Michael Svarer har sammen med en ekspertgruppe – også kendt som Svarer-udvalget – regnet sig frem til tre modeller, der skal nedbringe landbrugets CO2-udledninger.
Det er nu op til Folketinget og regeringen at beslutte, hvilken model – hvis nogen – landbruget i fremtiden skal efterleve.
Men ingen af de tre modeller lever op til regeringsgrundlaget.
En sådan model er utopi, forklarer Michael Svarer, der til daglig er professor i økonomi på Aarhus Universitet, i dagens afsnit af nyhedspodcasten »Pilestræde«.
Michael Svarer vil ikke udpege sin favorit blandt de tre modeller. Han ved dog, at økonomernes favorit er nummer et, ligesom landmændene hælder til nummer tre, hvis der kun er disse tre modeller at vælge imellem.
Uanset hvilken model politikerne vælger, når vi målene i klimaloven om 70 procent reduktion af drivhusgasudledninger i forhold til 1990, siger Svarer. Det bliver dog ikke inden for de streger, som regeringen har kridtet op.
Håbets model
Model 1 er den mest ambitiøse model på klimaets vegne, forklarer Michael Svarer. Med den model kan vi reducere CO2-udledningen med 3,2 millioner ton CO2, og det betyder, at vi vil nå hele 24 procent over 2030-målsætningen i klimaloven.
»Så er du virkelig en rollemodel,« slår Michael Svarer fast.
Men den er hård for landmændene, der skal betale knap seks milliarder kroner i afgift. Omtrent 20 procent vil ifølge ekspertgruppen gå konkurs.
Model 2 er mellemvejen, hvor landmændene vil få et bundfradrag svarende til halvdelen af afgiften. Vi vil stadig nå vores 2030-målsætning, og den er stadig hård for landmændene. Halvt så mange vil gå konkurs som i model 1.
Model 3 vil ifølge rapporten lige nøjagtigt få os til at nå vores klimamålsætninger. Den er igen mere lempelig for landmændene, men dyrere for samfundet. Model 3 bygger ifølge Andreas Lund Jørgensen, der er seniorøkonom i Kraka, på håb.
»Håb er som bekendt en dårlig strategi,« siger han.
Han mener nemlig, at pyrolyse, som spiller en væsentlig rolle i model 3, er en umoden teknologi. Derfor er modellen baseret på et håb om, at denne teknologi mindsker CO2-udledningen mere, end vi i dag ved, at den kan.
Michael Svarer er enig i, at pyrolyse er en umoden teknologi, men han forklarer, at »der er en positiv vibe omkring den« blandt eksperter, som har rådgivet ekspertgruppen.
Regeringens utopi
Men det måske største problem for modellerne kan vise sig at være politisk: Ikke én af dem lever op til regeringsgrundlaget.
Her kan man på side 29 kan læse, at afgiften »skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set«.
Det kan ekspertgruppens modeller ikke leve op til, erkender Michael Svarer.
»Det vores modeller viser - og som vi også har talt om - det er jo, at konkurrenceevnen for danske landmænd bliver forringet, især i model (1 red.) og 2 og især for den animalske produktion. I model 3 har vi en model, hvor plantebrugerne ikke bliver påvirket så meget.«
Så efter at have kigget på det i flere år og analyseret og regnet og været meget grundig, så må du komme tilbage til politikerne og sige: 'Kære regering, kære socialdemokrater, kære moderater, kære Venstre. Jeres regeringsgrundlag er utopi.'?
»Ja.«
Hør hele interviewet med Michael Svarer i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.