Han var premierminister i Italien, entreprenør og ejer af fodboldklubben AC Milan, og ved sin død var han en af Italiens rigeste personer.
Men mange af sine penge brugte han tilsyneladende på billigt ragelse.
Da Silvio Berlusconi afgik ved døden i juni i år, efterlod han 25.000 kunstværker, som alle er samlet i en lagerbygning over for hans hjem i Milano.
Med millimeters mellemrum er der malerier af alt fra nøgne kvinder til religiøse figurer. Samlingen har kostet Berlusconi omkring 20 millioner euro, skriver The Guardian.
Det, der står tilbage, har dog næsten ingen værdi.
Ifølge kunsthistorikeren og kunstkritikeren Vittorio Sgarbi, som for nylig gennemgik samlingen, bærer den præg af en kunstsamler, der prioriterede kvantitet over kvalitet.
Størstedelen af samlingen består af værker, som Berlusconi købte sent om natten på onlineauktioner i tv, og Vittorio Sgarbi vurderer, at flere af malerierne er noget »bras«.
Det er nu Berlusconis arvinger, der overtager varehuset med samlingen. Og det er til større økonomisk last end gevinst.
Lageret koster nemlig intet mindre end 800.000 euro årligt i vedligeholdelse. Derfor overvejer familien nu at destruere det meste af kunstsamlingen og kun beholde de enkelte mest værdifulde værker.
Ud over sin familie og sin kunstsamling efterlader den tidligere premierminister sig en fodboldklub, flere ejendomme, Italiens største kommercielle medievirksomhed, Mediaset, og en række skandaler.




