Haveterapi har langt til anerkendelse

Ny lovende stressbehandling kommer ikke til Danmark foreløbig. Læger vil have mere forskning.

Terapihaven Nacadia blev oprettet i 2011 af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet – dels for at behandle mennesker, der er ramt af alvorlig stress, og dels for at forske i haveterapi. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere

Haveterapi og terapihaver banker på videnskabens dør. Bag døren sidder læge Torsten Sørensen, direktør i Dansk Selskab for Almen Medicin, de praktiserende lægers videnskabelige selskab.

»Lægehenvisning til haveterapi har lange udsigter. Det bliver ikke en del af det etablerede sundhedssystem i hvert fald de første ti år. Vidensniveauet er ikke så stort, at vi kan overbevise myndighederne om, at det er noget, der skal ind i varmen.«

Torsten Sørensen mangler med andre ord videnskabeligt bevis for, at terapihaver, som Berlingske beskrev torsdag, skal komme danskerne til gode.

I Sverige har haveterapi, med arbejde og ophold i specielt designede haver til behandling af stressrelaterede og andre sygdomme, eksisteret siden 2001. F.eks. kan offentligt ansatte omkring Gøteborg blive henvist af deres læge til et ophold i terapihaven Gröna Rehab, hvis de lider af stress og udbrændthed.

Peter Wärhborg er svensk læge og har i flere år arbejdet for Nordens mest kendte terapihave, Alnarps Rehabilitation Trädgårdar, i tilknytning til Sveriges Landbrugsuniversitet uden for Malmø. Her er man også begyndt at behandle patienter med hjerneblødninger og hjerteinfarkter.

Haven i Alnarp er forbillede for den danske ligeledes forskningsbaserede terapihave Nacadia i Hørsholm på 1,5 hektar, der åbnede i 2011. Peter Wärhborg skrev sammen med en kollega en rapport i 2011 til Scandinavian Journal of Public Health, hvor de gennemgik alt, hvad der var skrevet om NAT (Nature-assisted therapy), som haveterapi også kaldes. De kunne, i modsætning til Torsten Sørensen, konstatere: »At der findes ganske god evidens for haveterapis gode effekt.«

»Jeg tror ikke, at de danske læger er fordomsfulde over for haveterapi,« siger Peter Wärhborg.

»De er blot sundt skeptiske, og det skal man være over for alt nyt. Problemet er, at man hidtil ikke er kommet bredt nok ud med information om terapihavers positive effekt. Men vi har efterhånden så meget viden, at man bør være mere åben over for terapihaver som behandling. Der mangler ikke evidens. Vi skal bare have mere, og det er det, man er i færd med at indhøste i Nacadia i Hørsholm.«

Mindre psykofarmaka

Journal of Rehabilitation Medicin udkommer snart med de første detaljerede resultater fra terapihaven i Alnarp i Sverige. Resultaterne skulle, ifølge Peter Wärhborg, blandt meget andet vise, at patienter, der gennemgik forløb i terapihaven fra 2002 til 2008 helt op til syv år efter brugte sundhedssystemet mindre og indtog mindre psykofarmaka og kom hurtigere ud på arbejdsmarkedet efter en sygemelding end kontrolgruppen.

Foregangskvinden for terapihaverne i Danmark og Sverige er professor og landskabsarkitekt Ulrika Stigsdotter fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Hun er klar over, at der findes et utal af anekdoter og skrøner om haveterapi, og at ophold og arbejde i en have som kur mod og lindring af psykiske lidelser ikke just får den etablerede lægevidenskab og de bevilgende myndigheder til at kaste henvisninger og skattekroner efter patienterne.

»Lægerne skal forstå, at det her er seriøst,« siger Ulrika Stigsdotter.

Kun bladene blafrer

»Der findes vel omkring 15 terapihaver i Danmark. Problemet er, at mange fortæller, at det virker, men der er ikke tilstrækkelig videnskabeligt bevis for det, så man kan sammenligne og forstå effekten over tid og havens og naturens betydning på sind og krop i det hele taget,« mener hun.

30-årige Henriette Christina Jespersen er en af dem, der med succes har prøvet et forskningsbaseret forløb med haveterapi herhjemme. Hun er ramt af stress og afsluttede i juni et forløb i Nacadia i Hørsholm, der hjalp hende med at finde ud af, hvornår man skal sige til og fra:

»At man godt kan stå fast på jorden uden at lade sig vælte. Det kræver bare, at man finder sin rette vej. Helt billedligt med at stå og se på et træ, og det er kun bladene, der blafrer i vinden, men stammen står naglet til jorden. Det kan man parallelisere til sig selv. Man behøver ikke lade sig slå ud af små ting. Selv i en orkan kan man stå stille,« fortæller Henriette Christina Jespersen.