Én arbejdsdag.
Længere tid tog det ikke stifter af CSIS og ekspert i onlinekriminalitet Peter Kruse at finde frem til identiteten på flere af de mænd, som spreder billedmateriale af letpåklædte eller nøgne kvinder på nettet uden kvindernes samtykke.
Berlingske kontaktede Peter Kruse for at høre, om han og hans stab kan finde frem til de personer, som politiet opgiver at eftersøge med begrundelsen om, at »politiet kun eftersøger sager, hvor der er en rimelig formodning om, at der findes frem til en gerningsmand«.
Det er der ifølge politiet ikke, når serveren står i Rusland, eller når gerningsmanden har sløret sin færden igennem IP-adresser, men den vurdering er Peter Kruse uenig i efter at have lavet research på nogle af de hjemmesider, hvor billeddelingen foregår.
»Vi har med ret enkle midler dokumenteret, at det er muligt at identificere personerne, og det har ikke været videre svært at grave den her lange, lange liste af folk ud, som spreder billedmaterialet,« siger Peter Kruse.
Er det din vurdering, at politiet burde være i stand til det samme?
»Ja – ellers har de i hvert fald ikke ansat de rette folk. Det her er ikke raketvidenskab, og vi laver mange ting, som teknisk er langt mere kompliceret. Der er tale om grundlæggende efterforskningsarbejde, og det skal man kunne, når man beskæftiger sig med IT-kriminalitet,« siger Peter Kruse.
I søndags bragte Berlingske interviews med 11 kvinder, som er ofre for ulovlig billeddeling online, også kendt som »hævnporno«, og flere beskriver en følelse af at blive mødt med ligegyldighed hos politiet.
Nettets gerningssteder fyldt med spor
Peter Kruse har fundet frem til de potentielle bagmænd ved at indsamle såkaldte »spor« på nettet – eksempelvis e-mailadresser og nicknames, som er blevet brugt af bagmanden i andre sammenhænge samt ved brug af ansigtsgenkendelsessoftware.
Et puslespil af mange dele, der er spredt over hele nettet, men som i sidste ende gør CSIS i stand til at identificere en potentiel mistænkt.
»Det kan sammenlignes med at efterforske et gerningssted i den virkelige verden, hvor politiet indsamler beviser og DNA-materiale. På samme måde kigger vi efter, om der er efterladt noget på nettet, og er der det, forfølger vi de forskellige spor, og pludselig kan vi stå med et navn,« siger Peter Kruse.
I de pågældende sager om videredeling af nøgenbilleder er bagmændene, som ifølge Peter Kruse typisk er mellem 14 og 25 år, tilmed uforsigtige sammenlignet med IT-kriminelle generelt. De er ikke bange for at blive jagtet, og af samme grund gør de sig ikke umage med at undgå at blive fanget.
»Alle begår fejl og sætter et fingeraftryk eller taber et hår på et forkert sted på et forkert tidspunkt, og det er præcis det samme, som sker på internettet. Du skal ikke tabe mange hår, før det fører til dig, og slet ikke, hvis din mindste bekymring er at blive opdaget, og din største bekymring er ikke at få fingrene i det billede, du leder efter,« siger Peter Kruse.