»Har du en plan B, hvis det ikke lykkes? Kan du eventuelt noget med webdesign?«

Hele deres liv har staten råbt »skynd jer – verden venter!« Nu er de kommet ud af pølsemaskinen og står i en prop i jobcentret på Frederiksberg. Problemet med de nyuddannede arbejdsløse akademikere er ikke, at de ikke gider, men at den fortælling, de er vokset op med, ikke matcher den virkelighed, som venter udenfor.

Lise Hansen (tv.), der er chef for akademikercentret på jobcentret på Frederiksberg, arbejder sammen med jobkonsulenterne Eric Maillet og Simona Panowski om at hjælpe de mange nyuddannede akademikere til at finde en plads på arbejdsmarkedet. På Frederiksberg er over halvdelen af de forsikrede ledige akademikere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Simon, Katrine og Sabrina kigger ned i bordet. Det er andet netværksmøde for de nyledige akademikere. Og rådgiveren Peter tager en runde for at høre, hvordan det er gået siden sidst.

En cand.mag. har fået kontakt til et gymnasium med henblik på praktikplads. »Fint arbejde,« siger Peter. »Så er du nået langt.« En kunsthistoriker er ved at smigre sig ind på et museum med to en halv fastansatte. »Det er også fint,« siger Peter. »Men museer er svære og giver ikke meget netværk. Har du en plan B, hvis det ikke lykkes? Kan du eventuelt noget med webdesign?«

Syv ud af otte ved bordet i Akademikercentret er humanister. Samme antal er kvinder. Og alle er blevet uddannet inden for det seneste år.

Det er fjerde artikel i serien om Jobcentret, og vi er på besøg hos den arbejdsløse elite: De nyuddannede unge, som er gået direkte fra specialet på landets universiteter til en tilværelse på dagpenge, og som fylder overraskende meget i arbejdsløshedsstatistikken i en ressourcestærk kommune som Frederiksberg.

På papiret skulle de være de nemmeste at få i arbejde. I praksis er der udfordringer, hvor end på ressourcestigen man befinder sig. For når man som Simon, Katrine og Sabrina er nyuddannede og helt uprøvede på arbejdsmarkedet, er selvtilliden udfordret samtidig med, at der ikke er mange arbejdsgivere, der ved, hvad de egentlig skal bruge dem til.

Nogle har indstillet sig på arbejdsløshed »jeg er jo humanist, så det er normalt nok,« som en ung pige siger. Andre synker ned i dybet, når de finder ud af, at de mange års studier og flotte karakterbeviser ikke nødvendigvis kan veksles til noget som helst.

»Mange tror, de har rugbrødsarbejdet i Netto som en sikkerhedsventil, hvis drømmen glipper,« siger Peter. »Men de bliver overraskede, når de finder ud af, at det altså går til nogle andre. Netto vil ikke ansætte nogen, som ikke gider have jobbet. Og de kan måske ikke engang bestride det, for de har aldrig prøvet at arbejde så længe, fysisk eller ufaglært.«

Store hjerner på tynde ben

På akademikercentret er problemet ikke, at de arbejdsløse ikke gider. De unge ringer og undskylder, hvis de kommer for sent til møderne, og er uhyre pligtopfyldende i forhold til alle systemets bureaukratiske krav. Problemet er, at den fortælling, de er vokset op med, ikke matcher den virkelighed, de møder på den anden side, og at det derfor ofte bliver jobcentrets medarbejdere, der skal forklare dem det.

De studerende bliver færdige i rekordfart, for de har fået at vide, at de skal bidrage til økonomien og skabe balance i nationalregnskabet. De har klaret sig godt i folkeskolen, sprunget 10. klasse over, droppet alle sabbatår, efterskoler og højskoler og fået 12-taller på universiteterne. De har gjort alt det, politikerne har bedt om.

Som chefen for akademikercentret, Lise Hansen, lakonisk konstaterer:

»De er gået den snorlige vej og har forældrene som heppekor – hvad jeg godt kan forstå. For staten har råbt »skynd jer – verden venter!« De har lyttet, handlet og lystret, og guderne skal vide, at de har gjort sig umage. Nu er de så kommet ud af pølsemaskinen og står i en prop hos mig.«

I Frederiksberg Kommune er over halvdelen af de forsikrede ledige akademikere. Ingen steder i landet er så stor en del af de arbejdsløse højtuddannede, og selv om omsætningen er stor, og de færreste »brænder på i gryden«, er dimittenderne alligevel en svær nød at knække. For her er drømmene størst, og skuffelserne endnu større. Og hvis ikke man hurtigt kommer med i kampen, står et nyt kuld klar til at overhale indenom.

Den erfarne jobcenterchef elsker sin målgruppe og har intet at udsætte på de unge. Kun ærgrelse over den effekt, hastigheds-tyranniet har haft. For deres situation illustrerer mere end noget andet, at end ikke dem, som har gjort alt det rigtige, er forsikrede mod at havne i arbejdsløshedskøen. Det gør hende rørt og fortvivlet at se, hvor »vanvittig en veluddannet og tillidsfuld ungegeneration«, vi har, som har gjort alt det rigtige, men er endt som »store hjerner på tynde ben«:

»De mangler jo de år, vi andre har haft, hvor vi fik knubs, lærte verden at kende på den hårde måde ved fritidsjob – lavest i hierarkiet, oplevede de naturlige ungeelementer, der modner i det tempo, man nu kan klare, og gør mennesket voksent og ikke udelukkende intelligent. De har ikke været i kibbutz eller på højskole. Mange har ikke engang haft et flaskejob. Det er de dygtigste, høfligste unge mennesker. Men de er arbejdsmæssigt totalt uberørte af virkeligheden, og jeg kan godt forstå deres skuffelse – for vi har lovet dem noget andet,« siger Lise Hansen.

»Vi har snydt dem for en vigtig del af dannelsen ved at blive voksen. Råbt til dem, at de skulle skynde sig, men til hvilken nytte? Nu synes jeg, det er vores opgave at give dem lidt af det tilbage, samfundet har frarøvet dem.«

Magtesløse rådgivere

»Er I alle på LinkedIn?«.

Peter kigger ud i rummet, og dimittenderne nikker. I starten var der 20 på kurset, i dag er der kun otte, så de ledige ved bordet kan se, at det kan lykkes, at nogle – ganske mange, faktisk – finder nøglen og kommer videre herfra.

Peter har arbejdet med stort set alle typer arbejdsløse: de udsatte unge kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere, og mennesker med seriøst krævende sociale behov.

»Akademikerne er den bedste og mest ressourcestærke målgruppe. Alligevel er alt så følelsesladet for dem,« siger Peter. »For mange af dimittenderne er det deres allerførste kontakt med arbejdsmarkedet, og et nej bliver taget som et kæmpe personligt nederlag.«

Det mest effektive for de uerfarne, forklarer Peter, er at finde en praktikplads, for intet kan konkurrere med den synlighed, det giver, og det netværk, man får. Men det kan være svært at hjælpe selv de mest motiverede, når nogle er så usikre, at de end ikke tør ringe til en virksomhed og høre, hvilke muligheder der er.

Så rådgiveren har lavet et papir med en argumentbank, han giver til de ledige. Forfattet en liste med arbejdsgivere, som normalt gerne tager praktikanter, og trænet de nyuddannede og højtbegavede unge i rollespil, der gør dem tryggere ved at gribe telefonen og ringe op.

»Det er meningen, de skal klare det hele selv, og rigtig mange gør det også glimrende. Men jeg kan godt føle mig magtesløs over for den store gruppe af nyuddannede humanister, som fylder op på vores hold. De er så ambitiøse og motiverede, men også uerfarne og uprøvede, og mange af dem søger efter hjælp.«

Derfor er Frederiksbergs jobcenter nu i gang med at nytænke et start kit til dimittender, der kan modne og forhåbentlig give de uprøvede noget af den erfaring, som den snorlige vej ikke har sikret dem, forklarer lederen af akademikercentret, Lise Hansen:

»Vi skal ikke sende dem i kibbutz, men vi må erkende, at der skal en anden entré til på arbejdsmarkedet, hvis ikke jobsøgningen skal blive nederlag på nederlag.«

For dem, der ikke har sluttet uddannelserne, kunne en af måderne være at koble universitetet og de studerendes kommende arbejdsliv tættere sammen – inden de forlader universitetet – og lade dem løse virkelige opgaver for konkrete virksomheder. De, der har afsluttet deres uddannelse, skal have en helt anden on boarding på arbejdsmarkedet, mener hun.

De nyuddannede skal lære at tænke ud over deres faglighed og se deres uddannelse som en værkstøjskasse, der kan løse mange andre problemer end dem, deres speciale handlede om. Måske skal nogen ud i grupper og løse en opgave for en virksomhed. Måske skal bedsteforældregenerationen ude på virksomhederne på banen med en anderledes introduktion, hvor man bliver føl hos en ældre medarbejder et sted.

»Næste skridt er at få erhvervslivet og arbejdsgiverne med på ideen, og i det arbejde er vi afhængige af både DA og DI,« siger Lise Hansen,

»For de unge er ikke forkælede, men et resultat af den politik, der er udstukket, og det er samfundets fælles opgave at sikre, at de ikke spilder ungdommen på at danne kø her hos mig.«