Hans Blix: Danmark ukritisk med i Irak

FNs kontroversielle tidligere våbeninspektør beskylder Fogh-regeringen for ukritisk følgagtighed over for USA og dermed at gå i krig på et fejlagtigt grundlag.

Den tidligere chef for FNs våbeninspektører i Irak, svenskeren Hans Blix, beskylder nu direkte den danske regering for ukritisk følgagtighed over for USA. Dermed har Danmark valgt at gå i krig i Irak sammen med USA på et udokumenteret og fejlagtigt grundlag.

»Den danske regering troede helt ukritisk på beviserne fra deres allierede, USA og Storbritannien. Jeg tror ikke, at Danmark tog del i at hekse sig frem til beviser, men de undersøgte ikke de beviser, USA kom med. Man stillede ikke spørgsmål til det,« siger Hans Blix til Berlingske Tidende.

Burde Danmark have gjort det?

»Det tror jeg, alle skulle have gjort. Og det bør de også gøre i forhold til Iran i dag,« fremfører Blix, der sammenligner den ukritiske holdning fra såvel stater som medier med klappere i et jagtselskab, som blot løber efter byttet.

Det var truslen og formodningen om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, der var baggrunden for USA's begrundelse for at invadere Irak.

Hans Blix kritiserer USA's præsident George W. Bush for at have igangsat Irak-krigen på baggrund af løse formodninger og dårlig efterretningsvirksomhed. Han anklager Washington for helt ukritisk at tro på irakiske afhopperes fejlagtige informationer om masseødelæggelsesvåben, også selv om FNs våbeninspektører kunne meddele, at man ikke kunne finde nogen våben. Det er denne kritik, han nu trækker Danmark med i.

Blix sammenligner amerikanernes afvisning af våbeninspektørernes arbejde med middelalderens hekseprocesser, hvor folk rask væk blev erklæret skyldige, og beviserne opfundet bagefter.

I et stort interview med Berlingske Tidende anklager Blix desuden USA for at være dobbeltmoralsk over for Iran og Nordkorea og for selv at medvirke til, at atomarsenalet forøges.

Den tidligere svenske topdiplomat kommer til København på torsdag, hvor han holder foredrag i Cirkusbygningen for Berlingske Tidendes læsere sammen med den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore.