Henriette Kjær må få bragt orden i eget hus

For sin politiske karrieres skyld bør den konservative politiske ordfører få styr på sin økonomiske situation.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Hvordan vil den gennemsnitlige vælger reagere, når de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, i en kommende valgkamp skal argumentere for, at hun og hendes parti i modsætning til oppositionen står for økonomisk ansvarlighed? Med offentlighedens kendskab til flere og flere sager, hvor Henriette Kjær og hendes mand, Erik Skov Pedersen, er dømt som dårlige betalere, vil et overbærende vælgersmil formentlig være en udbredt reaktion. Hvilket naturligvis kan blive et problem for et konservativt parti, som er en del af en regering, der netop skal vinde valget på blandt andet at stå for en ansvarlig og realistisk økonomisk politik.

Ikke så få, herunder adskillige konservative politikere, mener med Henriette Kjær, at hun i disse dage er udsat for en tabloid pressehetz i forhold til en privat situation, der for det første intet har med hendes politiske hverv at gøre. Og for det andet omhandler forhold, der nok vedrører sager om gæld og dårlig betaling – men jo netop sager, der efter alt at dømme udgør et stort privat problem for Henriette Kjær og hendes mand, men hverken handler om økonomisk kriminalitet, spirituskørsel eller deslige.

Ud fra et rent principielt standpunkt er dette korrekt. Sagerne om Henriette Kjær og hendes mand er personlige og ikke politiske. De forekommer først og fremmest at være ulykkelige sager, hvis karakter mange danskere i øvrigt kender til. Derfor er der ikke på det foreliggende grundlag belæg for, at sagerne om dårlig betaling skal have politiske konsekvenser for Henriette Kjær, sådan som sagen om markise-købet i 2005 fik det, da hun trak sig som minister.

Men ét er principperne og den relevante diskussion af, hvor meget det private er kommet til at fylde i politik – og hvor rimeligt det er, at politikere skal stå til ansvar for spørgsmål, som i udgangspunktet intet har at gøre med det hverv, de bestrider. Der er imidlertid også en politisk realitet, som bør mane til eftertanke hos Henriette Kjær uanset sagernes private karakter og uanset at det er hendes mand, som er i centrum i de fleste af sagerne om gæld og økonomisk uføre. I det omfang det ikke allerede måtte være sket, bør de konservatives politiske ordfører nu endegyldigt bringe orden i eget hus, så at sige. Ikke fordi det er en forbrydelse at have private økonomiske problemer, men for partiets skyld, for sin egen politiske karrieres skyld og for den regering, som lige om lidt står midt i en afgørende valgkamp.

I den situation er det ikke hensigtsmæssigt, at dagsordenen forstyrres af nok så perifære private trakasserier hos centrale aktører. Det ved Henriette Kjær formentlig bedre end nogen, og det gør hun klogt af nu at besinde sig på, så nye sager ikke dukker op.