Hed Charlie Chaplin Israel Thornstein?

Nye dokumenter fra den britiske efterretningstjeneste om Chaplin er netop offentliggjort. Tjenesten kunne ikke finde hans fødsels-papirer, men anså ham ikke for at være en sikkerhedsrisiko.

Diktatoren
»Diktatoren« kom i 1940, hvor USA stadig, formelt set, ikke var i krig med Nazi-Tyskland. Derfor så man filmen som et dristigt og provokerende indspark. Chaplin har senere udtalt, at han ikke havde lavet komedien, hvis han havde kendt til de omfattende menneskeskabte tragedier i landet på den tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF

Den britiske efterretningstjeneste MI5 har åbnet sin sag om komikeren Charlie Chaplin. Under Den kolde Krig var Charlie Chaplin en mistænkelig personage i den amerikanske efterretningstjenestes øjne. FBI havde nemlig mistanke om, at Chaplin aktivt støttede kommunisternes sag og de bad MI5 om hjælp til at undersøge Chaplin nærmere.

Derfor igangsatte MI5 en undersøgelse og det er resultatet af denne, der nu foreligger på nettet, så alle kan læse dokumenterne. MI5 forbindelsesofficer i USA kunne i oktober 1952 orientere FBI om, at Chaplin gav penge til kommunistiske frontorganisationer og i øvrigt havde været involveret i en række faderskabssager.

Samme offícer fortalte, at Chaplin før krigen havde sagt til en sovjetisk venskabsforening i USA: "Der er meget godt i kommunisme. Vi kan bruge det gode og udskille det dårlige." Den kolde Krig var brandvarm og Sovjetunionen havde mængder af spioner og sympatisører på det amerikanske fastland. At være kommunistisk sympatisør bragte mange, også uskyldige, i FBIs fokus, men faren var reel og alvorlig for spionage.

Dokumenterne har været tilbageholdt i mange år, fordi man tog hensyn til informanter og kilder

Blandt dokumenterne er et brev fra en kendt britisk filmkritiker og filmproducer Ivor Montagu, som var sovjetisk agent, der skrev, at han var ked af, at Chaplin havde forladt London efter et besøg i 1952. Det blev også bemærket, at Chaplin ikke havde fået amerikansk statsborgerskab, selv om han havde boet i USA i 30 år. Et avisklip fra det venstreorienterede blad The Daily Worker var også vedlagt sagen. Her skrev man: "Hans film har gjort grin med de magtfulde og diktatorer og fået den almindelige mand til at gå på barrikaderne mod de rige. Nu truer de magtfulde verdens klovn."

FBI samlede godt 2000 sider om Chaplin og bad MI5 om at samle alt materiale de havde og om muligt at finde bevis på, om han havde kontakter til det britiske kommunistparti. FBI ønskede også at få at vide, hvor Chaplin var født og at undersøge, om hans rigtige navn var Israel Thornstein - et typisk jødisk navn, der måtte forekomme FBI mistænksomt, idet mange jøder i USA var involveret i kommunistiske og socialistiske aktiviteter. MI5 søgte men uden resultat. Man kunne ikke forbinde Chaplin til navnet Israel Thornstein og en formodning om, at han var fransk af fødsel kunne ikke bevises. Det mærkelige var, at MI5 heller ikke kunne finde Chaplin i nogle engelske fødselsprotokoller.

Det er altid blevet formodet, at Chaplin var født lidt syd for London i Walworth den 16. april 1889. Men for få år siden blev et brev af Chaplin fundet, hvor han fortalte, at han var født i en vogn, der tilhørte en sigøjner-dronning, som blev hans tante. Han var ifølge sine egne oplysninger født i nærheden af Birmingham. Historien om sigøjner-vognen og dronningen lyder måske en smule or opfindsomt.

Man formodede også, da man ikke kunne finde hans fødselspapirer, at Chaplin være kommet fra Rusland, hvor en stor gruppe jøder flygtede fra fra slutningen af 1800-tallet. Ikke så få slog sig ned i England. I dokumenterne står: "Hvis Chaplin er jøde, så kan han meget vel have været medlem af en flygtninge familie." Men MI5 leder af kontraspionage John Marriott konkluderede, at det manglende fødselsbevis ikke var en sikkerheds sag.

De nye dokumenter viser, at ganske vist havde Chaplin kommunist-sympatier, men han blev aldrig af MI5 betragtet som en sikkerhedsrisiko. MI5 leder Sir Percy Silitoe sagde klart, at man ikke betragtede Chaplin som en sikkerhedsrisiko. MI5 mente, at Chaplin havde været udnyttet af kommunisterne i kampagnen mod kommunistjagten i USA.

For nogle år siden var det fremme, at den britiske forfatter George Orwell i 1950 havde givet MI5 en liste over 35 kommunister i det intellektuelle kunstnermiljø i Storbritannien. Også Chaplins navn skulle figurere på denne liste. Men i Chaplins sag, nummer PF710549, konkluderes det: "Det kan godt være, at Chaplin har sympati for kommunismen, men vor information synes at vise, at han i højere grad er "progressiv eller "radikal."

I 1953 forhindrede USA Chaplin i at vende tilbage til USA. Han selv benægtede nogensinde at have været kommunist, men besluttede sig til ikke at appellere USAs beslutning og slog sig i stedet ned i Schweiz. "Jeg er offer for løgn og ondskabsfuld propaganda", sagde han.