Haarder: DR-indslag er propaganda

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) beskylder Danmarks Radio for at være propagandistisk i et indslag om prisstigninger i skolefritidsordninger.

Bertel Haarder var vred under interviewet i DR1 i søndags. Tirsdag beskyldte han i folketingssalen TV-Avisen for at lave propaganda. Foto fra DRs hjemmeside. Fold sammen
Læs mere

Endnu engang beskylder en minister Danmarks Radio (DR) for at fordreje sandheden i et nyhedsindslag om kommunernes økonomi. Denne gang er det undervisningsminister Bertel Haarder (V), som mener, at DR's nye søndagssatsning, 21 søndag, gik over stregen med et indslag om prisstigninger i landets skolefritidsordninger.

- Det indslag fra TV-Avisen i søndags var tendentiøst og useriøst for ikke at sige propagandistisk, sagde Bertel Haarder tirsdag, da han i folketingssalen fik stillet spørgsmål om sagen.

Bertel Haarder var selv inviteret ind i DR's studie i søndags for at kommentere indslaget, og allerede der var han hård i sin kritik.

- Hele jeres oplæg er helt ude i skoven, var den korte vurdering fra Bertel Haarder.

Tilbage i oktober var det indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der beskyldte DR for at føre "kampagnejournalistik" i dækningen af pengeslagsmålet mellem VK-regeringen og kommunerne. Et synspunkt, som han fik opbakning til fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

/ritzau/