Haarder: Private kan modvirke underskud

Modvilje mod privathospitaler har været med til at skabe milliardunderskud i regionerne ifølge indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), der opfordrer til mere udlicitering i hospitalsvæsenet. Staten dækker ikke underskuddet.

Foto: Annett Bruhn
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) kommer nu med en opsang til de regioner, der ser ud til at have overskredet budgetterne for 2010 med i alt 1,2 milliarder kroner ifølge en indberetning fra regionerne til Sundhedsministeriet.

De skal sende flere opgaver ud til private udbydere og dermed spare penge.

Ikke mindst Region Hovedstaden får kritik for et forventet underskud på 134 millioner kroner i år efter besparelser på hospitalerne oven på sidste års underskud.

»I hovedstaden ansatte man flere, end der var patienter til, og alle ved jo, at det var for, at patienterne skulle undgå at gå ud i den private sektor. Men de skal lægge ideologien væk og bekæmpe ventelister i stedet for privathospitaler,« siger Bertel Haarder.

Han opfordrer regionerne til at lade den private sektor tage over ved spidsbelastninger som i Region Syddanmark - den eneste region uden underskud.

»Det handler om økonomistyring, opfølgning og høj produktivitet. Vi har ikke flere penge end de andre regioner, men vi har en højere effektivitet,« siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Sammenlægning hjalp

Regionen har de seneste år sparet mellem 75 og 100 millioner kroner på at sende operationer i udbud hos private og fået dem billigere end den offentlige takst. Og overholdt behandlingsgarantien på en måned.

»Den model er man også godt på vej med i andre regioner. Men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Det er mange år siden, jeg var i voldsom modvind, fordi jeg samlede specialerne på vores fire sygehuse. Det var svære beslutninger, som vi profiterer af i dag,« siger Carl Holst.

Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), er ikke enig med Bertel Haarder.

»Vi kører ikke noget ideologisk felttog, men det har da været et frygteligt dyrt eventyr med de private. Jeg synes ikke, vores resultat er så skidt. Vi har høj produktivitet og er i gang med en lang række ændringer,« siger hun og nævner store merudgifter og forskelle på landsdelene som den store synder.

»Region Syddanmark har flere penge mellem hænderne end os, og vi laver altså verdensklasseforskning, som er dyrt, og som de ikke kan præstere i Syddanmark,« siger hun.

Sisyfos-opgave

Det er langt fra første gang, regionernes regnskaber har røde tal. I 2008 gav hospitalerne underskud, og i 2009 blev budgetterne overskredet med hele 1,6 mia. kroner. Og den tendens kan fortsætte, advarer professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet.

»Fortidens underskud og opretningen af dem forfølger regionerne, og det er et sisyfos-arbejde,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Han mener, at Region Syddanmarks resultat bør mane til eftertanke, ligesom han sætter en tyk streg under, at Region Midtjylland og Region Sjælland med underskud på henholdsvis 527 og 357 mio. kroner skal finde de største besparelser.

»Særligt Sjælland er en lille region uden høj specialisering. Det er svært at se fremtiden uden store personalereduktioner generelt. 70 procent af sygehusenes budgetter er personaleomkostninger,« siger han.

Bertel Haarder afviser at dække underskuddet. Ifølge ham har regionerne i forvejen fået ekstra to milliarder kroner årligt i 2009, 2010 og 2011 på grund af flere operationer og dyrere medicin.