Da de var trådt ind på kontoret, gav oversergenten hende ordre til at tage tøjet af.

»Han var helt klart min overordnede i situationen. Han sagde direkte, at jeg skulle holde min kæft og bare gøre, hvad der blev sagt. Den kommanderende tone, som en overordnet bruger over for en underordnet, gik igen gennem hele forløbet,« fortæller Emma.

»Samtidig var jeg bange. Min krop frøs, og det føltes som en choktilstand.«

Så konstabeleleven Emma gjorde, hvad hun fik besked på. Oversergenten har erkendt, at han slog hende to gange i hovedet, mens samlejet stod på. Han greb hende om halsen, og han holdt fast i hendes hår, mens hun udførte oralsex, viser afhøringsrapporterne fra Forsvarets Auditørkorps.

Episoden fandt sted på et af kasernens kontorer en vinternat i 2018 efter en fest i konstabelmessen. Selv mener Emma, at hun blev udsat for en voldtægt. At hendes oversergent groft misbrugte sin stilling, forklarer hun til Berlingske.

Men sagen er ikke blevet afgjort som en voldtægt. Forsvarets Auditørkorps tildelte i stedet oversergenten en bøde på 2.000 kroner for krænkelse af en underordnet, som det hedder i den militære straffelov.

Det svarer til de bøder, Auditørkorpset uddeler i sager om smæk i bagdelen eller krænkende bemærkninger.

Oversergenten fortsatte efterfølgende sin karriere i Forsvaret på samme kaserne som Emma.

Sagen rejser ifølge ekspert i strafferet Lotte Helms et principielt spørgsmål om håndteringen af seksuelle overgreb hos Forsvarets Auditørkorps, landets militære anklagemyndighed.

»Når jeg hører oplysningerne om sagen her, finder jeg det ret chokerende, at Auditørkorpset har valgt at behandle sagen på den her måde,« siger Lotte Helms, underviser i strafferet og ph.d.- stipendiat på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet.

Lotte Helms er desuden tidligere anklagerfuldmægtig ved politiets anklagemyndighed. Hun kan, understreger hun, ikke fra sidelinjen konkludere, at sagen i stedet skulle have udløst en dom for voldtægt, som normalt giver to eller tre års ubetinget fængsel.

»Men det er efter min vurdering meget forkert, at domstolene ikke har fået mulighed for at tage stilling til sagen. Straffelovens krav til en voldtægtssag er, at der er tale om vold eller trussel om vold. Begge dele er til stede i denne sag,« siger hun.

Auditørkorpset betegner selv i en sagsoversigt, som Berlingske har fået udleveret, sagen som et »voldtægtslignende« forhold.

I kompagnibygningen

På den pågældende aften i 2018 blev der drukket tæt i konstabelmessen.

Konstabeleleverne og de værnepligtige var samlet, og ud på aftenen ankom oversergenten sammen med andre befalingsmænd til messen. I løbet af natten forlod Emma og oversergenten festen for at lede efter cigaretter i en kompagnibygning. Her kyssede oversergenten Emma og beordrede hende efterfølgende til at tage tøjet af.

Både Emma og oversergenten har under afhøringerne fortalt, at de ikke husker store dele af aftenen.

Oversergenten har tilkendegivet over for Auditørkorpset, at de to havde sex. At det ikke var »blid sex«. At han var dominerende, og at Emma ikke »responderede på det«.

Han erkender at have slået hende to gange i hovedet. Hårdt, med flad hånd. Han erkender, at han »havde fat i hendes hår«, mens hun udførte oralsex.

»Han husker også, at han havde haft fat i hendes hals, og at hun også 'fik en flad', men han huskede ikke, at der på noget tidspunkt blev sagt stop,« skriver auditøren i afhøringsrapporten:

»Han kunne ikke finde ud af, om han havde tvunget hende til det mod hendes vilje, eller om det var, fordi han var dominerende og havde tænkt, at hun ville sige stop, såfremt hun ikke ville deltage.«

Men, siger Emma i dag: »I situationen var jeg ikke i stand til at sige nej. Det skete ikke med min gode vilje.«

Under afhøringen har Emma forklaret, at hun »slet ikke selv kunne administrere« situationen. Dels fordi hun i aftenens løb var blevet meget fuld. Dels fordi ordrerne kom fra hendes overordnede.

»Jeg var rigtig fuld. Så fuld, at han burde have sagt 'nu følger jeg dig op i seng' i stedet for at gøre, som han gjorde,« fortæller hun til Berlingske.

»Jeg føler, at han groft har udnyttet sin magt over mig. Det var rigtig ubehageligt. Både op til, under og efter hændelsen. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af uro, som jeg aldrig nogensinde har følt før,« siger hun.

Opfatter du episoden som en voldtægt?

»Jeg har tænkt rigtig meget over det spørgsmål. Jeg har svært ved at lade mig selv sige ja til det spørgsmål. Måske har jeg ikke lyst til at høre mig selv sige det. Men det var jo en form for voldtægt. Det var et samleje, der foregik uden mit samtykke og imod min vilje.«

I de efterfølgende dage voksede Emmas ubehag over episoden. Om mandagen, fire dage senere, lå hun i sengen på kasernen og var ikke i stand til at stå op.

Hun meldte sig syg. Samme morgen fik hun besøg på værelset af sin kompagnichef, som fortalte, at oversergenten selv havde indberettet, at han havde været sammen med en underordnet.

»Fordi jeg ikke havde sagt nej«

Efter at have talt sagen igennem med kompagnichefen besluttede Emma at anmelde episoden til Auditørkorpset. Men ikke uden dyb tvivl. For hvad ville de andre soldater i delingen sige, hvis hun anmeldte oversergenten?

»Auditørkorpset gjorde det meget hurtigt klart for mig, at jeg ikke skulle forvente, at sagen blev behandlet som en voldtægt. De gjorde det klart for mig, at jeg faktisk ikke skulle forvente noget i denne her sag. Det sagde de både lige efter min afhøring og igen, da jeg var inde og godkende min afhøringsrapport; jeg skulle ikke forvente noget,« siger Emma.

»Jeg sad meget undrende tilbage efter den besked. Nu var jeg kommet til dem, og jeg havde brug for deres hjælp. Men jeg følte ikke, at jeg blev taget særlig seriøst.«

Sagde auditøren noget om, hvorfor du ikke skulle forvente noget?

»Fordi jeg ikke havde sagt nej.«

Det fremgår af afhøringsrapporten, at Emma blev spurgt, hvorfor hun ikke havde sagt nej. Hun forklarede, at hun var meget beruset, og at hun var bange for at sige nej til sin chef.

En uge senere blev Emma ringet op af auditøren, som fortalte, at Auditørkorpset havde afgjort sagen som en grov krænkelse af underordnet.

»Jeg fik at vide, at han fik en bøde. Jeg undrede mig lidt over afgørelsen, men det var alligevel en form for sejr. Jeg var glad for, at auditørerne havde anerkendt, at det ikke var i orden. Så jeg stillede ikke yderligere spørgsmål om det. Men nu sidder jeg tilbage og undrer mig over, hvad Auditørkorpset konkret har afgjort, at der er sket med mig,« fortæller hun.

Hos Auditørkorpset fortæller auditør Claus Risbjerg, at auditørerne ville have rejst en straffesag om voldtægt, hvis de havde fundet grundlag for det.

Han understreger også, at man i Auditørkorpset ikke betragter et »nej« fra offeret som en forudsætning for at behandle en sag som en voldtægt; heller ikke før samtykkeloven blev vedtaget i 2020.

»I den konkrete sag har vi foretaget gerningsstedsundersøgelse og afhørt vidner, og sagen er derfor behandlet på samme måde, som det ville være sket i det civile politi. Den juridiske vurdering var, at der ikke var grundlag for at rejse en voldtægtssag,« siger Claus Risbjerg, som derudover ikke ønsker at kommentere på den konkrete sag.

Militærets anklagemyndighed

De typiske domme for voldtægt uden skærpende omstændigheder lyder på mellem to og tre års ubetinget fængsel. Sagen involverer samtidig kommandoer fra en overordnet til en underordnet, og det kan i sig selv kan udløse op til et års fængsel at skaffe sig samleje ved at misbruge en persons arbejdsmæssige afhængighed, påpeger Lotte Helms fra Syddansk Universitet.

Hvis Auditørkorpset vurderer, at en sag har den fornødne grovhed til en straffesag, bliver sagen ført ved en civil domstol, og auditøren fungerer i det tilfælde som anklager. Hvis en sag ikke har den fornødne grovhed til en straffesag, kan Auditørkorpset som i dette tilfælde træffe afgørelse efter den militære straffelov i stedet, hvor man også finder paragraffer som lydighedsnægtelse og pligtforsømmelse.

»Det er en speciel konstruktion, at Auditørkorpset skal tage stilling til, om en sag om mulig voldtægt skal afgøres efter straffeloven eller efter den militære straffelov,« siger Lotte Helms:

»Det er i alles interesse, at man kigger indad på, om der er opstået en kultur på det militære område, hvor man straffer overgreb efter egne regler, selvom sagerne kunne have kørt som voldtægtssager ved en domstol. Det må ikke ske. En potentiel voldtægtssag skal behandles på samme måde, uanset om den finder sted i Forsvaret eller et hvilket som helst andet sted i samfundet. Og jeg kan på baggrund af denne sag blive i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk foregår sådan i dag.«

Den bekymring er der ikke grundlag for, siger Claus Risbjerg. Han afviser, at Auditørkorpset behandler voldtægtssager anderledes end politiets anklagemyndighed.

»Det er heldigvis ikke ofte, der anmeldes voldtægter i Forsvaret. Og når det sker, griber vi sagerne an fuldstændig som i det civile straffesystem. Som anklagemyndighed er vi underlagt et objektivitetsprincip ligesom den civile anklagemyndighed. Og hvis det efter vores vurdering ikke er muligt at føre bevis for en voldtægt, så er vi forpligtet til ikke at rejse sagen for en domstol,« siger han.

Det såkaldte objektivitetsprincip handler om Retsplejelovens bestemmelse om, at de offentlige anklagere »ikke blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted«.

Claus Risbjerg peger som eksempel på, at Auditørkorpset i 2020 førte en sag ved byretten i Glostrup, hvor en overkonstabel blev idømt fængsel i to år og seks måneder for voldtægt. Afgørelsen er anket til landsretten og afventer behandling.

Berlingske har også præsenteret sagen for Sara la Cour, forkvinde for soldaterforeningen Kvindelige Veteraner, som siden oprettelsen i 2017 har modtaget over 100 henvendelser fra kvinder, der har oplevet krænkelser og overgreb i Forsvaret.

Hun forholder sig ikke til den juridiske afgørelse, men fortæller, at mange kvinder beretter om anmeldelser for krænkelser, som ikke bliver taget alvorligt, når de for eksempel bliver indberettet til kvindernes overordnede.

»Vores erfaring er, at mange ikke anmelder overgreb, fordi konsekvenserne er større for ofrene end for krænkerne. Udover de personlige konsekvenser som ptsd, angst og lignende, kender vi til flere tilfælde, hvor kvinder må forlade deres enheder eller helt forlade Forsvaret, fordi de har anmeldt overgreb,« siger Sara la Cour.

»Og der var meget få, der var på mit hold«

Tiden på kasernen efter den vinternat i 2018 var svær, fortæller Emma. Snakken havde bredt sig hurtigt, og de fleste i kompagniet vidste, at der var foregået noget mellem konstabeleleven og oversergenten.

»Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Der var ikke mange, der havde lyst til at tale med mig. Og der var meget få befalingsmænd, der overhovedet ville se på mig. I min deling blev det meget hurtigt et spørgsmål om, hvorvidt man var på mit hold eller på hans hold. Og der var meget få, der var på mit hold,« siger hun.

»Det var meget ubehageligt. Jeg følte mig bestemt ikke velkommen. Jeg oplevede, at der blev set ned på, at jeg havde valgt at anmelde sagen. For peb jeg ikke bare? Var det ikke bare min egen skyld? Der er et særligt sammenhold i de forskellige grupper i Forsvaret. De overordnede holder ligesom sammen.«

Emma er ikke konstabelelevens rigtige navn. Hun ønsker ikke at blive kendt i offentligheden som et offer eller som en del af en bevægelse.

Berlingske har kontaktet Emma på baggrund af indsigt i sagsakter hos Auditørkorpset, og hun har valgt at fortælle om sin oplevelse, fordi sagen rummer væsentlige principielle lag. Om den udsatte position for kvinder i Forsvaret over for deres overordnede befalingsmænd og officerer. Og om behandlingen af anmeldelser om overgreb i Forsvaret.

»I dag er jeg super glad for at være i Forsvaret, fordi jeg er kommet væk fra det kompagni, hvor det hele foregik. Jeg føler, at jeg nu kan trække vejret igen,« siger hun.

Berlingske har også talt med oversergenten, som fik en bøde for krænkelse af en underordnet i sagen. Han har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.