Nogle overskydende doser af coronavaccinen fik Middelfart Kommunes 46-årige socialdemokratiske borgmester til at udvise »usædvanlig dårlig dømmekraft«.
Sådan beskriver han selv sin handling.
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen blev ved årsskiftet ringet op, da det viste sig, at der var overskydende doser af coronavaccinen. Han takkede ja, hvilket resulterede i, at han fik et stik i armen på samme tidspunkt, som man var i gang med at vaccinere landets plejehjemsbeboere.
Det skriver Fyens Stiftstidende, der fik et anonymt tip om, at borgmesteren var kommet foran nogle af de ældste og mest sårbare personer i vaccinekøen.
Nu beklager Johannes Lundsfryd Jensen sin »indiskutable fejl«.
»At være folkevalgt politiker og borgmester er et tillidshverv. Mit princip har altid været, at man som sådan aldrig bør stå forrest i køen. Det princip har jeg brudt, og det er jeg oprigtigt talt flov over,« skriver han på sin Facebook profil.
På listen
Irene Ravn Rossavik er sundhedsdirektør i Middelfart Kommune. Hun fortæller til Fyens Stiftstidende, hvordan den 46-årige borgmester optrådte på en liste over borgere, der kunne kaldes ind i tilfælde af overskydende vacciner.
Den information mener Johannes Lundsfryd Jensen ikke, at han har fået.
Sundhedsdirektøren siger desuden til avisen, at man i Middelfart Kommune har kæmpet med at få afsat ekstra vacciner i løbet af januar, da borgmesteren også fik sit stik.
Middelfart Kommune tolkede udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen sådan, at Johannes Lundsfryd Jensen som leder af kommunens krisestab skulle placeres på listen.
Men det stod klart – noget tid senere – at borgmesteren nok ikke skulle havet været placeret på listen over borgere, der kunne kaldes ind i tilfælde af overskydende doser.
»Jeg har ikke bedt om at komme på nogen liste, og jeg vidste ikke, jeg stod på nogen liste. Jeg blev spurgt: 'Der er vacciner tilovers, som ikke skal gå til spilde, vil du modtage en af dem?', og det sagde jeg ja til. Jeg tror ikke, de har timer til at sidde og overveje det. De skal træffe en beslutning i situationen,« siger Johannes Lundsfryd Jensen til Fyens Stiftstidende.
Ville have takket nej i dag
Den socialdemokratiske borgmester satte sig ved tasterne fredag morgen. Han havde brug for at fortælle, at han har lavet »den indiskutable fejl« at lade sig vaccinere mod covid-19.
»Det skete på et tidspunkt og i en situation, hvor det ikke forekom mig forkert. Men i dag er det tydeligt for mig, at det var en forkert beslutning, og at jeg skulle have sagt nej tak, da jeg blev tilbudt en overskudsvaccine.«
Han forklarer selv, hvordan der var overskydende doser af vaccinen, og at den skulle bruges inden for 15 minutter. Han mener ikke, at han på noget tidspunkt selv har bedt om at komme foran vaccinekøen.
»I forbindelse med de aktuelle regler og procedurer for vaccinationsindsatsen her i Danmark har jeg måttet vurdere min beslutning dengang som forkert. Jeg havde kun meget kort tid til at træffe min beslutning og ville i dag have gjort anderledes,« skriver han.