Han har kastet lys på Herlufsholms skyggesider: Jeg mistede troen på mine egne oplevelser

Kristoffer var en af hovedpersonerne i dokumentaren om den voldelige kultur på Herlufsholm. Nu fortæller han, hvordan det har været at blive mødt af et modtryk fra forældre og elever, der først var så stort, at han begyndte at tvivle på sine egne oplevelser. Og så fortæller han om, hvorfor han aldrig selv fik bank af de ældste herlovianere.

Kristoffer brugte tre år på Herlufsholm Kostskole, hvor volden ifølge ham jævnlig fandt sted. Men han undgik selv 3. g'ernes næver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en tidligere version stod der, at Kristoffer ikke var blevet kontaktet af Herlufsholm. Artiklen er 8. juni opdateret med oplysning om, at Herlufsholms konstituerede rektor uden held har forsøgt at komme i kontakt med Kristoffer via en mail.

I starten var han fascineret af billederne fra Herlufsholm Kostskole. Lyset, der ramte de rødkalkede mursten, spirene, naturen og de pompøse begivenheder. Det var i 2018, kort før han startede på Herlufsholm.

»Jeg gik og glædede mig til at møde nye mennesker, og jeg så frem til traditionerne. Bal og fugleskydning og den slags. Jeg følte mig lidt fin, og det var ret nyt for mig,« siger Kristoffer.

Men han fandt hurtigt ud af, at der er en anden side af Herlufsholm. Den, der oftest viser sig om natten på sovesalene og i de sene timer under de traditionsrige fester.

»Der er dem, der ender på den mørke side af »Herluf«, og det er ikke rart,« siger han i dag.

Det var skyggesiden, han sammen med en lang række andre tidligere elever fortalte om til TV 2 i dokumentaren »Herlufsholms Hemmeligheder«.

Det er en måned siden.

I tiden efter har reaktionerne været delt i to. Politikerne har stået i kø for at erklære sig forargede over forholdene på Herlufsholm, mens en lang række forældre samt tidligere og nuværende elever har forsøgt at lave et modtryk.

Nu fortæller en af mændene i midten, hvordan det har været at blive mødt af skepsis fra de elever og forældre, der ikke kan genkende det billede, dokumentaren har tegnet. Og hvordan han blev sparet for tæsk, fordi hans præfekt fandt ud af, at han har en kronisk sygdom.

Kristoffer var en af hovedpersonerne i dokumentaren om den voldelige kultur på Herlufsholm. Et modtryk fra forældre og elever gav først Kristoffer tvivl og dårlig samvittighed. Men han fastholder, at han bare har videregivet, hvad han har oplevet. Nu fortæller han om presset og om, hvorfor han aldrig selv fik bank af de store. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Berg Pedersen.

En overraskende reaktion

Berlingske møder Kristoffer på en fortovscafé over for Tivoli. Han bor normalt i Aarhus, men er i København for at besøge nogle venner – tidligere skolekammerater fra Herluf, som skolen hedder blandt herlovianere.

Til daglig sparer han sammen til et højskoleophold, mens han arbejder som bartender. Han nyder med andre ord et liv, der ligner mange andre 20-åriges. Altså lige ud over at han pludselig bliver genkendt.

Han skutter sig i sin jakke, da vi sætter os, bevidst om, at hans ansigt har været afbildet i alle de store medier de seneste uger. TV 2, Berlingske, DR, Ekstra Bladet, Politiken.

»Det har overrasket mig, hvor langt dokumentaren er nået ud, og hvor store konsekvenserne har været. Det er, som om alle har set den. Det var jeg ikke forberedt på. Men jeg er stadig ikke sikker på, at der sker en forandring på skolen, det må tiden vise,« siger han.

Først var der en række tidligere elever, der blandt andet kaldte dokumentaren »en brøkdel af sandheden«.

Så var der brevet fra »en bred kreds af forældre på Herlufsholm«, der angreb statsminister Mette Frederiksen (S) for at have kommenteret sagen.

Og inden den »brede kreds« af forældre på Herlufsholm igen kritiserede dokumentaren, havde en tidligere elev, kunstner Kristian von Hornsleth, sagt, at kilderne i dokumentaren var blevet tilbudt penge for at være med. Noget, der viste sig at være løgn.

Von Hornsleth har i øvrigt tidligere selv beskrevet, at hans tid på Herlufsholm var præget af vold og chikane, men det var også løgn, siger han i dag.

De mange reaktioner var ikke ubetinget rare, siger Kristoffer.

»Lige efter dokumentaren følte jeg mig som en outsider. Jeg begyndte at tro, at det var mig, der var forkert på den. At mine egne oplevelser var forkerte.«

Hvorfor tvivlede du?

»Fordi nogle sagde, at det var forkert og løgn. Også selv om det, jeg har fortalt, ikke engang var kritisk. Jeg har bare sagt, hvad jeg selv har set.«

Men det var ikke løgn, holder han fast i. Bare hans »helt objektive og ukritiske oplevelser« fra tre år på skolen.

Opfatter du ikke dit indlæg som kritisk?

»Nej. Det er jo ikke kritisk. Jeg siger ikke: ‘Skolen er dum af den og den grund.’ Jeg fortæller bare, hvad jeg har oplevet på skolen.«

En kritisk klassekammerat

Kristoffers telefon har også vibreret mere end normalt, for det meste med beskeder om støtte.

Men der var især en klassekammerat, der gjorde indtryk.

»En, jeg har været ret tæt på, ringede til mig, efter at dokumentaren blev vist. Han sagde, at jeg havde ødelagt en kultur, som er vigtig for skolen.«

Hvad tror du, han godt kan lide ved kulturen?

»De gammeldags dyder, hvor man lige bliver mindet om, at der er et hierarki. Jeg synes, det er forkert, men der er nogle på Herluf, der kan lide, at man får nogle tæsk og bliver »en rigtig mand«,« siger Kristoffer.

Men han tror ikke på, at det gavner nogen, at de stærkeste bestemmer.

»De ting, der er sket, er ikke konsekvensløse. Der er folk, som er blevet gennemtævet så hårdt, at de ikke kan kravle over i et hjørne af værelset. Og der er folk, der er blevet voldtaget, så det sætter psykiske ar. Den slags forbrydelser skal jo straffes, og de, der har gjort det, skal straffes. Ellers bliver det ved.«

Der er flere hundrede forældre, der har skrevet en modreaktion på din fortælling. Tror du ikke, de mener, at kulturen er god – som minimum for nogle?

»Der kan godt være nogle, der har haft en god skolegang, men deres historier betyder jo ikke, at vores historier ikke er rigtige. Så jeg synes, det er lidt sjovt, at nogle synes, at deres oplevelser er lige så vigtige. Deres historier skal ikke overdøve dem, der har haft en dårlig skolegang. Jeg forstår faktisk ikke, at de bliver interviewet.«

Kristoffer har fortalt om sine oplevelser på Herlufsholm i TV 2-dokumentaren. Han har ikke været i kontakt med ledelsen på skolen efterfølgende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Har ikke hørt fra Herlufsholm

I bunken af positive og negative tilkendegivelser har Kristoffer ikke mødt en formel reaktion fra Herlufsholm. Og det undrer ham.

»De har ikke virket undersøgende på, hvad jeg har oplevet. Det viser mig, at de ikke anerkender det, jeg har sagt,« siger han.

Herlufsholm oplyser dog, at skolens konstituerede rektor har sendt Kristoffer en mail 19. maj. Den har Kristoffer imidlertid med egne ord ikke set, fordi han oftest bruger en anden mail.

Herlufsholms kommunikationsmedarbejder Anne Kirstine Rahr Lindbom skriver til Berlingske:

»Jeg kan bekræfte, at skolen har rakt ud til Kristoffer og flere andre, efter TV2-udsendelsen blev vist. Det er vigtigt for os at få en dialog med dem, som har haft dårlige oplevelser, og vi er taknemmelige for, at Kristoffer stod frem med sine oplevelser. Det har hele tiden været afgørende for Herlufsholm, at alle fakta kommer frem, så vi bedst muligt kan sikre, at elever på skolen har et trygt og godt forløb.«

For Kristoffer har det gjort indtryk, hvordan sagen er håndteret. Det gælder især fyringen af rektor Mikkel Kjellberg, som Kristoffer vedkender har et ansvar, men:

»Det er synd. Det er ikke en positiv ting for mig, at han er fyret. Han prøvede at arbejde med eleverne,« siger Kristoffer, der indrømmer, at han ikke ved »hvordan skolen fungerer bag kulisserne«.

»Men jeg følte ikke, han havde særligt meget at skulle have sagt. Jeg ser det mere som bestyrelsens ansvar. De har prøvet at fikse problemet ved at få en til at tage skylden.«

Så du nogensinde rektor tale om, at der skulle være en bedre kultur?

»Ja. Jeg kan huske i hvert fald to gange. Men det var aldrig mit indtryk, at folk lyttede til ham,« siger Kristoffer.

»Jeg kan huske en gang inden fugleskydning og en gang året før, hvor han begge gange samlede drengene på skolen. Der sagde han, at ‘det skal ikke blive for voldsomt’, og at han ville stoppe volden, hvis han så den.«

Berlingske har den seneste uge afdækket, at Herlufsholm kan stå til en endog rigtig stor bøde, hvis tilsynet fratager dem tilskuddet med tilbagevirkende kraft.

Men det får ikke den tidligere elev til at frygte, at han er medvirkende til lukningen af den traditionelle kostskole.

»Hvis de ændrer på kulturen, så har de jo ikke noget at frygte. Det synes jeg er fint,« siger han, men indrømmer også, at han ærgrer sig over nogle af reaktionerne på dokumentaren.

»Det er jo ikke elevernes skyld. Det er skolen, der er noget galt med. Jeg bliver træt af, når nogle får spyttet på uniformerne. Jeg har også hørt om en dagelev, der har fået smadret et vindue, fordi uniformen hang der.«

Slap for bank

Kristoffer skubber sin stol bagud og lægger afstand til bordet. Om kort tid tager han tilbage til Aarhus og sabbatlivet. Hans håb er, at han efter sit højskoleophold skal studere noget, der relaterer sig til techindustrien. Han har nemlig ikke mistet lysten til at lære og gå i skole.

Faktisk er de mange grove forseelser kun sket for folk omkring ham. I dokumentaren forklarer elev efter elev, at de har været udsat for grænseoverskridende adfærd. Mobning, vold og krænkelser. Men Kristoffer er altid gået fri. Og det er der en grund til.

»Jeg er bløder, og det sagde jeg til min præfekt, da jeg startede. Jeg fortalte ham, at jeg er udsat, og at jeg ikke kan lave de samme aktiviteter som de andre. Og så har han fortalt de andre elever, at jeg ikke kunne få bank uden måske at komme i store problemer.«

Var det noget, du gjorde, fordi du vidste, hvad der foregik?

»Nej, det var egentlig noget, jeg gjorde, fordi jeg ville fortælle, hvorfor jeg ikke går til stålet ved forskellige aktiviteter på skolen. Men det viste sig, at det var godt, jeg sagde det.«

Tror du, du havde fået tæsk hvis du ikke havde sagt noget?

»Ja, det tror jeg.«