»Han ville slås mod de voksne«

Lors Doukaivs barndom blev malet sort af krigen i Tjetjenien. Da hans ben blev sprængt af, lovede den lille dreng at »dræbe de voksne«. Det fortæller hans mor i en bog om krigens rædsler.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Lors Doukaiv er vokset op med krig. Han var tre et halvt år gammel, da hans far blev alvorligt såret. Han var en knægt på ti, da en landmine eksploderede under ham, mens han var ude at lege. Og han var teenager, da han flygtede fra Tjetjenien for at starte forfra et andet sted. Langt fra krigens gru.

Men Lors Doukaivs barndom lod sig ikke viske ud. Han var blevet en dreng, der »havde set mere end et barn bør se,« som Ljuba Krsjisjanovskaja, en mangeårig nødhjælpsarbejder, formulerer det.

Hun mødte den ti-årige dreng i 1996, få måneder efter han havde mistet sit underben.

»Han var en god dreng, han var velopdragen, dannet, og jeg følte, moderen gav ham opmærksomhed. Han var tænksom og seriøs. Du ved, der er børn, som bare smiler og er glade. Sådan var han ikke. Han var meget alvorlig,« fortæller Ljuba Krsjisjanovskaja, der arbejder for hjælpeorganisationen den Russiske Børnefond.

Hun besøgte Lors, hans to søskende og hans mor i deres to-værelses lejlighed i Tjetjeniens hovedby Grosnyj. Og hun tilbragte en måned sammen med dem i Norge i 1996. Sammen med 20 andre hårdt sårede børn deltog Lors dengang i en rehabiliteringsrejse arrangeret af børnefonden og de norske myndigheder.

»Det var en god tur. Børnene mødte en norsk julemand, og de kom på ture. De tegnede og sang,« fortæller Ljuba Krsjisjanovskaja.

Men under overfladen stod det grelt til. Lors' mor, Kisa Doukaieva, arbejdede som læge på et sygehus i Grosnyj, mens krigen rasede. Hun skrev i 1999 et dybt personligt bidrag om børnenes krigstraumer i en bog med titlen »Retten til Kultur«, udgivet af Center for Tjetjensk kultur.

»Igen og igen tænker jeg, at det værste er ikke de ødelagte byer, men sporene i vore børns sind,« skriver hun i kapitlet, som dagbladet B.T. i dag bringer i sin fulde længde.

Hun beskriver sørgmodigt, hvordan hendes lille søn reagerede, da hun fortalte, at hans far - der ifølge moren var officer - var blevet alvorligt såret.

»Hele natten troede han, at nogen jagede hans far. Om morgenen sagde han til mig, at når han blev stor nok, så ville han slås mod de voksne. Jeg talte længe med ham og sagde, at han ikke måtte bebrejde voksne, hvad der var sket,« skriver Kisa Doukaeva.

VIDEO: Her taler bombemanden i et dokumentarprogram

Få år senere var hospitalet, hvor Lors' mor arbejdede, blevet bombet sønder og sammen. Men familien boede stadig i Grosnyj. En skæbnesvanger dag i februar 1996 trådte den ti-årige Lors på en landmine, da han legede nær den boligblok, hvor de boede.

»Jeg så ham gennemvædet af blod, da han blev båret væk. Han skreg til mig: »Jeg vil dræbe de voksne, mor«,« skriver Kisa Doukaieva i bogen.

I 2000 så Ljuba Krsjisjanovskaja Lors' mor for sidste gang. Hun fik 4.400 rubler (ca. 800 kr.) udbetalt i nødhjælp hos den Russiske Børnefond.

Kort efter rejste hun med Lors og hans to mindre søstre til Vesteuropa.

I 2004 opsøgte Ljuba Krsjisjanovskaja familiens naboer i Grosnyj. Ifølge hende havde ingen hørt noget til familien, siden de flygtede ud af Tjetjenien og ud af Rusland. Familien var troende muslimer, men slet ikke fanatiske, understreger hun.

»Det gør mig så ondt. Jeg glemmer ikke et eneste af disse børn, ikke til min død. Hvordan kan man glemme, når man har set noget sådant,« siger hun og viser en stak billeder, der ligger på hendes skrivebord.

Det er fotografier af børn med forbindninger om hovedet. Nogle mangler ét eller begge ben, andre et øje eller en arm, hundreder af skæbner som Lors Doukaivs.

»De er levende minder om krigen,« siger Ljuba Krsjisjanovskaja.