Haarder: Tal pænt til privatskolerne

Undervisningsministeren er ikke parat til at tage tilskud fra privatskoler, der ikke optager indvandrerbørn.

Foto: Peter Helles Eriksen

Et flertal på Københavns Rådhus er, som Berlingske Tidende skriver i dag, parat til at skære betydeligt i tilskuddet til de privatskoler, der ikke optager tosprogede børn. Men det er ikke umiddelbart en idé, der falder i god jord hos undervisningsminister Bertel Haarder (V).

"Jeg synes, at man skal tale ordenligt med skolerne, før man kommer med den slags trusler," siger Bertel Haarder til berlingske.dk.

Formanden for Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg, socialdemokraten Jan Andreasen mener, at tilskuddet til privatskolerne er "i overkanten", og han peger på, at der er opstået særlige problemer i København, hvor mange ressourcestærke forældre vælger privatskole frem for folkeskole. I København er det således hver tredje barn af akademikere, der går i privatskole, og to års forsøg med at få de frie skoler til at stille pladser til rådighed for indvandrerfamilier har kun givet 10 pladser.

Men det bekymrer ikke Bertel Haarder:

"Mit indtryk er, at de frie skoler gør meget på det her område. Man skal også huske på, at udgiften til en elev på en fri skole blot er 60 procent af udgiften til en elev i de offentlige skoler, så de har ikke så mange penge per elev," siger Bertel Haarder, der direkte opfordrer Jan Andreasen til at "tale pænt til skolerne og gøre sit hjemmearbejde".

"Det er meningsløst at tale om trusler, før man overhovedet har forsøgt med det gode," lyder det fra Bertel Haarder.