmark. Den ene kom fra Kandahar i Afghanistan; den anden fra Bagdad i Irak. De var rejst de mange tusinde kilometer for at ære deres danske ven og for at aflevere et trekantsfoldet amerikansk flag til hans mor og hans regimentschef.

De kaldte ham The Great Dane.