Der er sjældent så stille i en biografsal, som der var, da jeg så Held og Lykke, Leo Grande, et britisk kammerspil, der i al sin enkelthed går ud på at en ældre kvinde booker en ung mandlig escort for at udleve de fantasier, hun aldrig har turdet have. Ægteskabets sexliv var en flad affære med en mand, der ikke ville have oralsex, fordi han anså det som fornedrende for ham selv. Han ville heller ikke give oralsex. Det ville også være fornedrende for ham. I det hele taget er der meget skam og meget lidt nydelse i Nancy Stokes' bagage og nu står hun altså der på hotellet og skal gøre op med det hele. Hvis hun tør.
Emma Thompson (der er fremragende i rollen som den skamfulde lærerinde) har selv kaldt rollen for den vildeste nogensinde og det forstår man godt. Der er meget på spil, ikke bare for Nancy Stokes men også på Thompson der helt bogstaveligt skal bære filmen på sit skuespil. Held og lykke, Leo Grande er en fejring af nydelsen, en fest for sanseligheden og en sand fornøjelse for os, der sidder i salen. Det er en film om sex, men ikke en film med meget sex og det er næsten en pointe i sig selv. Begær er mange ting, men der er langt derhen, hvis ikke man begærer sig selv og omfavner sit begær.