Helle Thorning-Schmidt langer ud efter britisk minister

Den tidligere statsminister var meget klar i mælet.

EPA/YANNIS KOLESIDIS Yannis Kolesidis

Mens krigen i Ukraine har sendt millioner på flugt, så står mange lande i Europa klar til at modtage flygtninge.

Ifølge den britiske uddannelsesminister Nadhim Zahawi fra Conservatives, så er Storbritannien i førersædet til at hjælpe og lede indsatsen mod Rusland og Vladimir Putins invasion, hvilket fik den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt til at gå imod ham under en tv-debat.

Det skriver Huffington Post.

For da Zahawi svarede på et spørgsmål om den ukrainske flygtningekrise, sagde han, at man ser Storbritannien som leder af koordinationsindsatsen, og begyndte at henvise til, at man forsyner Ukraine med defensive våben og udstede straffesanktioner mod Vladimir Putins regime.

Helle Thorning-Schmidt, der er gift med den britiske Labour-politiker Stephen Kinnock, var dog hurtig til at gå mod ham, og fortalte, at hun 'næsten grinede', da den konservative minister hævdede, at Storbritannien 'ledte' kampen mod Rusland.

»Du sagde noget, der næsten fik mig til at grine, da du sagde, at Putin vil tro, at Storbritannien leder indsatsen mod Rusland lige nu. Selvfølgelig er det ikke det. EU leder indsatsen mod Rusland. Jeg tror ikke, at man vil se Boris Johnson som en særlig stor leder inden for dette felt, så få lige styr på det,« lød det fra den tidligere statsminister.

Og Helle Thornings kommentar har fået mange til at rose den tidligere socialdemokratiske statsminister på de sociale medier.

Blandt andet på Twitter har folk tilkendegivet deres mening.

'Bravo af den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt. Ingen har modet til at sige dette. Hun har 100 procent ret' og 'Så forfriskende at se Cornservatives (De konservative, red.) nonsens blive udstillet på en så spektakulær måde! Herligt fra Helle Thorning-Schmidt', lyder det blandt andet.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt, men det har ikke været muligt.