Havari over Ishavet

Boeings internationale topsælger, Rick McCrary, fremhæver på baggrund af sin egen erfaring som pilot bl.a. fordelene ved flygigantens F-18 Super Hornets to motorer.

Boeing F-18 Super Hornet, som er en af de fire kandidater til at blive Danmarks nye kampfly, er en gennemprøvet arbejdshest. Knap 600 er færdigbyggede, og flyet har fløjet i sammenlagt flere end to millioner timer - heraf 200.000 timer i kampmissioner. Flyet er bygget til at operere fra hangarskibe. Fold sammen
Læs mere

Rick McCrary og hans kollega i bagsædet i det tophemmelige, sortmalede amerikanske spionfly SR71 havde netop fyldt tankene op i himmelrummet nord for Norge og steg tilbage til marchhøjden, 70.000 fod, eller over 21 kilometer, over Ishavet, hvor flyet med dets mange sensorer rutinemæssigt holdt øje med Sovjetunionens atomundervandsbåde. Farten var oppe på tre gange lydens hastighed, 50 meter lange flammer stod bagud fra de to motorer med efterbrændere på, og positionen var 400 kilometer nord for polarcirklen, da der gik ild i den ene motor.

Missionen udviklede sig til en af de værste, som Rick McCrary oplevede under sine 20 år blandt det amerikanske flyvevåbens bedste piloter. I dag er Rick McCrary international topsælger for den amerikanske flygigant Boeing; han har for nylig solgt Boeings F-18 Super Hornet til Australien, og han er nu i København for at gentage bedriften.

Det er her, historien om SR71 og den brændende motor over Ishavet kommer ind i billedet. Rick McCrary skyndte sig at slukke den brændende motor og ændrede kurs væk fra sovjetisk landområde. At nødlande datidens avancerede amerikanske fly på russisk område var udelukket. Den norske flyvestation Bodø var på forhånd udpeget som alternativ landingsplads til hjemmebasen, Maidenhall i England, men Bodø var lukket på grund af ekstremt dårligt vejr. Den anden mulighed var den norske flyvestation på Andøya.

Ingen gode steder at miste en motor

Pointen er, at SR71 havde to motorer og kunne undvære den ene. Det samme har Boeings Super Hornet, og i øvrigt også den europæiske kandidat som Danmarks kampfly, Eurofighter. Med to motorer havner man ikke i Ishavet, hvor overlevelsestiden i vandet er få sekunder, selv om en motor dør.

»Der er aldrig et godt sted at miste en motor, men nord for Polarcirklen er et af de værste,« siger Rick McCrary. Han er ikke i tvivl om, at alle piloter, der skal flyve over havet eller i Arktis, som kan blive et aktuelt operationsområde for danske piloter, foretrækker to motorer.

»Motorer er i dag meget pålidelige, men når man mister en, er det typisk ikke et spørgsmål om pålidelighed, men at en fugl ryger igennem eller isdannelser. To motorer er en dejlig sikkerhed, ikke bare for besætningen, men også for at kunne bringe et fly til mange millioner dollar sikkert tilbage,« siger han.

Det gode spørgsmål er så, hvorfor den amerikanske flåde har bestilt hangarversionen af F-35 Joint Strike Fighter, som sit fremtidige fly, når det kun har én motor. Ifølge Rick McCrary er forklaringen politisk.

»Der er en beslutning om, at alle værn skal flyve F-35. Det er en politisk beslutning, og jeg skal være varsom, når jeg er til citat. Men det er et politisk drevet program, og vi har en kongres, der siger, lad os købe ét fly og lad alle bruge det.«

F-35 er dog ikke det første hangarskibsbaserede kampfly med én motor, som den amerikanske flåde har brugt. Siden Anden Verdenskrig har flåden anvendt adskillige flytyper med kun én motor.

Boeings Super Hornet bygger på F-18 Hornet, der gik i produktion i 1980. Finland er et af de sidste lande, der købte den klassiske Hornet. Super Hornet er et større fly, der gik i produktion i 1997, og udgør grundstammen i den amerikanske flådes hangarskibsbaserede kampfly. Men hvorfor skulle Danmark købe et fly, der er tættere på afslutningen af sin udvikling end F-35 Joint Strike Fighter, der står ved begyndelsen?

»Det er et spritnyt fly, vi bygger i dag. Det er ikke helt det samme fly som F-35, men nøgleudstyret, blandt andet ASEA-radaren, er den samme,« siger Rick McCrary. Han påpeger, at Boeing har bygget henved 600 Super Hornet og bygger nye hvert år til den amerikanske flåde som erstatning for nedslidte fly. Ifølge Rick McCrary vil den amerikanske flåde bruge og videreudvikle Super Hornet i de næste 30 år, hvor det vil flyve side om side med F-35.

God til prisen

Men det er samtidig en kendsgerning, at med den nuværende ordrebog, inklusive salget af 12 Super Hornets i Growler-versionen til Australien, slutter produktionen i 2016. På det tidspunkt er produktionen af F-35 først ved at komme op i omdrejninger.

Den anden grund til at foretrække Super Hornet kunne være prisen. Ifølge McCrary koster en Super Hornet i flyveklar stand 65 millioner dollar. Det er fem-ti millioner dollar billigere end F-35. I den branche skal priser dog tages med store forbehold for, hvad der egentlig følger med i pakken i form af udstyr på flyene.

Historien om den dramatiske flyvning med SR71 skal Rick McCrary have lov at afslutte. Med kun den ene motor i brug, og næsten tom for brændstof dumpede SR71 ud af skyerne i 100 meters højde en halv mil før landingsbanen på Andøya. McCrary kunne ikke se andet end sne foran sig. Men i næste øjeblik dukkede banelys frem under sneen, og før hjulene var på jorden, udløste Rick McCrary sin bremseskærm af frygt for ikke at nå at stoppe på den snedækkede bane. Det havde han ikke behøvet, for sne virker som en udmærket bremse, men McCrary anede intet om at lande på sne, på én motor og næsten uden sigt.

24 timer senere var kæmpestore transportfly ankommet med teknikere og en udskiftningsmotor, der virkede. McCrarys uplanlagte besøg i Norge var slut.