Havkolera ved København

Der er fundet havkolera i badevandet ved København, og folk med sår eller nedsat immunforsvar bør undgå at bade i området.

Alle badegæster med åbne sår og kroniske lever- eller blodsygdomme bør holde sig fra at gå i vandet ved København. Advarslen kommer fra Københavns Teknik- og Miljøforvaltning, som har målt et forhøjet indhold af bakterien vibrio vulnificus, også kaldet havkolera, i hovedstadens badevand.

Får man høj feber efter at have været i vandet, rådes man til hurtigt at søge læge, idet en infektion med vibrio vulnificus kan blive ganske alvorlig. Bakterien var sidste år skyld i, at en 62-årig fisker fra Amager døde, og at en dreng måtte indlægges efter badning ved Fanø.

Raske personer, som ikke har åbne sår, kan dog roligt bade videre, oplyser forvaltningen.

Bakterien bliver kaldt havkolera, men har intet med kolera at gøre.

/ritzau/