Har vi slet ikke gjort det sværere for IS at ramme Europa?

Har elimineringen af nøglepersoner i terroristernes netværk slet ikke stækket IS’ mulighed for at ramme Europa? Eller har det netop betydet, at IS er blevet tvunget til at ændre strategi fra storstilede organiserede celleangreb til under raderen-soloangreb?

Ildkampen var så intens, at dele af bygningen faldt sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELO CARCONI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ildkampen var så intens, at dele af bygningen faldt sammen. Undervejs detonerede en bombe i en kvindes selvmordsvest, og på billeder taget efterfølgende er væggene arrede af skudhuller.

Tidligt 18. november 2015 stormede franske specialstyrker et lejlighedskompleks i Saint-Denis, en forstad til Paris. Målet var Abdelhamid Abaaoud, »hjernen bag« den terroraktion, der fandt sted i Paris knap en uge forinden. Og missionen lykkedes. Da Abdelhamid Abaaouds lig blev fundet i murbrokkerne, blev det udråbt som en sejr: En af hovedmændene i Islamisk Stats afdeling for »eksterne operationer« i Europa var neutraliseret og dræbt.

Blot fire måneder senere blev Europa på ny ramt af et organiseret terrorangreb, denne gang i Bruxelles, da tre bomber i lufthavnen og ved en metrostation dræbte 31. Siden fulgte som bekendt en blodig sommer, hvor fire angreb tilsyneladende er begået af enkeltpersoner med direkte eller løs tilknytning til Islamisk Stat.

Eller som Europols seneste vurdering af terrortruslen sidste måned lakonisk konkluderer:

»Truslen mod sikkerheden i Den Europæiske Union er blevet større over de seneste år og forbliver på en opadgående kurve.«

Men har elimineringen af nøglepersoner i terroristernes netværk da slet ikke stækket IS’ mulighed for at ramme Europa? Eller har det netop medført, at IS er blevet tvunget til at ændre strategi fra de storstilede organiserede celleangreb begået af tværnationale netværk til at satse på ensomme ulve? Nytter det noget at få ram på »hjernerne bag«?

»Bare det var så enkelt,« siger den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf.

»Erfaringen viser desværre, at selv om man får sat centrale aktører ud af spillet, er andre klar til at tage over. Man kan ikke gå ud fra, at det gør en afgørende forskel, at et enkelt netværk eller enkelte personer bliver taget ud af ligningen. Det kan være vigtigt at gøre, selvfølgelig, men det betyder ikke, at terrortruslen forsvinder.«

Kampen mod terror er ikke som et spil Stratego, hvor der er et antal brikker, man kan slå hjem én efter én.

Jakob Sharf henviser blandt andet til, at den militante islamistiske terrorisme også overlevede Osama Bin Ladens død, selv om denne blev udråbt som en kæmpe sejr. Efter nogle år med høj terrortrussel fra al-Qaeda, blev der ganske vist begået færre angreb mod Vesten i en periode, men siden har IS vokset sig stærk, og i dag oplever vi så igen en bølge af terrorangreb. Også den vil med tiden stilne af, forventer Jakob Sharf.

»Men truslen er utroligt dynamisk. Hvem der udgør truslen, hvad de truer og hvordan de har tænkt sig at angribe, er hele tiden i forandring,« forklarer han.

Den tidligere PET-chef mener derfor, at de vestlige samfund er nødt til at fokusere på, både. hvordan vi begrænser antallet af unge, som er i risiko for at blive påvirket af den militante propaganda. Og på at reducere terroristernes muligheder for at operere i Europa.

»Islamisk Stat udnytter de muligheder, de får og har. Hvis IS pludselig har adgang til grupper eller personer i de vestlige samfund, udnytter IS dette. Det er en opportunistisk strategi,« siger Jakob Scharf.

Vi jagter mønstre, der ikke er der

Af samme grund advarer lektor i politisk sociologi og terrorforsker ved Aarhus Universitet Carsten Bagge Laustsen om at motivforske for meget i det tilsyneladende strategiskifte, vi har oplevet i terrorens karakter.

»Vi vil så gerne tegne et billede på baggrund af de tre seneste angreb. Men så snart vi har brugt en uge på at forklare, hvorfor netop Frankrig er terroristers hovedmål, kommer endnu et angreb – i Tyskland. Og når vi så har fastslået, at terroren går fra organiserede celleangreb til ensomme ulve, kommer en ny spektakulær aktion i en europæisk by. Der er tendens til at overse det store billede, når vi fokuserer for meget på de små forskydninger,« mener Carsten Bagge Laustsen.

Og det store billede er, at terror – såvel i dag som historisk – både tager form efter organiserede celleangreb, som dem vi kender fra Paris, Bruxelles og 9/11, og efter de såkaldte soloterrorister. Ligesom terror også historisk har været politisk, som når terrorister rammer strategiske mål som satiremagasinet Charlie Hebdo, og katastrofisk, som tilfældet er ved såkaldt bløde civile mål som spillesteder, lufthavne med videre, hvor målet snarere er at skræmme så mange som muligt.

»Man skal passe på med at tolke de seneste tre-fire angreb som udtryk for et strategiskifte. Jeg ser det mere som de forhåndenværende søms princip: Terroristerne slår til med det, der er til rådighed. Strategiskiftet består snarere i, at vi har at gøre med en terror-franchise, som aktivt opfordrer alle til at begå terror i deres navn. Det kan forklare bølgen af angreb, som ikke ser ud til at aftage foreløbig. Men det betyder ikke, at vi ikke kan se flere store og centralt organiserede angreb,« siger Carsten Bagge Laustsen.

Spørgsmålet er måske snarere, hvor meget det betyder. Selvfølgelig spiller organiseringsgraden en rolle for, hvor store og spektakulære angrebene kan være. Lykkes det at få ram på cellernes bagmænd vil det også svække en del af terrorgruppens rekrutteringsgrundlag. Men også enkeltpersoner kan forvolde temmelig meget skade.

»Det centrale for antallet af angreb er nu engang udbudssiden: Hvor mange unge mænd, der er villige til at begå terror – organiseret eller som enlige ulve,« siger Carsten Bagge Laustsen: »Og der skal vi midt i al dækningen huske på, at der trods alt stadig er tale om relativt få.«