Han endte i koncentrationslejr i stedet for foran alteret

19. september 1944 blev Olaf Jørgensen sammen med 1.700 andre politifolk fra København taget af tyskerne og sendt i koncentrationslejr. Han skulle have været gift få dage efter, men så først sin elskede igen i Frøstruplejren.

Olaf Jørgensen som ung politibetjent, ansat ved Kystpolitiet i Helsingør. På færgen til Sverige vendte man det blinde øje til allierede krigsflyvere på flugt, men tog til gengæld for sig af tyske appelsiner. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere

Skudt på og arresteret

Besættelsen var ellers begyndt uden stort drama. Hjemme på Randers-egnen, hvor hans forældre og deres ni børn levede et slidsomt liv. Olaf Sørensen var blevet mejerist, og stod op klokken fem den morgen, hvor de lange rækker af tyske bombefly, nogle med svævefly på slæb, drønede over himlen.

Men med adskillige forviklinger endte Olaf Sørensen med at søge ind til politiet. Den unge politibetjent blev først ansat i det, der hed Kystpolitiet, og fik bl.a. til opgave at kontrollere passagerer og gods på færgen, der stadig sejlede mellem Helsingør og Helsingborg. Her kiggede man den anden vej, hvis der gemte sig allierede flyvere på vej til Sverige, mens man til gengæld tog for sig, når de tyske godsvognes plomberinger blev brudt op, og der var appelsiner og andre sydfrugter i kassevis på vej til de tyske tropper i Norge.

Senere, på station 3 i St. Kongensgade oplevede Olaf Sørensen at blive arresteret og afvæbnet af tyske soldater, der var ankommet for at skabe ro i København. Han prøvede at blive skudt på af både tyske soldater og danske frihedskæmpere på udrykning til en sabotageaktion.

»Glemmer aldrig den lugt«

1.700 politifolk fra København blev deporteret til Tyskland. Turen varede mange dage, klemt sammen først i bunden af et lastskib, hvis luger blev skalket udefra, når der var risiko for flyangreb på skibet. Siden i alt for hede godsvogne. På vej ud af skibet i Lübeck mellem rækker af soldater med hunde har sulten allerede meldt sig som forvarsel om den, der vil følge. Olaf Jørgensen får øje på en tysk soldat med et stort dansk rugbrød under armen. »Giv mig det,« siger Olaf Jørgensen - og får brødet. »Den episode har lært mig aldrig at generalisere. Der var jo også tyskere, der sultede,« siger han i dag.

Stationsforstanderen i Lübeck, der hilste på de danske politifolk ved at føre en finger over struben, og Røde Kors-damerne, der kun gav vand til de tyske soldater i godsvognene, hørte til den modsatte slags tyskere. Efter Neuengamme fulgte Buchenwald ved Weimar.

Olaf Jørgensen har stadig træskeen, der blev udleveret. Han ridsede Beths navn på skaftet, to steder. »Der hang en modbydelig luft fra mennesker, mudder, ekskrementer og krematorier. Blomster, træer, fugle, alt var væk. Vi vadede i mudder til op over anklerne. Jeg glemmer aldrig den lugt.«

Kiloene raslede af danskerne, 25-30 kg forsvandt på en måned, men Røde Kors-pakkerne fandt dem og holdt mange af dem og en del andre fanger i live. Det værste var sygdommene. Friske stærke politifolk døde af tyfus, kolera, gul feber og flegmone, en slags bylder, der voksede indad og som kunne blokere luftvejene. De skulle skæres væk. En belgisk fange, der var læge, gjorde hvad han kunne med en lommekniv.

Fra Frøstrup til friheden

Bomberne fra de allierede fly ramte ved siden af, og en dag i december kom de røde busser fra Køge-København-trafikken til lejren. Olaf Jørgensen fik i sidste øjeblik én af pladserne, i stedet for Odenses politimester, Schaldemose-Nielsen, der netop var død.

Tilbage til Frøslevlejren og den danske fængselskost, der satte sul på og reddede livet for mange af de hjemvendte. Besøg af Beth, der medbragte ringene, der aldrig nåede at blive sat på. Den videre tur lige før befrielsen i de hvide busser gennem byer og landsbyer, hvor børn og voksne tog imod med flag og fædrelandssange. Olaf Jørgensen bliver stadig rørt omtrent til tårer, når han tænker på den tur. Den mest bevægende af dem alle.