Handicap-formand: Hjælp kommunernes handicappede

Politikerne skal tage ansvaret, siger handicap-formand efter en kortlægning viser, at der er stor forskel på, hvilken hjælp socialt udsatte og handicappede får i landets kommuner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stor forskel på den hjælp, handicappede og socialt udsatte får i landets kommuner, viser den første store kortlægning af den kommunale indsats på det specialiserede socialområde.

Det er Socialpædagogernes Landsforbund, som har lavet kortlægningen, hvor kommunerne er blevet målt på 103 forskellige punkter.

Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, er ikke overrasket over forskellene på kommunernes indsats.

»Kortlægningen viser det, som handicaporganisationernes forskellige rådgivninger oplever til hverdag, nemlig at borgere med handicap bliver behandlet meget forskelligt. Kommunerne tolker loven vidt forskelligt, og det, synes vi, ikke er rimeligt i forhold til de mennesker, som bliver udsat for det,« siger han.

»De, som har ressourcerne til det, flytter over i en anden kommune, som er bedre til at hjælpe dem, mens alle de andre må leve med den forskelsbehandling, de får,« tilføjer den forargede formand.

Thorkild Olesen ser helst, at politikerne griber ind over for kommunernes indsats på handicap-området, så alle får den hjælp, de behøver og har ret til.

»Politikerne skal tage ansvaret og sige, at der er nogle standarder, der skal overholdes og en retssikkerhed, der skal være i orden. Det synes jeg ikke, at man gør. Jeg synes tværtimod, at man går den modsatte retning hele tiden og siger, at kommunerne skal klare det hele, og det mener jeg ikke, at de kan. Kommunerne skal have hjælp fra Christiansborg,« understreger handicap-formanden.

Kortlægningen viser, at Rødovre, Varde og Kolding er gode på området, mens Fanø og Lejre Kommune er blandt de dårligste.