Henriettes kønsskifte kommer med posten

En stadig større andel af danske transkønnede køber hormoner på nettet eller rejser til udlandet for at få behandling.

For transkønnede Henriette Kristensen pibler det igennem alle sprækker i det sundhedsfaglige system. »Dem, der får deres egne læger til at tjekke deres hormontal tør ikke nævne læges navn. Man passer godt på. I det hele taget er vi konstant tvunget til at gå tiggergang i det danske sundhedsvæsen,« siger hun. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Henriettes kønsskifte kommer med posten.

Hver tredje måned går hun ud på villavejen og ned til postkassen for at hente de grå kuverter, der indeholder plastre med kvindeligt kønshormon.

Langsomt ændrer de små hvide lapper Henriettes krop, så ansigtet bliver smallere, og brysterne vokser.

»Det er ren egenbetaling og på egen risiko, men sådan har jeg valgt at gøre det. Jeg vil ikke igennem en masse test, hvor de skal vurdere, om jeg fejler noget psykisk,« siger Henriette.

Og hun er langtfra alene.

Det skønnes, at mere end hver fjerde af de danske transkønnede køber deres hormoner via nettet. De heldige kan overtale deres egen læge til at tjekke, om hormontallet stemmer, og om alt går fint. De mindre heldige må google sig frem, for at finde ud af om hormonerne virker, som de skal.

Og det er der stadig flere, der gør.

Der findes ikke mange tal på området, men ifølge LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, stiger antallet af transkønnede, der tager deres egne hormoner – enten derhjemme eller i udlandet. Også Amnesty International bekræfter tendensen.

»Vi har ikke foretaget vores egne undersøgelser af det, men vi har hørt fra flere, at selvmedicineringen stiger. Det er jo helt vildt problematisk, at statens praksis fører til selvmedicinering«, udtaler Helle Jacobsen fra Amnesty, der mener, at det nuværende system krænker de transkønnedes ret til privatliv.

»Det er simpelthen formynderisk, at man ikke kan få lov til at bestemme over sin egen krop. At man skal igennem et ydmygende ­psykiatrisk forløb,« siger Helle Jacobsen.

Grænseoverskridende udredninger

Problemet begyndte i 2014.

Indtil da kunne transpersoner få hormoner hos egen gynækolog. I dag er der nye regler, og det betyder, at al hormonbehandling begynder med en udredning i Sexologisk Klinik. Først herefter kan man komme i gang.

Og det er kun et af flere stridspunkter i systemet. En ny rapport, som LGBT Danmark udgiver i dag, viser, at de danskere, der definerer sig selv som transkønnede, er overladt til et system, der i bedste fald kan kaldes overreguleret.

Eksemplerne er mange: Kvinder, der gerne vil have lavet brystkirurgi, kan få det gjort over hele landet, mens transkvinder kun kan få hjælp til brystkirurgi gennem Sexologisk Klinik. Ethvert indgreb, der kører gennem klinikken, kræver en særlig udredning, hvor ansøgeren skal besvare spørgsmål og gennemgå psykiatrisk behandling. Ofte med spørgsmål til privatliv, opvækst og seksuel praksis. Terapi er med andre ord ikke et tilbud. Det er et krav. Og det er der mange, der gerne vil frabede sig. Ikke mindst fordi udredningerne finder sted hos Sexologisk Klinik, der er en del af Region Hovedstadens psykiatri.

Derudover er transkønnede ikke indbefattet af behandlingsgarantien, og derfor kan forløb strække sig over lange perioder, hvor patienterne bare må vente.

»Vi er den eneste patientgruppe, der skal underkastes en psykiatrisk udredning, før vi får behandling. Det er fuldstændig unødvendigt,« siger Linda Thor Pedersen, der er transpolitisk talsperson i LGBT Danmark.

Hun tegner en cirkel i luften med sine lakerede negle. Med den illustrerer hun problemet med en parallel.

»Det svarer til, at kvinder, der ønsker en abort, først skal igennem et halvt år med psykiatrisk udredning. Før aborten blev fri, mente man heller ikke, at det var op til den enkelte kvinde at afgøre, om hun skulle have et barn. Senere indså man, at kvinder også har ret til at bestemme over deres egen krop. Den ret gælder ikke for danske transkønnede.«

Kritik: Systemet er absurd

En undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed foretog sidste år, viste, at 35 procent af de transkønnede valgte at rejse ud af landet for at få kroppen ændret. En af dem er Niels Jansen, der blev »erklæret pige ved fødslen«.

I dag er han opereret ad flere omgange. Det hele kostede på den dyre side af 150.000 kroner, som Niels Jansen selv har sparet op.

Det er mange penge, men så er det også ordentligt udført.

»Hvis du skal have lavet en ordentlig penis, skal man altså til udlandet,« siger den 42-årige mand, der tager imod i sin første rigtige lejlighed.

Der er puder i sofaen, og i gangen er små barndomsfotografier hængt op med tegnestifter. Men hjemmet er mere end en lejlighed. Det er et symbol. Et punktum.

Endelig kan Niels bruge sine penge på noget andet end operationer.

»Det er vigtigt for mig, at dette ikke handler om, at jeg har forandret mig til en mand. Det har jeg hele tiden været. Det er min krop, der har ændret sig,« forklarer Niels, da vi sætter os ned ved stuens brune spisebord.

Håret er kort og den hvide T-shirt strammer over hans flade overkrop. Brysterne blev skåret af i Tyskland i 2012. Det var også her, Niels fik fjernet både livmoder og æggestokke.

CPR-nummeret med et ulige endetal kom dog først i 2014.

»På daværende tidspunkt kunne man kun få juridisk kønsskifte, hvis man var kastreret,« forklarer Niels, der oplever benspænd mange steder i systemet. Også over for dem, der vælger at betale af egen lomme for at begynde processen uden for Danmark.

»I det danske system har man en idé om, at der bliver snydt, hvis man tager til udlandet. Jeg ved, at de har sagt til mænd, der har været på hormoner i mange år og er top-opererede, at de ikke kunne få yderligere kirurgi, fordi de ikke var udredt. Så kunne man jo ikke vide, om de var transkønnede, lød beskeden.«

Niels Jansen understreger, at det gør systemet absurd.

»Hvis jeg f.eks. skulle have udskiftet et udenlandsk testikelimplantat, der var gået i stykker, skulle jeg i princippet udredes i årevis, for at de var helt sikre på, at jeg er transkønnet.«

Den følelse genkender Henriette Kristensen. For hende pibler det igennem alle sprækker i det sundhedsfaglige system.

»Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen har meget skarpt præciseret over for lægerne, at de ikke må behandle transkønnede. Derfor er der en masse tys-tys i systemet. De, der får deres egne læger til at tjekke deres hormontal, tør ikke nævne lægens navn. Man passer godt på. I det hele taget er vi konstant tvunget til at gå tiggergang i det danske sundhedsvæsen,« siger Henriette Kristensen.

Opblødning hos Sundhedsstyrelsen

Det er Sundhedsstyrelsen, der står for de vejledninger, der skal følges, når transkønnede ønsker behandling, og styrelsens overlæge, Annlize Troest, understreger, at man har hørt kritikken. Hun erkender, at systemet har mangler.

»Vi hører også om øget selvmedicinering og folk, der tager til udlandet, og vi ved, at der er meget kritik af ordningen,« siger Annlize Troest og fortæller, at den store kritik også fører til, at man udsender en ny vejledning inden årets udgang.

Hun kan endnu ikke sige, hvad vejledningen vil betyde, men hun håber, at den vil skabe mere differentierede behandlingsformer. Der er dog ting, der ikke bliver ændret. Ting, som ligger udenfor Sundhedsstyrelsens område.

»I Danmark er det blevet vurderet, at et kønsskifte er et højt specialiseret område, og indtil videre er det kun Sexologisk Klinik, der har søgt om at blive en højt specialiseret funktion. Vi så gerne, at andre søgt om samme status i en anden region, så vi ikke var nødt til at henvise alle til København«.

For både Henriette og Niels er den nye vejledning ikke længere så afgørende. De er videre i deres liv. Kroppen ligner den person, der findes indeni. Alligevel glæder de sig over, at systemet måske kan ændre sig.

For Henriette Kristensen er det vigtigste, at man går over til informeret samtykke:

»Jeg mener, at vi bør have ret til at bestemme over vores egne kroppe. Uden mistro. Jeg har aldrig mødt negativitet blandt danskerne. Alle er åbne over for mig og den person, jeg er. Den største modstand, jeg har mødt, findes i behandlingssystemet.«