Handicappet overfaldet i sit hjem

To mænd gik brutalt til værks, da de natten til mandag overfaldt en handicappet mand i hans hjem i Randers.

En 58-årig handicappet mand blev kort før midnat natten til mandag brutalt overfaldet i sit hjem i Søren Møllers Gade i Randers, oplyser politiet.

Manden får meget hjælp i sit hjem og har derfor ikke hoveddøren låst. Det var de to maskerede og mørkklædte mænd tilsyneladende klar over, for de gik uden videre ind i lejligheden. Her væltede de manden omkuld i hans kørestol, tog hans tegnebog med penge og stak af igen. Den chokerede mand har ikke kunnet sige andet om røverne, end at den ene var høj og den anden var lav.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, som måtte have set de to mænd i området omkring midnat, siger den vagthavende ved politiet i Randers.

/ritzau/