Det nye H.C. Andersen-museum i Odense er en problematisk størrelse: Selve arkitekturen af japanske Kengo Kuma og landskabsbearbejdningen af MASU Planning er fremragende gjort. De lette pavilloner, der ligger spredt ud i den eventyrlige have, formår at forbinde det nye Thomas B. Thrige-kvarter med Odenses gamle bydel, samtidig med at haven virker både spektakulær og indbydende. Alt er således i vinkel udefra, mens sådan cirka alt går galt, når man kommer indenfor.
Uddrag af anmeldelsen:
»Desværre stopper festen brutalt og sørgeligt, når man bevæger sig indenfor. Det viser sig, at der åbenbart ikke har været det mindste samarbejde mellem de mennesker, der stod for museets yderside, og dem, der skulle finde ud af at bruge indersiden (af hovedet, fristes man til at skrive).
Man går rundt i nogle alt for store, anonyme, nærmest halvtomme rum helt uden kontakt til byen og den skønne have udenfor. Et skrækeksempel på, hvor ødelæggende det er for arkitekturen, når det ydre og det indre intet har at gøre med hinanden.
Desuden har »formidlerne«, den nye overkommunikerende verdens præmieeunukker, besluttet, at man kun kan opleve museet iført et avanceret headset, hvor et planlagt lydspor lidt hakkende folder sig ud.
Ideen er, at man får en »totaloplevelse«, men for denne iagttager viser det eneste totale ved oplevelsen sig at være det totale tidsspilde, man udsættes for. En mærkelig blanding af foredrag og dilettantkomedie, skrevet i et forsøg på at ramme den andersenske sprogtone, men helt og aldeles uinteressant.«