Han har fået den politiske bacille i blodet

Thomas Torp indledte sin karriere i en politisk turbulent tid, men er nu rykket til ejendomsbranchen.

Thomas Torp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brancheforeningen Grakom

Thomas Torp har fået den politiske bacille ind i blodet. Og der synes den i øvrigt godt forankret.

Politik i går, politik i dag og politik igen i morgen. Økonomen fra Aalborg Universitet blev kastet for løverne, da han i 1994 blev chef for politisk-økonomisk sekretariat og pressechef i Det Konservative Folkeparti. Det var lige omkring Hans Engell-tiden med flere. Fire år med fire forskellige politiske ledere gav Torp et indgående kendskab til krinkelkrogene og baggårdsaftalerne på Christiansborg.

Siden rykkede Thomas Torp – 50 år 30. april – til den mere fredelige ejendomsbranche. Først som cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark og derefter som vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening. Også her med jævnlig kontakt til den politiske verden og ofte som den rolige nordjyde, der analyserede boligmarkedet i medierne.

I fem år var Thomas Torp cheflobbyist for PFA Pension, og siden 2014 har han været direktør for Grakom, der er arbejdsgiverforening for den grafiske industri. Igen med et vist fokus på livet på og omkring Christiansborg.

Tid til sport

Interessen for medier og formidling holdes ved lige som næstformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor nogle af de kommende journalister udklækkes.

Ligesom mange andre gode jyder har også Thomas Torp forladt den nordjyske hjemstavn i speedwaybyen Brovst og bosat sig i København – på Østerbro. Nu med sin hustru, Maria Krüger Torp, og deres tilsammen fire børn – snart fem.

Og jo, jo, som alle energiske erhvervsfolk skal der også være tid til at dyrke sport, både på grønsværen og foran TVet. Helst når Liverpool og FCK spiller. Det forlyder fra kilder på Christiansborg, at Thomas Torp er på vej med sin første bog om – ja selvfølgelig – politik, organisationer og samfundet generelt.