Hemmeligheden bag en god kop kaffe? Forskere har svaret
Har du lidt ondt i hovedet og behov for en ekstra kop kaffe, så serveres hemmeligheden bag en god en af slagsen lige her.

Har du lidt ondt i hovedet og behov for en ekstra kop kaffe, så serveres hemmeligheden bag en god en af slagsen lige her.

Hvis man skal drikke kaffe, hvorfor så ikke lave den så god, som den kan blive?
Kaffeelskere har længe påstået, at det kan gøre en forskel at tilføje lidt vand til bønnerne, før de males.
Nu beviser en ny undersøgelse så hvorfor.
Et hold af forskere ved University of Oregon har undersøgt, hvordan den rodede proces med at brygge en kop kaffe faktisk også påvirker smagen.
»Når du maler kaffe, så er det overalt,« fortæller studiemedforfatter Christopher Hendon, en lektor i computermaterialekemi ved University of Oregon. Det skriver CNN.
»Men hvis du tilføjer lidt vand, ser det ud til, at det ikke ryger ud overalt. Det er renere. Det var den primære grund til, at folk gjorde det.«
Rodet er forårsaget af statisk elektricitet, som skabes af friktion, når bønnerne bliver smadret sammen. Denne statiske ladning får så partiklerne af malet kaffe til at frastøde hinanden som magneter med samme polaritet og sender dem ud i alle retninger.
Vand fungerer som en isolator og dæmper effekten.
Teknikken har eksisteret i flere år og blev først foreslået af en entusiast på et hjemmebarista-forum, fortæller Christopher Hendon ifølge CNN.
Teorien var, at ved at reducere statisk elektricitet forhindrede vand ikke kun den malede kaffe i at flyve rundt eller klæbe sig til indersiden af kværnen, det forhindrede også mikroskopiske klumper i at danne sig under brygning.
Hvorfor er klumper dårlige? spørger du så.
Fordi vand flyder rundt om dem og efterlader urørt kaffe – og dermed også smag – bag sig. Det reducerer mængden af kaffen, der ender i koppen.
Undersøgelsen blev offentliggjort 6. december i tidsskriftet Matter.