Samfund

Helt tæt på skæbneløbet, hvor rytterne ikke bare kører for at vinde, men for at eksistere

I 20 år har fotograf Nils Mejlvang dækket Tour de France, der har start i Danmark 1. juli. Nils har været helt tæt på, når det gik godt, og når det gik skidt, når det gik nedad, og når det gik opad. Mange af billederne er samlet i bogen »Le Tour – 20 års Tour de France fortalt i billeder«, hvor en stor del af dem bliver kommenteret af både danske og udenlandske cykelryttere. Berlingske bringer her et uddrag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

2020. 20. etape, enkeltstart, til La Planche des Belles Filles. Richie Porte kører sig på podiet inden Paris.

2012. 9. etape, enkeltstart, til Besançon. Sylvain Chavanel.

1996. 8. etape, enkeltstart, til Val d’Isère. Brian Holm.

Brian Holm: »Den dag sluttede min karriere i virkeligheden. Hele natten inden var jeg frygteligt syg af en maveforgiftning. Jeg delte værelse med Bjarne Riis, som havde den gule trøje. Jeg kastede op og rendte på toilettet hvert andet minut hele natten, jeg var så syg, det var forfærdeligt. Til sidst faldt jeg om på gulvet på badeværelset, hvor de fandt mig næste morgen. Bjarne spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde vækket ham. Så sagde jeg bare: »Man vækker ikke den gule trøje!« Jeg kan næsten ikke holde mig på cyklen, og min holdkammerat Christian Henn skubber mig gennem tunnelerne, hvor kommissærerne ikke kan se det, så jeg ikke bliver smidt ud på grund af tidsgrænsen. Jeg blev aldrig menneske igen og slet ikke cykelrytter. Der var sket noget med min krop. Jeg kørte et par år mere, men jeg var ikke til megen nytte.«

1997. 11. etape til Perpignan. Fælles omklædning inden transfer til Saint-Étienne. Bjarne Riis med flaske.

2009. 16. etape til Bourg-St-Maurice. Jens Voigt, Andy Schleck, Alberto Contador og Lance Armstrong op ad Col du Petit-Saint-Bernard.

Jens Voigt: »Fantastisk billede og dybest set historien om mit liv i ét billede: Jeg arbejder hårdt med smertens-grimasse i mit ansigt, mens jeg hjælper min ven og leder, Andy Schleck. Og på samme tid maser jeg alle andre gennem kødhakkeren, og jeg elsker det! Vi nærmer os toppen af Col du Petit-Saint-Bernard. Vi begynder nedkørslen, og jeg lader mig falde lidt tilbage for at hente vand. Så husker jeg ikke mere, og jeg ønsker heller ikke at huske mere, for det var et frygteligt styrt. Men det næste, jeg husker, er, at jeg vågner og ser det indre af en ambulance og har frygtelige smerter. Så besvimer jeg igen. Derefter husker jeg kort at flyve i helikopter. Mine skader var for voldsomme for det lokale hospital.«

2021. 21. etape til Paris Champs Élysées. Jonas Vingegaard med kæresten Trine og datteren Frida.

Jonas Vingegaard: »Det er lige, da vi er kommet i mål i Paris, og første gang, jeg ser min kæreste, Trine, og min datter, Frida. Det var bare helt fantastisk at se dem igen. Der er jo ingen, jeg hellere vil dele øjeblikkene med end dem, så det var bare virkelig fantastisk. Det er svært at sætte ord på … det var meget rørende for os. Der fældede vi nok begge to også en tåre. Det er helt vildt at tænke tilbage på. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi turdet håbe på, at det var noget, der kunne ske. Det må jeg ærligt indrømme. At jeg skulle stå på podiet med min datter i Paris. Jeg synes, at hun er det skønneste i hele verden!«

2O12. 9. etape, enkeltstart, til Besançon. Chris Anker Sørensen.

Chris Anker Sørensen: »Jeg har aldrig været nogen enkeltstartshaj, men jeg kørte da en relativt pæn enkeltstart lige den dag, og når jeg ser på billedet, ser det da ud til at gå ok hurtigt. Enkeltstart blev jo aldrig en disciplin, jeg ligesom elskede. Er du sindssyg, jeg er glad for ikke at skulle køre det lort mere. Altså, det var fandens hårdt, og det var skrækkeligt at sidde på den enkeltstartscykel. Det var bare 50 minutter i helvede. I min verden var den cykel noget af det ypperste, vi kunne køre med. Den var virkeligt godt lavet af Specialized, en totalt fed cykel, så der var ingen undskyldning der. Det var noget af et bæst. Når man kigger på den, kan man tydeligt se, at den ser hurtig ud. Hele billedet ser hurtigt ud. Man kan dårligt se ham i baggrunden i den fede 90’er-trøje.«

2O21. 21. etape til Paris Champs-Élysées. Udsigt fra Det Danske Hus.

1999. 9. etape til Sestriere. Richard Virenque, Col du Galibier.

Richard Virenque: »1999 var et svært år for mig. I 1998 blev jeg smidt ud af Touren under Festina-skandalen, og året efter sagde de kun en uge før start, at jeg var en personificering af doping, og at doping ikke var velkommen. Det var først i sidste øjeblik og med hjælp fra Den internationale sportsdomstol (CAS), at jeg alligevel fik lov til at deltage. Der var et stort pres på mig. Jeg havde også skiftet hold og var uden mine kammerater fra Festina. Det var meget svært at finde et hold, der ville have mig. Her kører jeg ikke for at vinde løbet, men for at eksistere og vise, at jeg stadig findes. Her op ad Galibier angriber jeg i meget dårligt vejr med Fernando Escartín på hjul. Jeg vinder ikke etapen, men jeg kommer i bjergtrøjen.«

2013. 1. etape til Bastia. Tony Martin.

Tony Martin: »Holdbussen fra GreenEdge kører fast under “Flamme Rouge”-porten en kilometer før mål. Alt er kaos, og de råber og skriger på radioen, og er målstregen flyttet eller hvad? Midt i forvirringen og to-tre kilometer fra mål kommer der en rytter op bagfra og kører ind i mit styr. Jeg ryger ned. Asfalten er grov og med småsten, så jeg får flået huden af ryggen og min røv. Jeg aner ikke, hvordan jeg er kommet op på cyklen igen, og jeg husker ikke, at jeg kommer i mål. Men jeg finder hen til bussen, kommer af cyklen, hilser på min chef, Patrick Lefevere, og går op i bussen og besvimer. Jeg vågner igen, da lægerne forsøger at pille grus og småsten ud af mine sår.«

2O15. 4. etape til Cambrai. Lars Bak.

Lars Bak: »Her kører jeg ret alene og jagter feltet med Ian Stannard fra Sky bag mig, fordi jeg lige har været punkteret. Jeg har altid været godt kørende på brosten i Touren. Det er jo hele verdenseliten, der kører Tour de France. Men det er ikke nødvendigvis de bedste på brosten. Bjergrytterne er jo ved at pisse i bukserne, når de skal køre sådan en etape.«

2015. 1. etape, enkeltstart, til Utrecht. Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang: »Jeg satsede for meget, havde for meget fart på og kom for hurtigt rundt i et sving. Så ramte jeg kantstenen på en midterhelle, og så røg jeg rundt. Men så er det bare om at komme op igen og komme videre, der er ikke så meget andet at gøre. Jeg er nok blevet lidt mere forsigtig med årene, men når jeg sætter mig op til en enkeltstart og gerne vil køre klassement, så ved jeg, at jeg er nødt til at tage chancer, for ellers taber jeg for meget tid. Men det skal gerne være en kalkuleret risiko. Til stregen, men ikke over den.«

1996. 13. etape til SuperBesse. Etapevinder Rolf Sørensen og hans soigneur, Ton van Engelen.

Rolf Sørensen: »Det var helt klart den største af mine etapesejre. På papiret var etapen for svær for mig, det var næsten en bjergetape. Vi var kørt 12-14 stærke mand i udbrud, men jeg havde den der super-dag og fik kørt fra hele lortet, så vi kun er mig, Savoldelli og Rodrigues tilbage. Dagen før havde min lillebror sagt i telefonen, at jeg skulle åbne spurten allerede ved 400 meter. Det huskede jeg, og det gjorde jeg, og så vandt jeg. Det var en kæmpevild dag. Det var helt klart den største af mine etapesejre. Ved målstregen bliver jeg mødt af min massør, Ton van Engelen.«

1998. 16. etape til Albertville. Bjarne Riis mod Col de la Madeleine.

1997. 9. etape til Loudenvielle. Marco Pantani, Jan Ullrich og Richard Virenque.

Richard Virenque: »Laurent Brochard er lige kommet i mål, og 14 sekunder efter kommer så jeg, Pantani og Ullrich. Vi havde alle fire været i udbrud sammen, og Brochard havde arbejdet virkelig hårdt for mig. Til slut siger jeg, at han skal angribe: »Afsted med dig, Laurent, kom afsted med dig.« Han siger: »Åh, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere.« Jeg siger til ham: »Jo jo, det kan du godt. Kom nu!« Pantani og Ullrich sidder og vogter på mig, så Brochard kører væk og vinder etapen med 14 sekunder. Det viser den indbyrdes forståelse og styrke, der var på Festina. Hvilket hold! Når jeg ser på billedet, er jeg ked af, at Marco Pantani ikke er her mere. Der er sikkert mange, der mangler Marco. Det er mest det, jeg tænker på. At han ikke er her mere. Det var en tid, hvor vi kørte flot cykelløb og gjorde vores arbejde.«

2O21. Fotografen på arbejde. Nils Mejlvang venter på feltet mellem vinmarker ved Saint-Émilion. Foto: Vincent Mejlvang.

Rytternes kommentarer er forkortet af redaktionen.