Hash-betjent færdig i politiet

Den københavnske politibetjent Lars Kragh Andersen, der nægtede at bekæmpe hash, er blevet degraderet.

- I går blev jeg kaldt til samtale ved min chef, der fortalte mig, at jeg blev forflyttet til et skrivebordsjob i efterforskningssektionen. Og det gider jeg ikke, så nu søger jeg orlov, forklarer Lars Kragh Andersen til bt.dk.

Betjenten er kommet i modvind efter, at han offentligt har taget afstand fra at tage folks narko. Den holdning er uforeneligt med det arbejde han udfører i politiet, udtaler personalechef ved Københavns Politi, Jan Bjørn.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten roser udskældt hash-betjent

Derfor er politiet nu igang med en disciplinærsag mod den åbenmundede betjent. Hvad enten sagen ender i en fyring eller ej, så regner betjenten dog ikke selv med at vende tilbage på gaden.

- Jeg har formentlig haft min sidste dag i blå uniform. Jeg har ikke truffet den endelige beslutning, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan vende tilbage, da min holdninger jo nok ikke ændrer sig, siger Lars Kragh Andersen til bt.dk.

På de få dage, hvor debatten har kørt, har han allerede mærket, hvordan hans liberale holdninger og politiets ånd ikke går hånd i hånd.

- Mens ledelsen har opført sig professionelt og været meget åbne omkring det hele, oplever jeg desværre, at kollegaerne føler sig trådt på, og at de mener jeg er illoyal.

Han ansøger indtil videre om et års orlov, denne kan dog forlænges i yderligere to år.