Hallooo, er der nogen?

Vi kommunikerer som aldrig før, og informationsstrømmen tørrer aldrig ud. Men hvordan var det egentlig for 100 år siden? Tag med på en tidsrejse i medielandskabet fra 1913 til i dag.

Telefonister i Telefonhuset på Nørrebrogade i København. For at kunne blive telefonistinde på en af landets mange telefoncentraler skulle man opfylde en række krav. For det første var det kun ugifte kvinder, der kunne blive ansat. De skulle have en kultiveret stemme, kunne leve af en lille løn og være mindst 162 cm høje – så de kunne nå numrene længst væk fra deres plads. Fold sammen
Læs mere

Verden er ikke blevet mindre de seneste 100 år, men det virker sådan. Selv om man omkring det forrige århundredeskifte allerede kunne sende telegrammer kloden rundt på få minutter takket være den elektriske telegraf, så tåler det kun tarvelige sammenligninger med nutidens tempo. På mange områder har udviklingen fra 1913 til i dag været af en anden verden, mens enkelte ting til stadighed er uforanderlige.

Men hvordan så Danmark ud anno 1913, hvis vi alene ser på datidens kommunikationsveje og medieudbud? I 1913 var telefonen endnu ikke hvermandseje, hvilket gjorde postvæsenet til den gængse kanal for privat kommunikation.

Som i dag var der i 1913 daglig udbringning af breve i hele landet. Det betød, at familien i Aalborg, dagen efter at slægtningene i København havde puttet et brev i postkassen, kunne læse de seneste familienyheder fra hovedstaden. Nogle ruter var endda endnu hurtigere. Befordringstiden for et brev fra København til Berlin var for eksempel kun en halv dag, som selv i dag må siges at være imponerende for brevpost.

Kort forinden havde udbringningen dog foregået i et noget andet tempo nogle steder i landet. Eksempelvis var det først i 1912, at Danmarks sidste postrute med diligencekørsel blev nedlagt. Og ja, det er altså en vogn trukket af to heste, hvis nogle skulle have glemt det. Det var ruten mellem Brande og Vejle. Hurtige befordringstider er i dag ikke længere postvæsenets eneste udfordring, det er i stedet internettet, men det kommer vi tilbage til.

Telefonistinderne lyttede med

I 1920erne begyndte telefonen for alvor at slå igennem herhjemme. Faktisk var Danmark det land i Europa, hvor flest borgere havde telefonabonnement i 1921.

Først og fremmest var telefonen et arbejdsredskab, men snart telefonerede man i stedet for at aflægge visit, fortæller Anne Marie Rechendorff, museumsinspektør på Post og Tele Museum i København.

Dermed var telefonen ved at udvikle sig til en alternativ nyhedskanal, hvor man kunne holde sig opdateret om selskabslivet. Men der var nogle, der havde mere sladder end andre, for selv om de ikke måtte, kunne telefonistinderne på centralerne finde på at smuglytte til abonnenternes samtaler.

»Der er som sådan hold i den historie, at telefonistinderne hørte med, hvad folk snakkede om,« siger Anne Marie Rechendorff.

Formentlig har fænomenet været mest udbredt på de små landcentraler, forklarer hun. Der hvor der ikke var så mange numre og personer at holde styr på, og der var kun en enkelt dame ansat til at styre centralen. Men i byerne har muligheden også været der. Forstanderinderne på de store centraler var udstyret med en særlig lyttetelefon, så de kunne høre, om telefonistinderne betjente kunderne ordentligt.

»Det var ikke tilladt for telefonistinderne at sidde og lytte med på linjen, men mon ikke de har gjort det alligevel i ny og næ? Det er jo mennesker, der er tale om, men det har selvfølgelig ikke været i orden at gøre,« siger Anne Marie Rechendorff.

Statsradiofonien bliver oprettet

Det var også i begyndelsen af 1920erne, at aviserne havde deres storhedstid. Nostalgiske bladsmørere kan tænke tilbage på, at der aldrig siden har været så mange forskellige titler som omkring 1920. Selv små byer havde deres egen avis, og der skulle ikke et stort oplag til at holde en avis kørende. Ifølge Christian Breinholt, pensioneret lektor fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der i mange år har undervist i mediehistorie, var der flere årsager til avisernes daværende succes.

»Dels var radioen ikke slået igennem på det tidspunkt. Det er først, da staten besluttede at oprette Statsradiofonien i 1925, at den kom bredere ud til folket. Derudover havde aviserne monopol på annoncerne, for der var jo ikke andre medier, der kunne bringe dem,« siger han.

Sidst, men ikke mindst, havde de fleste borgere på det tidspunkt også partimæssig – eller i hvert fald en meningsmæssig – tilknytning til en avis i kraft af det såkaldte firebladssystem, da hvert af de fire store partier, Socialdemokraterne, Venstre, de Konservative og de Radikale, havde en avis i de større byer.

»Det gjorde naturligvis læserne mere velvilligt indstillet til at bidrage,« siger Christian Breinholt.

Værd at bemærke er også, at datidens aviser sparede de steder, de kunne. Blandt andet har der været eksempler på, at typograferne både skrev og trykte avisen, hvilket udgjorde en betydelig medarbejderbesparelse. Derudover tøvede man ikke med at trykke lange referater af folketingsdebatter for at fylde spalterne ud, og så udkom langt de fleste aviser om eftermiddagen. Det udgjorde også en væsentlig besparelse, fordi aviserne på den måde slap for at betale nattillæg til produktions- og distributionslederne. 

Christian Breinholt påpeger, at det kun er for omkring 20 år siden, at provinsaviserne, og dermed det store flertal af aviserne, begyndte at udkomme om morgenen. Indtil da var det kun de landsdækkende dagblade – morgenaviserne – der lå klar fra daggry.For at komme teknologien og ivrige amatører i forkøbet, besluttede man i 1925 at oprette Statsradiofonien og samtidig gøre al anden radiovirksomhed ulovlig. Monopolet var en realitet.

Ligesom man i dag i avisbranchen frygter, at internettet bliver den trykte presses død, diskuterede man i 1925 også, om den statslige radio ville ødelægge markedet med nyhedsproduktion og dermed gøre aviserne overflødige. Enden på diskussionen blev, at man i 1926 oprettede Pressens Radioavis, som en selvstændig del af Statsradiofonien. Her stod pressens organisationer for at ansætte medarbejdere til at lave de to daglige nyhedsudsendelser klokken 19 og 22. Først i 1939 blev sendefladen udvidet med en middagsudsendelse.

I de næste mange år var der kun én kanal i radioen, og først i 1951 blev udvalget udvidet med oprettelsen af P2. I 1963 blev fladen så udvidet igen med P3, der skulle være en statslig erstatning for den på det tidspunkt lukkede piratradio, Radio Mercur. Året efter overtog Danmarks Radio, som statsradioen blev omdøbt til i 1959, nyhedsproduktionen fra pressen. Dermed var det slut med Pressens Radioavis – nu hed det Radioavisen.

Udsendelserne havde heller ikke samme omfang dengang som i dag.

»Man sluttede udsendelserne, så folk kunne komme i seng i ordentlig tid og være friske næste morgen. Det var sådan lidt opdragende,« siger Christian Breinholt og understreger, at det opdragende element fortsatte med fjernsynets tilkomst.

»Fjernsynet fik en enorm magt omkring 1960. Alle danskere begyndte at se fjernsyn de sidste timer hver dag, og det var det samme fjernsyn, man så. Så betydningen for danskernes hverdag var enorm under fjernsynets monopoltid i 60erne og 70erne. Påvirkningen af danskerne var meget stærk,« siger han.

Farvel til »bipperen«

Siden da er det digitale medieudbud mildt sagt eksploderet, og kun særlige begivenheder kan samle nationen foran stuealteret.

De seneste 100 år har mange opfindelser forsøgt at gøre kommunikationen i vores hverdag nemmere, og flere af dem er slået igennem, men en del er også røget i glemmebogen. Her kan nævnes telefaxen og dens slægtning radiotelexen, den fysiske telefonsvarer og nummerviser og ikke mindst forløberen for mobiltelefonens evige opmærksomhedstyranni, personsøgeren.

I 1980erne var »bipperen« et hit, hvor tusinder af danskere fik deres eget søgenummer gennem det Offentlige Personsøge System, OPS. Systemet blev nedlagt i 2003, da mobiltelefonen definitivt havde overtaget tronen. Og »bipperen« er ikke den eneste opfindelse, mobiltelefonen enten har eller er ved at have overflødiggjort. Med den smarte udgave af den mobile telefon, har vi fået en alt-i-én-løsning, der kan tage billeder, opdatere din kalender, vise hvad klokken er, kontakte venner og familie på den anden side af Jorden, afspille musik, tage noter, give dig de seneste nyhedsopdateringer, overføre penge og meget mere. Intet under, at vi føler os handicappede, hvis vi mister vores telefon i dag.

Den vigtigste og definitivt blivende opfindelse bliver dog internettet. Ifølge Christian Breinholt er det dog ikke internettet i sig selv, der har udgjort den største forskel, men nærmere den måde vi bruger det på.

»Set i bakspejlet var internettet i begyndelsen bare en hurtiggørelse af nyhedsstrømmen. Det afgørende punkt for udviklingen er det såkaldte Web 2.0, hvor folk selv begynder at skrive på nettet,« siger han.

Begrebet Web 2.0 blev for alvor kendt med internettjenester som MySpace, YouTube og Wikipedia. Af senere kendte platforme findes blandt andet Facebook og Twitter. Begrebet er karakteriseret ved, at alt indhold er skabt af brugerne selv. Det er ikke længere nødvendigt at være ansat på et medie eller have indgående kendskab til computerteknik for at skrive på nettet. Det kan på den måde kaldes en demokratisering af internettet – og faktisk hele mediebilledet – da de traditionelle medier i høj grad holder øje med og bruger de informationer, som bliver lagt på nettet.

»Det er Web 2.0, der har fået den afgørende betydning for internettet, som rækker langt ud over de traditionelle massemedier. Nu får du pludselig folkets mening på godt og ondt,« siger Christian Breinholt, der ikke er i tvivl om, at denne brug af internettet er den største medierevolution, siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten i midten af 1400-tallet.

»Som jeg plejer at sige til mine forelæsninger, så er vi med Web 2.0 gået fra massemedier til masser af medier,« siger han.