Han arbejdede 100 timer om ugen for at finde behandling: »Hvis man har et meget klart mål, kan man godt samle kræfter til at yde noget ekstra«

Infektionsmediciner Thomas Benfield knoklede fra klokken 5 om morgenen til midnat, da pandemien var på sit højeste. Han jagtede en behandling mod virussen, satte kliniske forsøg i gang på rekordtid og ringede på hjemme hos pårørende for at få samtykke. Han var og er villig til at gå langt for at finde en behandling til de coronaramte. Derfor er han valgt af Berlingske som et forbillede. Læs Thomas Benfields historie her.

»Mange ting kan lade sig gøre, hvis man griber de chancer, som byder sig,« siger Thomas Benfield, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og professor ved Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Min egen boble brast 11. marts, da statsministeren holdt pressemøde.

Inden da havde jeg i et par måneder brugt mine arbejdsdage på virussen, men det var primært med patienter, som for eksempel havde været i Kina eller var gået forbi en kineser i lufthavnen og ville vide, om de skulle være bekymrede. Først 11. marts gik det rigtig op for mig, at virussen ville komme til at fylde alt i mit liv og meget i hele Danmark.

Jeg gætter på, at jeg arbejdede cirka 100 timer om ugen i april og maj, ligesom en del andre på hospitalet. Det var syv dage om ugen fra tidlig morgen til sen aften. Hvordan gør man det? Ved kun at sove fire-fem timer og have en meget forstående familie.

Syv timers søvn er optimalt for mig, og hvis jeg kun sover seks timer, kan jeg mærke det efter et par dage.

Min primære opgave var at sikre, at vi havde et behandlingstilbud til coronapatienterne. Hvis man har et meget klart mål, så kan man godt samle kræfter til at yde noget ekstra. Jeg vågnede som regel af mig selv mellem klokken 4 og 5 om morgenen, for på det tidspunkt havde jeg nok 50-100 ulæste e-mail, og jeg havde haft 0, da jeg var gået i seng ved midnatstid.

»Det er en sejr at være med til at danne grundlaget for, at der findes en behandling. Vi har et lægemiddel, der virker,« siger Thomas Benfield. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Vi havde omkring 250 alvorligt syge covid-19-patienter indlagt på seks uger, og vi havde otte-ti behandlingsforsøg i gang. Medicinen var ny og uprøvet til covid-19, så vi havde ikke nogen erfaring med behandlingernes virkning. Næsten alle patienter samtykkede til at forsøge behandlingerne, og alle var en del af en protokolleret undersøgelse.

Jeg så hovedparten af patienterne og endte med at være den, som fik deres samtykke. Det blev min opgave. Nogle patienter kunne ikke skrive under på grund af udmattelse. De brugte alle deres kræfter på at trække vejret eller var bevidstløse. Flere patienter kunne ikke tilstrækkeligt dansk til at skrive under. I nogle tilfælde skulle de pårørende derfor skrive under på patientens vegne. Vores udfordring var, at epidemien ikke tillader digitalt samtykke fra pårørende, og de pårørende måtte ikke komme herind på grund af smittefare.

Derfor var jeg flere gange ude privat hos en pårørende for at få underskrift. Den slags har jeg aldrig gjort før. Det kan blive opfattet som pushy at dukke op ved folks hoveddør, selv om det var efter aftale, når det ikke engang er sikkert, at behandlingen virker. Jeg havde det bare omvendt – vi havde et potentielt livreddende behandlingstilbud. Derfor måtte vi gå langt for at tilbyde den behandling.

Opvokset i flybaseliv

Jeg er født i USA af en amerikansk far og dansk mor. Min far var i det amerikanske luftvåben, min mor var sekretær i forsvarsministeriet. Vi flyttede til Danmark, da jeg var syv år. Inden da havde mine forældre levet et flybaseliv i USA. Begge mine forældre har arbejdet meget, og min mor var senere først direktør for et amerikansk firma i Danmark og til slut selvstændig, hvilket var usædvanligt på det tidspunkt. Det har jeg taget med mig: at mange ting kan lade sig gøre, hvis man griber de chancer, som byder sig.

I 1992 blev jeg uddannet læge. Jeg havde for eksempel udelukket, at jeg skulle være børnelæge på grund af forældrene. Børn er søde, men de har alle sammen forældre, man skal forholde sig til, som jeg siger, lidt for sjov. Jeg faldt i snak med infektionsmedicineren Jens Lundgren, da han var læge på den afdeling, hvor jeg havde mit første lægejob – og det er grunden til, at jeg er i det her felt i dag. Jeg kom ind i infektionsmedicinen, da HIV peakede i Danmark.

»Det er nemmere at komme igennem en pandemi, hvis vi forstår biologien bag og forstår kuren. Det går jo bare ud på at holde afstand og vaske hænder,« siger Thomas Benfield. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

De reaktionsmønstre, vi så dengang med HIV-virussen, går igen med coronavirussen. Mønstrene går tilbage til menneskets vugge:  ligeså snart vi er mere end to mennesker, bliver vi bange for de andre. Dem og os. Hvis der er noget, som virkelig kan få den følelse frem i folk, så er det frygten for det ukendte og uvisse. Vi kan se det med coronavirus, at den skaber en masse frygt, og så finder man på alle mulige forklaringer, for eksempel konspirationsteorier.

Det er nemmere at komme igennem en pandemi, hvis vi forstår biologien bag og forstår kuren. Det går jo bare ud på at holde afstand og vaske hænder. Man kan næsten ikke tro, at det kan være så enkelt, når nu det er så alvorligt. Men hver enkelt har selv det bedste våben, for man bestemmer selv, hvor meget man vil holde afstand.

Det var nu, og der var ikke tid til omsvøb

Vi var med i et internationalt forskningsnetværk i foråret, hvor vi blandt andet var med til at give medicinen Remdesivir. Vi måtte holde ekstraordinære personalemøder, for frygten for det ukendte sniger sig også ind hos personalet.

Personalet kendte ikke til lægemidlet, så nogle medarbejdere var bekymrede for medicinens virkning og bivirkninger, og om det skabte for meget uro med de ekstra podninger og blodprøver, når nogle patienter kæmpede for livet imens.

»Vi måtte holde ekstraordinære personalemøder, for frygten for det ukendte sniger sig også ind hos personalet,« fortæller Thomas Benfield. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Normalvis kender vi HIV-patienter i årevis på afdelingen, og vi har flere uger til at lave de indledende undersøgelser og samtaler. Her kunne det ikke vente til i morgen. Det var nu, og der var ikke tid til omsvøb. Derfor var det også en sejr, da man internationalt konkluderede, at Remdesivir virkede. Det er en sejr at være med til at danne grundlaget for, at der findes en behandling. Vi har et lægemiddel, der virker. Det ændrer jo tingene helt fundamentalt. Det værste for en læge må være, hvis man ikke har nogen behandling at give, men kun kan stryge patienten over håret og sige, at det nok skal gå. Vi er som læger uddannet til, at der findes behandlinger – at man kan skære noget væk eller kan give et medikament, og så bliver det forhåbentlig godt igen.

I efteråret ser jeg ikke kaos eller 100-timers arbejdsuger for mig. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil tillade, at udbruddet kommer ud af kontrol. Vi kan jo godt styre virussen. Det handler om at holde afstand, og nu har vi også et bedre testapparat. Desuden bor vi et land, hvor borgerne har lige adgang til sundhedssystemet, og hvor de generelt har tillid til myndighederne. Det kommer os til gode.

Jeg tror, at hovedparten af det her er glemt et år efter vaccinen, for folk vil bare videre og leve et normalt liv. Men personligt håber jeg på, at videnskaben får et løft, og at det bliver mere alment kendt, hvordan videnskab fungerer, og at man ikke ligesom visse andre af verdens ledere kan føle sig frem til løsninger.«