Headhunter: Ex-spindoktors fusk langt fra unikt

At Anders Foghs tidligere spindoktor har fusket med sit CV er langt fra enestående.

Michael Kristiansen har pyntet på sit CV, men han har god grund til at sige 'og hvem gør ikke det?' til den sag (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Da den kendte tv-vært og politiske kommentator Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.

Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.

Hver tiende snyder

Og det er slet ikke unormalt at pifte CV'et op i kampen om arbejdsgivernes gunst. Det fortæller Christian Kurt Nielsen, der er adm. direktør for headhunterfirmaet Mercuri Urval. Han understreger, at det er nærmest umuligt at vide, hvor stort omfanget er, men:

- Jeg vil tro, at det er omkring hver 10., der enten lyver eller pynter lidt på CV'et for at imponere lidt ekstra, siger Christian Kurt Nielsen

Ex-spindoktoren Michael Kristiansens måde at snyde på er en af de typer fusk, man ofte ser. Det er folk, der ofte har læst et enkeltfag på kanditatuddannelsen eller stadig mangler at aflevere og bestå hovedopgaven, men som så alligevel skriver, at de har en kandidatgrad. Christian Kurt Nielsen vil anbefale, at man er ærlig i stedet for at lyve.

- Det er okay at skrive, man har en kandidatuddannelse i et givent fag, hvis man bare husker at skrive eller fortælle, at man mangler hovedopgaven. Det har ikke den store betydning. Hvis man derimod lyver lodret, og man så bliver spurgt om at vise et eksamensbevis, ja, så er sagen en helt anden, siger Christian Kurt Nielsen.

Bendtsen og Støjberg snød også

Michael Kristiansen er ikke den eneste fremtrædende person, der er blevet snuppet i at være lidt for kreativ med CV'et.

Bendt Bendtsen blev i 2009 snuppet i at oplyse, han havde en højere handelseksamen, men det drejede sig kun om et enkelt fag på aftenskole. Inger Støjberg måtte efter en artikel i B.T. i 2009 erkende, at hun ikke var uddannet journalist, som der stod på ministeriets hjemmeside. Og sidst men ikke mindst - og nok knap så overraskende - udgav Stein Bagger sig for at have ph.d. fra San Francisco Techincal University, men han var dog ufaglært.

Og den slags snyderi og overdriven af egne evner er der kommet mere og mere af, vurderer Christian Kurt Nielsen hos Mercuri Urval.

- Der er grund til at antage, at der er flere, der gør det. Konkurrencen er jo blevet hårdere på arbejdsmarkedet med færre job. Så er der nogen, der fristes til at tro, at de bliver nødt til at differentiere sig ved at pynte på CV'et, siger han.