»Han var en person, der ikke ville glemmes og heller ikke kan glemmes«

Mikkel Jørgensen

Den 21-årige konstabel Mikkel Jørgensen, 21 år, fra Den Kongelige Livgarde i Høvelte bliver dræbt under en ildkamp i Helmandprovinsen i Afghanistan. Han blev udsendt i august som geværskytte i Charlie-kompagniet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Birgit var begyndt at lytte lidt mere, når bilerne kørte forbi om natten. Ikke at beskeden nogensinde ville komme så sent, men det var alligevel en lettelse, at de ikke stoppede op.

Men naturligvis kom det bag på dem den lørdag, da en bil holdt og ventede på dem i indkørslen.

»Nej,« nåede Henrik at sige til sin kone. Men da vidste de begge godt, hvilken besked der ventede dem.

I et fjernt hjørne af verden var der sket noget, som skulle ændre de to forældres liv for altid og få et lille lokalsamfund til at stoppe op.

Det lille lokalsamfund hedder Toreby. Det ligger på Lolland, og det var hér, Mikkel Jørgensen voksede op. I det hvide hus lidt uden for byen sammen med mor Birgit, far Henrik og sin bror Morten. Det var her, han gik i skole. Det var her, han forsøgte at holde hemmeligheder om piger for sin mor, men sjældent lykkedes med det, fordi alle vidste alt om alle. Og det var her, han spillede fodbold med vennerne i sin hjerteklub, Toreby-Grænge Boldklub.

Mikkel var altid aktiv og kastede sig ud i den ene sportsgren efter den anden. Cykling, ekstremsport og ikke mindst fodbold. Og han skulle nok vinde. Hvis nogen kunne hoppe højt, øvede han sig, til han kunne hoppe højere. Hvis nogen soppede i en vandtønde, satte han sig ned i den. Og senere i livet drak han fem øl i streg, hvis en anden havde drukket fire. Også selv om han faldt om og ikke var mere værd den aften.

»Han ville altid være bedst til alting, og det var ikke negativt. Det kan det godt være hos nogle, men han fik den kringlet på en måde, så det var fedt, og man håbede på, han blev den bedste,« siger barndomsvennen Karsten Johansen.

Mikkel var det naturlige centrum. Det var ham, der gik først ind ad døren med armene i vejret. Med sin humor og små drillerier tiltrak han sig naturligt opmærksomhed. Han holdt af at forskrække sin bror på værelset, og militærkammeraterne kunne ikke vide sig sikre på, at der ikke lå en mus i deres sko, hvis Mikkel var kommet sidst hjem.

»Det var det samme, da han var lille. Jeg kan huske, vi havde fået et æbletræ med to-tre æbler på, og så havde vi sagt, at han ikke måtte plukke dem, før de blev store. Det gjorde han heller ikke, han bed bare af dem på træet. Og det var ikke ham, der havde gjort det, sagde han, det var slemme Mikkel,« fortæller Birgit.

Men Mikkel var ikke slem. Han var vellidt. Den rødhårede dreng kunne snakke med alle, og han trøstede, når der var brug for det.

Før han skulle af sted til Afghanistan, jokede han og faren med, at han ville fare vild dernede.

»Mikkel kunne ikke finde vej, men til gengæld kunne han gå så længe, det skulle være. Så vi lavede meget grin med, at han ville fare vild og pludselig sidde sammen med Taleban og drikke kaffe. For så at sige farvel og tak og gå hjem igen. Han blev jo aldrig uvenner med nogen,« siger Henrik.

Der var ting, der interesserede Mikkel, og ting, der ikke gjorde. Det meste handlede om sport, men han kastede også sin kærlighed på drama og skuespil. Omvendt var det kun visse fag i skolen, han engagerede sig i, men forældrene er ikke i tvivl om, at han havde en god gymnasietid.

»Han mente, det var bedre at få noget ud af fritiden også end kun at læse. Og det må vi jo give ham ret i efterfølgende. At det var godt, han fik noget ud af den tid, han var her,« siger Birgit.

Han sagde til moren, at han nok skulle blive fysioterapeut, som han ville, men at det formentlig ville blive i Esbjerg. Det var der, karaktererne rakte til. Til alles overraskelse fik han et 12-tal i huen til sin sidste eksamen. »Man skal bare toppe til sidst,« sagde han grinende. »Det er det sidste tal i huen, man husker.«

Efter gymnasiet havde Mikkel fortsat fuld fart på. Militæret var endnu en udfordring, og det samme var udsendelsen. Det var det ekstreme, det aktive og holdånden, der tiltalte ham. Han var i bund og grund imod krig, fortæller Karsten. Han ville ikke derned for at skyde folk eller gå med store våben. I barndomsvennens lejlighed står et billede af Mikkel, som fortæller en stor del af historien om, hvorfor han var draget af sted. På billedet er han i færd med at hjælpe en lokal afghaner med et sår ved øjet.

»Han gjorde det for at hjælpe. Og det er den måde, jeg gerne vil huske ham på,« siger Karsten.

Mikkel var altid hjælpsom. Hvis der var et træ, der skulle fældes i Toreby og omegn, var han på pletten. Han tog sygeplejeruddannelsen i militæret, så han kunne hjælpe sine kammerater, hvis de blev såret. Det var desuden en trøst for moren. Op til udsendelsen var mange danske soldater faldet ved Talebans skjulte bomber. Men som sygehjælper skulle Mikkel ikke gå forrest, så han trådte ikke på noget. Og i øvrigt kunne afghanerne ikke ramme, når de skød, beroligede han sin mor.

Ingen troede, Mikkel ville dø. Mindst af alle ham selv. Han havde skrevet afskedsbreve til mor, far og bror, men han havde ikke fået dem printet ud. For det ville jo ikke blive aktuelt. Selvfølgelig kom han hjem. Det var hans mentalitet, og Birgit og Henrik blev også overbevist.

»Vi var helt sikre på, at han nok skulle klare det. Det gjorde han jo altid. Uanset hvad han gjorde, slap han altid godt fra det« siger Birgit.

Militæret var kun en lille del af Mikkels liv, understreger hun. Alligevel var det i militæret, hans liv sluttede. Han skulle udsendes på sine forældres bryllupsdag, og familien var ude at spise i København, før de kørte ham til lufthavnen. Han glædede sig til at skulle af sted. Op til udsendelsen var det højsommer, og Mikkel, som var blevet et muskelbundt af en anden verden, havde løbet rundt med 30 kilo oppakning på ryggen på de lollandske landeveje. Han ville være sikker på, han kunne gøre det godt dernede.

Også i Afghanistan faldt Mikkel hurtigt ind i rollen som humørsprederen. Den samme sjove, drilske og ubekymrede Mikkel, som vennerne derhjemme kendte.

»Der var rigtig meget ventetid dernede, så det var rart, at han spredte glæde og tog pis på folk. Han var altid optimistisk og havde det der ekstra overskud, og det er virkelig rart for moralen i sådan en gruppe. Især dernede,« siger soldaterkammeraten Rolf Rasmussen.

Man kunne også synes, han var en kæmpe idiot indimellem, hvis han puttede ens hovedpude ned i bukserne eller væltede ens tøj ud af skabet, griner Rolf. Men det varede sjældent særlig længe.

Mikkel havde også taget sin hjælpsomme side med i krig. Da Rolf skulle fylde 100 store sandsække, var han den eneste, der hjalp.

I begyndelsen kedede Mikkel sig af og til. Efter en uge i Armadillo-basen var delingen rykket sydpå til et område nær Helmand-floden i den såkaldte »Grønne Zone« – en frugtbar stribe, der bugter sig med floden gennem landskabet. Den første opgave var at få sikret området. At fælde majs, sætte pigtråd op og holde udkig. Mikkel kunne ikke sidde stille, så han meldte sig til missioner i andre delinger, men i det tidlige efterår begyndte hans egen deling for alvor at komme ud fra basen.

Den 20. oktober 2010 ringede Mikkel hjem. Det var farens fødselsdag. Han fik en lang snak med både mor, far og bror. Han glædede sig til at komme hjem til jul, og han skulle forresten nok stå for at købe adventsgaver til sin bror, Morten.

To dage senere vågnede Mikkel op til en pakke hjemmefra. Det var den sidste, han ville få, fordi han skulle hjem på orlov en måned senere. Han nåede aldrig at åbne den, før de skulle af sted på dagens mission.

Den dag bevægede de sig længere ud i området, end de plejede. Sammen med et hold afghanske soldater havde de nærmet sig nogle bebyggelser, hvorfra de pludselig kom under beskydning. De seks soldater i gruppen lå på en mudret mark i en række med omtrent 20 meter mellem dem hver. Mikkel lå i midten, men det var ham, de ramte. Et rent skud fra flere hundrede meters afstand. Et skud, som tilfældigvis gik ind i siden af kroppen, hvor vesten ikke dækkede.

Han blev hurtigt trukket væk, og helikopteren dukkede snart op. Mikkel var i live og gav en kammerats hånd et lille klem, før han blev fløjet til felthospitalet. Det var først, da resten af gruppen kom hjem om eftermiddagen, at de fik det at vide.

Begravelsen var den største begivenhed i Toreby Kirke i årevis. Der var tæt af mennesker. Hans fodboldkammerater fra Toreby-Grænge Boldklub mødte op i fodboldtrøjer, og der blev holdt gravøl i klubhuset, hvor der i dag hænger et billede af Mikkel. »Han var en person, der ikke ville glemmes og heller ikke kan glemmes,« siger Henrik. »Han dukker hele tiden op.« Ligeså meget som Mikkel fyldte i hverdagen for venner og familie, lige så stort et hul har han efterladt.

»En ting er at erkende, at han ikke er der mere, men noget andet er virkelig at leve uden ham. Det er det sværeste,« siger Morten.

Familien var stærk i tiden efter Mikkels død. De var gode til at snakke om det, men sorgen var der, og den er der stadig. Birgit kan mærke det i kroppen, når kalenderen nærmer sig hans fødselsdag. For Henrik sker det, hvis han ser et sted eller en situation, hvor Mikkel ville have passet godt ind. Morten mangler sin storebror i de utallige situationer, hvor han før var der for ham. Og Karsten bestemte sig for at få lavet en tatovering med et kors, så Mikkel aldrig vil glide for langt ud af hans bevidsthed. Gennem en skrattende telefonforbindelse havde de to allerede lagt planer for, hvad de skulle lave, når Mikkel kom hjem på orlov.

Nogle gange tænker Karsten, at Mikkels liv end ikke nåede at begynde. Men hverken han eller forældrene er kede af, at Mikkel søgte sine udfordringer. De er enige om, at selv om Mikkel døde på et tidspunkt, hvor livet var foran ham, fik han det meste ud af sine 21 år.

Familien og vennerne kan kun gisne om, hvordan hans liv ville have formet sig. Han havde bestilt de første bøger om fysioterapi, som han sad og læste i Helmand-provinsens mindre hektiske stunder. Han havde været klar til for alvor at flytte hjemmefra. Han havde været på vej videre i livet.