Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Flyvevåbnets 13 tons tunge, mørkegrønne helikopter suser over den vestjyske natur med flere hundrede kilometer i timen. Trods farten dribler helikopteren sig lavt over jorden, omkring 50 meter over markerne. Forude i den flyvende bus sidder to meget erfarne piloter, der har fløjet taktisk troppetransport i britiske helikoptere af samme type i Helmand-provinsen i Afghanistan. Vi har lovet ikke at nævne deres navne, for Flyvevåbnet tager ingen chancer, hverken i forhold til ægte eller indbildt frygt for terror mod de ansatte.
Mens dagen går på hæld over Vestjylland, står munden ikke stille på de to piloter. Set fra en hurtig, lavtflyvende helikoptere er Danmark et land fyldt med elkabler, tårne uden advarselslys, og et utal af vindmøller. Konstant lyder meldingerne om wirer i 200 fod kl. 11, tårn ret forude, vindmøller her og der, og om få sekunder skal helikopteren dreje skarpt til venstre eller til højre for at følge den planlagte rute fra Flyvestation Karup mod Herning, videre mod vest og derpå over vand mod Skive og Finderup øvelsesterræn.
Turen for fuld rotorkraft er den første af tre træningstimer denne nat. Tempoet er højt, for Flyvevåbnet skal være klar med specialudrustede helikoptere med komplet egenbeskyttelse og fem besætninger på hver fire mand til marts næste år.
Opbygningen af Flyvevåbnets troppetransporthelikoptere har været 12 år undervejs, siden Forsvaret købte de store EH-101-helikoptere til redning og troppetransport i 2001. Helikopterflyvning med soldater og gods i fjendtlige områder, sandsynligvis i ekstremt klima, er et speciale, som det tager år at opbygge. Til gengæld har helikoptere været kronisk efterlyst i Afghanistan siden 2001, og også i Danmark er helikoptere til troppetransport en savnet kapacitet, blandt andet til indsættelse af specialoperationsstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset. Men Flyvevåbnet har været ramt af store tekniske problemer.
I den såkaldte Helmand-plan for 2011-12, der blev vedtaget i et bredt forlig, besluttede politikerne, trods advarsler fra Forsvarskommandoen, at de danske helikoptere skulle til Helmand i 2012. Men da tiden oprandt, var helikopterkapaciteten stadig ikke klar.
Og spørgsmålet er, om tiden nu er forpasset, fordi der ikke længere er den samme opgave til de danske helikoptere som tidligere. Mens det danske Flyvevåben gør klar til at tage af sted, sender Storbritannien sine helikoptere af samme type – som i Royal Air Force kaldes Merlin – hjem til England. Allerede i sommer begyndte hjemtagningen af Merlin-flåden. Årsagen er, at antallet af britiske baser i Helmand er reduceret fra 137 til 11, mens antallet af britiske soldater er reduceret fra 9.500 til 5.200. Behovet for helikoptertimer er ifølge det britiske forsvarsministerium derfor faldet med 40 pct., fra 2.300 timer om måneden til 1.350. Når de britiske Merliner er væk, er deres logistik – værksteder og reservedele – det også. Danskerne skal derfor selv medbringe al logistik med tilhørende omkostninger. Og når kampene mod Taleban er fuldstændig overladt til afghanske sikkerhedsstyrker, består den tilbageværende opgave i evakuering af afghanske militære og civile tilskadekomne. Der er bare ét problem: Når der ingen vestlige soldater er på jorden, er der mindre sikkerhed for, at et landingsområde er gennemsøgt for nedgravede sprængladninger og undersøgt for andre trusler. Hvor sikkert er det forresten, at uniformerede mænd på jorden ikke er forklædte Taleban? Det vil være op til en dansk fartøjschef at beslutte, om han skal løbe risikoen for at lande, hvor der kan ligge IEDer – Improvised Explosive Devices – de frygtede, improviserede sprængladninger, som er kendt som vejsidebomber. »Vi skal jo ikke udsætte flere for fare. Normalt vil vi altid gerne have et landingsområde afsøgt for IEDer,« lyder det fra de to helikopterpiloter.
Uafklaret om helikoptere skal af sted
Forsvaret har selv tidligere åbnet muligheden for helt at droppe opbygningen af troppetransporthelikopterne. I 2010 foranledigede daværende forsvarschef Knud Bartels, at muligheden for »ikke at opbygge den forudsete taktiske troppetransportkapacitet baseret på EH-101-helikopterne på grund af de høje driftsomkostninger samt udestående investeringer« blev undersøgt.
I den seneste Helmand-plan, gældende for i år og næste år, holder politikerne alle muligheder åbne. I forliget står blot, at Danmark »eventuelt bidrager til den taktiske troppetransport i Afghanistan.« Ifølge Forsvarsministeriet er merudgiften til en udsendelse skønnet til 150 mio. kr.
»Vi kommer til at have et mere konkret grundlag at tage stilling på. Vi skal ikke af sted for at fylde huller efter de britiske helikoptere, men jeg afventer, hvad der bliver forelagt for forsvarsforligskredsen,« siger den radikale forsvarsordfører, Zenia Stampe. Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, siger, at forsvarsforligspartierne skal drøfte udsendelsen af både helikoptere og F-16-kampfly til Afghanistan inden for den næste måneds tid. V og K ønsker at udsende kampfly og har hidtil gået ud fra, at der var et stort behov for helikopterne. Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) vil ligeledes afvente en melding fra NATO om behovet og om hvilke opgaver, de danske helikoptere skal løse.
Sikkerhedspolitisk forsker ved Forsvarsakademiet, lektor Peter Viggo Jakobsen, mener, at hjemtagningen af de britiske Merlin-helikoptere blot viser, at briterne ikke har ret mange penge til at flyve helikoptere.
»Der er en kronisk mangel på løftekapacitet, og nu har vi nasset på de britiske helikoptere i årevis. Så er det rimeligt, at vi bidrager, når vi kan. De danske helikoptere kommer alt for sent, men derfor kan NATO stadig have glæde af dem,« siger han.
På tirsdag skal forsvarsminister Nicolai Wammen i et samråd i Folketingets forsvarsudvalg redegøre for udsigterne til at helikopterne kan sendes til Afghanistan næste år.
Trænet til indsats over alt
Tilbage i luften over den jyske hede blæser en mindre storm gennem helikopteren. Den store sidedør i styrbords side står åben; rampen bagude er også åben. Flyver man taktisk troppetransport i Danmark, skal man have varmt tøj på. Når – eller hvis – det bliver alvor, vil maskingeværer stritte ud i begge sider og bagud.
Vi passerer ustandseligt kreaturer på markerne og heste i indhegninger. Køer og heste i Danmark har nerver af stål. De fleste er ligeglade eller nøjes med at løfte hovedet og røre lidt uroligt på sig, når helikopterens tre motorer larmer over dem.
En lysning mellem træerne i øvelsesterrænet bliver udset til landingsområde. Et skarpt drej over træerne og så med et drøn ned på jorden; et øjeblik senere er passagererne ude og helikopteren tilbage i luften. Den går rundt, udfører en ny kontrolleret nedstyrtning i lysningen; passagererne op igen og af sted. Dette er, hvad taktisk troppetransport handler om: Sætte folk og gods af og på i en fart på vanskeligt tilgængelige og farlige steder.
Tilbage på hjemmebasen på Flyvestation Karup lader besætningen sig ikke slå ud, hvis det skulle ende med en aflysning af Helmand-missionen. Foreløbig skal Flyvevåbnets fem besætninger og deres helikoptere til den amerikanske flådes flyvestation El Centro i det sydvestlige USA for at træne landing i den brune støvsky, der opstår, når man lander i en ørken. Det kræver stor træning at lande en helikopter, når orienteringen forsvinder i en støv- eller snesky. Desuden skal bevæbningen – tre moderne lette maskingeværer – afprøves, og skytterne trænes. »Når alt udstyret er kommet på, kan vi ikke finde på noget, der kan forbedre den. Og helikopteren er en dame, der aldrig svigter os,« lyder det fra de to navnløse piloter.
»Når vi er færdige, kan vi sendes alle steder hen, bortset måske fra jungle. Og kommer vi ikke af sted næste år, går vi i gang med at lære mere, ligesom vi kan træne endnu mere med specialoperationsstyrkerne. Når man opdager, hvad vi kan, skal vi nok blive brugt.«
Video: Kom om bord på Forsvarets nye EH-101 Merlin-helikopter:
Er du på mobilsitet, da klik her for at se videoen.