Helt sin egen herre

Det moderne Danmark er vokset op med skuespilleren Jesper Klein . Han døde i går aftes, 66 år gammel.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lea Meilandt Mathiesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er simpelt hen nødt til at gå ned og sige tak og vise ham min respekt.«

Sådan sagde en veninde til mig, da vi for et par år siden så en sygdomssvækket Jesper Klein i teatret. Og det gjorde hun så. Gik ned og trykkede ham i hånden og sagde tak. Jeg synes, det var sådan en fin og rigtig ting at gøre. Hun var vokset op med Jesper Klein – alle hans skøre figurer fra fjernsynet. Tossede Fru Fej Bak, Tirana Radio, den blide stemme i den ene julekalender og tegnefilm efter den anden. Med Ungdomsredaktionen, hvor den komisk-musikalske trio ”Klyderne” slog sine folder med Klein som holdkaptajn.

Mon ikke vi er mange, der har det på samme måde nu, hvor vi hører, at skuespilleren Jesper Klein er død efter halvanden måneds kræftsygdom? Har vi ikke lyst til også at sige Jesper Klein tak for det krøllede sind, han delte ud af?

Ikke til at blive klog på

Og det på trods af, at Jesper Klein var en figur, man egentlig aldrig vidste, hvor man havde. Ikke til at blive klog på. En underlig snegl, professionelt og privat. Pottemagersønnen, der klarede sig dårligt i skolen, ville oprindeligt være musiker, men blev hældt ud fra sit musikvidenskabelige studium. Systemer blev han nemlig aldrig god til at indordne sig.

»Der var ikke andet for end at blive skuespiller, det var der, tilbuddene lå,” som han selv formulerede det.

Gik sine egne veje

Men skuespiller – det ville han alligevel heller ikke rigtig kaldes. »Er han skuespiller eller nummermand?« spurgte Berlingske Tidendes navnkundige Jens Kistrup i en de første omtaler af den musikalske mand, der ikke kunne nøjes med at sidde ved klaveret, men også skulle op på scenen, da man omkring ham fandt ud af, at der var spas i ham.

Nummermands-betegnelsen kunne Jesper Klein selv godt lide. Ganske vist har optrådte han i sin lange karriere ofte i faste sammenhænge, bl.a. med egentlige teaterroller på alle Københavns morskabsscener og i »alvorlige« opgaver som filmene »Balladen om Carl Henning« og Niels Malmros’ »Skønheden og Udyret«, så var han i høj grad sin egen herre, gik sine egne veje.

Gennembruddet kom ganske vist i tomandsrevyen ”Kameldamen” med Jytte Abildstrøm på Bristol Teatret i 1969 – et samarbejde, der fortsatte med latterfarcen ”Svend, Knud og Valdemar” på Riddersalen året efter.

En velbegavet gøgler

Men ellers kunne man hyppigst opleve ham som selvbestaltet direktør med et væld af shows og solooptrædener i kalenderen - i de senere år lejlighedsvist i praløb med Flemming Jensen, indtil sygdom satte en stoppe for Kleins sceneaktiviteter. Her viste han det, han kunne: Han var en musikalsk, myreflittig og særdeles velbegavet gøgler med sikker fornemmelse for det absurde og det ironiske. Original, snurrig og skæv. Og med en egen ynde, en blidhed, der kunne gøre ham meget indtagende – ja, undertiden helt knuselskelig uskyldigt rørende. Det meste af materialet skrev han selv. Han var nærmest forfatter af alt– revyer, skuespil og en hel stribe bøger – fra sin egen statslære over almanakker og efterfølgere til Bibelen. Det hele med den kleinske fornemmelse for det pjankede, uden at det skulle forveksles med det pjattede.

Hans særlige form for elskværdige uelskværdighed – eller er det uelskværdige elskværdighed – var kimen i hans liv og tilstedeværelse på scenen. Igen: Man vidste aldrig helt, hvor man havde ham. På den ene side var han en venlig, smilende og drenget mand – en særdeles høflig humanist. På den anden side en besk og ikke så lidt vranten, misantropisk iagttager af andres idioti. Lyttede man ordentlig efter, var det ofte slet ikke venlige ord, der kom ud af munden på den rare mand. Efter sigende skal han ved en opstyltet middag på en udenlandsk ambassade, hvor værterne ikke forstod dansk, engang have holdt en storsmilende tale, hvor han gav udtryk for, at »det var noget af det mest kedsommelige, han nogensinde havde været med til«.

Et paradoksalt menneske

Det billede siger meget om Jesper Klein. Han var både rar og kynisk. Et paradoksalt menneske, som både kunne være en af Danmarks elskede komikere og »kedsommeligheden selv« derhjemme – ifølge eget udsagn. Som sagtens kunne sige sin mening, når han blev spurgt, men privat var konfliktsky ud over alle grænser. Progressiv støtte for Christiania, fred og den tredje verden. Men også ærkekonservativ, når han som en anden Don Quixote kæmpede sin egen krig mod den københavnske metro, der truede hans elskede Amager, og som han aldrig satte sine ben i.

På fjernsyn var han med helt tilbage fra de tidlige 70’ere som fast mand i DR’s børne– og ungdomsafdeling, hvor de fleste lærte at elske ham. Undtagen radiorådsmedlem Erhard Jakobsen, der mente, at Klein var en af de senere så berømte »røde lejesvende«: »Selvfølgelig kan jeg acceptere Bert Brecht, men jeg kan ikke gå ind for Jesper Klein «. Det var også på TV, han i 1974 blev sat sammen med Tom McEwan og Jess Ingerslev i den musikalske vanvidstrio, »Klyderne«, der blev assisteret af Kleins kone og støtte siden 1970, Lykke »Madam« Nielsen.

De senere år var han stærkt plaget af privat modgang. Dels skrantede helbredet. Han led af knogleskørhed, der forhindrede ham i at stå på en scene: »Det er bare ærgerligt, at jeg er anbragt i en 93-årigs krop. Men jeg har hele livet igennem været for gammel«. Dels mistede han i 2006 sin nære livskammerat gennem 37 år, Lykke Nielsen, der måtte igennem en lang og barsk kræftsygdom. Han talte åbent og smukt om den sygdom, Lykke Nielsen selv havde været åbent hudløs omkring, og om sin egen sorg: »Jeg vil nødig have en død så ond og smertefuld som min hustrus. Bortset fra det indgyder den mig ikke den store frygt, for jeg har set den på nært hold. Faktisk har jeg det forholdsvist godt. Jeg har det mægtigt godt efter omstændighederne. Jeg har det bare ad helvede til med de omstændigheder,« sagde han i portrætbogen ”Jesper Kleins liv og Lykke,” der udkom for et par år siden.

Her kunne man også læse hans eget lettere kuldslåede, men typisk ramsaltede udlægning af hans eget karriereforløb: »I de første ti år finder man på det hele, i de næste ti raffinerer man det, i de følgende ti er man en megastjerne og alting, i de næste ti år kan man ikke forstå, hvorfor der ikke er brug for en mere, i de sidste ti år lever man på navnet og sit renommé, og så er den potte ude. Så er det liv gået .”