Hamlet i et jerngreb

Scene: »Hamlet«. Lars Noréns nedkogte og nøgterne »Hamlet« bliver uafrystelig i sin smertefulde tilbageholdenhed.

Lo Kauppi som Ofelia og <br>David Dencik som Hamlet i Lars Noréns opsætning af <br>det klassiske Shakespeare-stykke om den danske prins. <br>Foto: Stig Hammarstedt Fold sammen
Læs mere

Forældreopgør, ødipale konflikter, udenforskab, skæbnefællesskab, ulykkelige sjæle i limbo, soning med døden.

Kender man Lars Noréns dramatik forstår man godt, hvad der har lokket den svenske dramatiker og instruktør til at vælge »Hamlet« som sin sidste iscenesætteropgave for det Riksteatern, han nu forlader efter otte år som teaterleder sammen med Ulrika Josephsson.

For mange af de temaer, der er på spil i Noréns egen dramatik, også flittigt givet herhjemme, er jo overhovedet til stede i Shakespeares tragedie om Prinsen af Danmark. Den bevidsthed kan ikke undgå at farve oplevelsen af den »Hamlet«, som efter sin udendørs premiere på Romateatern på Gotland begynder sin turné på Kronborg til september.

Lars Norén har beskåret, kogt ned og kogt ind til en røntgenudgave af stykket. Længe er reaktionerne så afdæmpede som muligt, som skyede Norén og ensemblet bevidst alle de mange melodramatiske elementer i teksten, der let sender tragedien i retning af den hysteriske, talte opera.

En effektiv justering sker efter pausen, hvor Hamlets opgør med Gertrud i sovekammeret først øves henkastet og lavmælt mellem skuespillerne David Dencik og Lil Terselius, for derefter at blive repeteret og spillet til ende, denne gang med fuld trumf på følelserne. Se bare, hvor vi kan!

Store følelsesudsving
Grebet kommer til at fungere som en slags intermezzo, en hômmage til den skuespilkunst, det teater, der tales så meget om i teksten. Men det bliver også afsættet for det næsten nærigt doserede drama, som nu for alvor eskalerer, fortættes og formørkes med mærkbart mere markante følelsesudsving, selv om ethvert tilløb til fægten med armene stadig skyes som havde Norén gjort Hamlets anvisninger om ikke overgjort skuespilkunst, som et »naturens spejl«, til en slags credo for sin egen tilgang til teatret.

Hele den absurde, afsluttende massakre opføres f.eks. passende som en enkel, omtrent ordløs sorgpantomime, en hurtigt eksekveret dødsdom.

Forestillingen har en fremragende hovedskikkelse i dansk-svenske David Dencik, der tegner sin figur som en mand, der køligt vælger hævnen og derfor må spille spillet med alle de omkostninger, der følger med.

Han er ingen eksistentiel grubler den berømte »at være eller ikke være«-monolog fremsiges endda som en messe af hele ensemblet i fællesskab. Han hverken klynker eller slår sig i tøjret. Han handler, men er sig det samtidigt smerteligt, men resignerende bevidst.

Denciks mørke, sørgmodige øjne, der ofte søger publikums, gør stort indtryk i sin bevidste tilbageholdenhed, der samtidig er med til at gøre tragedien om Hamlet til tragedien om alle de involverede.

Det gør det muligt for de øvrige figurer også at træde i karakter. Ikke mindst kvinderne. Hele forestillingen begynder med en seksuelt aggressiv Ofelia (en glimrende, handlekraftig Lo Kauppi), som senere straffes for sin udfarenhed af sin far Polonius (Per Burell), der her er alt andet end en godmodig gubbe, men en brutalt voldelig pater familias, og af omgivelserne, der betragter hende som en luder, der værsgo kan gå ud og hænge sig. Svigtet af den Hamlet, der vælger hævnakten frem for kærligheden.

Og Lil Terselius aldrende Gertrud får også sine øjeblikke, når hun forsøger at vaske skam og skyld af sig i et fad med isvand. Offer for sin egen trang til den kærlighed, der bliver spillets store taber.

Alle skal dø
Alle disse fine videredigtninger til trods, skuespillerkød på skelettet, virker det som om psykologien må træde i baggrunden for handlingen i denne »Hamlet«.

Den handling, der kører som en uafvendelig maskine med figurerne som skæbnemarionetter, der må spille spillet til ende. Skuespillerne nummereres med en spritpen, inden spillet overhovedet kan gå i gang. Der var en, der var to, der var tre og de skal alle dø. Roser, dødningeskaller og plasticstole kastes over muren og ind på scenen som af en usynlig dræbermaskine, der supplerer figurerne med de rekvisitter, der skal til for at føre sorgritualet til dets dødelige afslutning. Den smukke klosterruin fra 1100-tallet, der danner rammen om udendørspremieren, kan komme til syne eller forsvinde bag de tunge, sorte metaldøre, der vidner om et Danmark som er holdt i et jerngreb. Det er forestillingen også. Stiliseret og dæmpet ned, så længe det lader sig gøre. Med skuespillerne som statuarisk mørke spøgelser mod det knasende ral, der dækker scenen.

Nogen stor »Hamlet« bliver Lars Noréns bevidst nøgterne opsætning måske ikke. Og så alligevel. Netop fordi den vælger den tilbageholdte smerte frem for den passionerede retorik, bliver denne rensede »Hamlet« på mange måder uafrystelig.

www.hamletsommer.dk