Hæder til Danmarks helte

Man læser om dem i lokalavisen, men tit kommer historierne om hverdagens helte ikke længere. Det er en af grundene til, at Carnegies Belønningsfond for Heltemod hvert år belønner udvalgte heltegerninger kontant.

I år er det blandt andre 14-årige Andreas Rasmussen fra Nakskov, der i august reddede en blind mand op fra skinnerne, netop som et tog var på vej ind på perronen. Historien kom i TV2 Øst i sommer, og nu modtager Andreas 10.000 kroner som belønning for sin heltedåd.

Ni andre danske helte modtager også mellem 10.000 og 15.000 kroner i dag. Blandt andet for at redde pensionister ud af ildebrande og genoplive fodboldspillere, der blev ramt af lynet.

/ritzau/