Hel gade i København afspærret efter bombetrussel

Adelgade i indre København er i øjeblikket afspærret efter en formodet bombetrussel sendt til et reklamebureau. Politi og beredskab er til stede og ifølge Berlingskes oplysninger er omkringliggende virksomheder blevet rømmet.

 

Adelgade er nu åben igen, efter politiet siden i formiddags har haft afspærret et større område. Seneste opdatering fra politiet lyder, at de ikke fandt noget mistænkeligt, efter at have undersøgt stedet.

Tidligere i dag var politiet massivt til stede, efter en bombetrussel mod et reklamebureau torsdag formiddag.

Det er reklamebureauet &Co på Adelgade i indre by, som torsdag har modtaget en formodet bombetrussel. Det resulterede i, at det meste af Adelgade blev spærret af, og både politiet og Hovedstadens Beredskab var til stede, oplyser Berlingskes udsendte.

Politiet havde afspærret et længere stykke af Adelgade og ifølge Berlingskes oplysninger blev blandt andet et nærtliggende hostel rømmet.

Politiets vurdering lød, at at der ville være afspærret i i hvert fald nogle timer, men havde ikke yderligere kommentarer på daværende tidspunkt.

Den formodede bombetrussel mod »&Co«. kommer, efter at reklamebureauet står bag en massivt omdiskuteret reklamefilm for flyselskabet SAS, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad danskhed vil sige. Videoen har fået flere politikere fra bl.a. på det yderste højre til at hidse sig op, heriblandt Dansk Folkepartis Søren Espersen, der til Ekstra Bladet erklærede sig som værende i »atomchok« over videoen.

I kampagnen fremførtes det blandt andet, at rugbrød er tyrkisk, smørrebrød er fra Holland, vindmøller er fra Persien, og cykeltraditionen er lånt fra Tyskland.

Pointen i videoen er, at man bliver inspireret af at rejse ud i verden, og at man tager det med hjem, som man godt kan lide.