»Har du givet vores søn DEN bluse på?«

Jonas Stenbæk Christoffersen er far til tre og redaktør på Kids' News, som er Berlingskes avis til børn. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Vil du ikke give ham tøj på? Din mor er her om fem minutter!« Okay. Jeg var en anelse overrasket over at blive betroet med så essentiel en opgave, når nu børnene ikke bare skulle i institution eller ud i haven. Børnene skulle derimod med farmor på vikingemarked. Ud blandt andre mennesker.

På den anden side havde vi sovet over os, hvilket vi kalder det, når vi en sjælden gang får lov at sove, til vi vågner. Derfor var vi nu i tidsnød. Men med mine mange års erfaring i at klæde mig selv på krydret med lige over fem års studiejobs-erfaring med tøjsalg i Magasin, følte jeg mig ... hvad skal man sige ... godt klædt på til opgaven.

Min søn på tre år er ikke vanvittig interesseret i haute couture, med mindre det handler om Fastelavn eller Halloween. Han har ét fashion statement, og det er, at han helst kun går i joggingbukser. Et ønske som stylisten den pågældende dag klart imødekom med et praktisk, pænt look, der indebar sorte benklæder i bomuldskvalitet og en hvid bluse over. Godt tilfreds sendte jeg sønnen ud på catwalken i stuen, og som en anden Karl Lagerfeld kom jeg så vandrende ud bag min kreation. Her kunne jeg konstatere, at mode(r)anmelderen var ligeså lidt begejstret, som hun var bekendt med ros-ris-ros-metoden.

»Har du givet vores søn DEN bluse på?«

Svaret på det spørgsmål, synes jeg var temmelig åbenlyst, men jeg fornemmede tiden ikke var til, at jeg fremturede. Udfordringen var, at blusen var hvid. Og vores søn på tur ude i en beskidt verden ville betyde, at blusen efterfølgende ville dumpe spektakulært i en TV-reklame for vaskemiddel. Det argument ville jeg i et mere rationelt øjeblik godt kunne have anerkendt og i stedet forsynet ham med en af de mange, der tåler eventyrlystent barn. Men nu var jeg blevet bedt om at tage stilling til hans påklædning, havde løst opgaven og var ikke ligefrem i kompromis-mode.

Når det kommer til børnenes tøj har vi nemlig indrettet os som andre mænd og kvinder. Min kone står overbevisende for den del, og jeg kommer primært med gode input. Som den AC/DC-sparkedragt i sort jeg købte til vores ældste datter, da hun var spæd, og som var pist forsvundet, da vores yngste datter kom til verden for fem måneder siden. Men det har vi det sådan set helt og aldeles fint med. Begge to. Den historie fortalte jeg min kvindelige kollega. Hun tilføjede, at hun ofte shopper børnetøj med sin mand, hvilket ville være endnu hyggeligere, hvis han ikke blandede sig så meget. Hun har jo styr på det.

Vi behøver ikke millimeterdemokrati i kønspraktikken, og det er fint, at vi har hver vores små ansvarsreservater i parforholdet og forældreskabet. Men hvis man involverer sin partner og beder om en holdning, så må man også leve med, at der bliver taget stilling og løst opgaver uden at alle ens egne dessiner nødvendigvis bliver fulgt. Når man omvendt er den, der har afgivet ansvaret, så man også leve med, at man ikke altid har ligeså meget at skulle have sagt eller partout ved bedst. Den erkendelse kan det bare indimellem være svært at nå frem til i hverdagens spidssituationer.

Så sønnen kom af sted i sin hvide bluse. Og der var naturligvis rød væske, jord, græs og andre ubestemmelige substanser, der ikke gik af i vask på den, da han kom hjem. Måske jeg burde købe en ny til ham. Gad vide om man kan få en Metallica T-shirt i hans størrelse - i hvid?