Handlingsplan skal få skub i sager om flere husdyr

Kommunerne, Dansk Landbrug og Miljøministeriet må gå sammen om at få husdyrgodkendelser op i gear, mener Kommunernes Landsforening.

Kommunerne skal være bedre og hurtigere til at behandle ansøgninger fra landmænd, der gerne vil udvide deres husdyrbrug. Men Dansk Landbrug skal selv assistere med at skære toppen af sagspuklerne ved at hjælpe landmændene med at lave nogle bedre ansøgninger. Endelig vil det hjælpe, hvis Miljøministeriet fremskynder en ny vejledning, der beskriver, hvordan kommunerne skal afveje lokale hensyn til natur og vandmiljø.

Sådan lyder hovedpunkterne i en handlingsplan fra Kommunernes Landsforening om at få skub på behandlingen af husdyrgodkendelser. Planen, der blev præsenteret for miljøminister Troels Lund Poulsen (V) på et møde onsdag, er blevet til, fordi landbruget stadig mere højlydt har klaget over lange sagsbehandlingstider, der skaber usikkerhed om landmandens investeringer.

/ritzau/