Halvt så mange københavnere anmelder indbrud

Antal indbrudsanmeldelser i København er halveret på bare fem år. Gå på opdagelse i grafikken, og se, hvor meget kriminaliteten er faldet i de enkelte bydele.

København er en af de kommuner, hvor tyvene begår langt færre indbrud om året. Modelbillede. (Foto: Iris) Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucky Business

Tyvene har fået langt mindre travlt i hovedstaden. På bare fem år er antallet af anmeldte indbrud per år halveret i København.

Det viser tal, som Københavns Kommune har fået fra politiet.

København er endda blandt de seks kommuner i landet, hvor antallet af indbrudsanmeldelser er faldet mest.

I to bydele, nemlig indre og ydre Nørrebro, er antallet af anmeldte indbrud faldet helt op til 70 procent fra 2010 til 2015. På ydre Nørrebro er sket et fald fra 613 indbrudsanmeldelser til 115 fra 2010 til 2015.

»Det er glædeligt, at antallet af indbrud er faldet. Men det er ikke lig med, at vi skal hvile på laurbærrene. Vi skal blive ved med vores indsats, fordi vi ved, at der pludselig kan komme en ny udvikling i indbrudsmønstret, som vi ikke fanger. Derfor fortsætter vi vores indsats,« siger overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S).

Peter Kruize, der er lektor ved det juridiske fakultet ved Københavns Universitet med speciale i kriminalitet, har også bidt mærke i det faldende antal indbrud. Han mener, at faldet skal ses i lyset af, at der var en stor stigning i indbrudsstatistikken frem til 2010.

»Da det var på sit højdepunkt, ringede alle alarmklokkerne, og der var en massiv indsats. Jeg vil gætte på, at det har givet bonus. Man har fået en bedre koordinering og indsats mod indbrud,« siger Peter Kruize.

Københavns Politi bekræfter effekten af det øgede fokus på indbrud. Men antallet af indbrud falder også, fordi tyvene er blevet digitale.

»Der er ingen tvivl, om at nogle af dem, der har lavet berigelse ved indbrud før, gør det på nettet nu. Økonomisk kriminalitet er blevet et større område for os og er noget, Københavns Politi også har haft fokus på i 2016,« siger Jesper Cederholm, politikommissær og afsnitsleder i indbrudsafsnittet i Københavns Politi.

Du kan selv gå på opdagelse i kortet nedenunder og se udviklingen i anmeldelser af indbrud i Københavns forskellige bydele gennem årene. Artiklen fortsætter under kortet.

Tallene for Brønshøj-Husum inkluderer Tingbjerg. Desuden figurer Tingbjerg som selvstændigt område. Tallene for Amager Vest inkluderer Urbanplanen, samtidig med at Urbanplanen også er opgjort som selvstændigt område.

Her i vintermånederne har politiet i København et skærpet fokus på indbrudskriminalitet.

»Omkring jul og i de mørke måneder sætter vi ekstra fokus på det forebyggende arbejde i forhold til indbrud, og samtidig arbejdes der målrettet mod vores vaneforbrydere og på at få sat dem i fængsel inden jul, så vi og borgerne får en rolig og tryg jul,« siger Jesper Cederholm.

Siden 2010 har Københavns Kommunen i samarbejde med Københavns Politi kørt indbrudskampagner op til jul.

Som en del af kampagnen søsatte kommunen og politiet et initiativ med såkaldte tryghedsvandringer i København sammen med politiet, hvor borgere blandt andet kan blive oplyst om, hvordan man sikre sin bolig. Desuden har kommunen lanceret et såkaldt »tryghedsløft«.

»Det handler om, hvordan man for eksempel med belysning og beskæring af buskadser kan være med til at øge trygheden. Det er også et væsentligt bidrag til at gøre det sværere for indbrudskriminelle,« siger Frank Jensen.

Københavns Kommune har afsat i alt 6 millioner kroner til 120 projekter, hvoraf halvdelen er gennemført. I 2017 er der derfor afsat 3 millioner til 60 projekter.