Hård kritik af Cavling-afgørelse

Politikens to Cavlingvindere burde aldrig have fået prisen, mener Nyhedsavisens chefredaktør og redaktionschef. Cavling-formand afviser kritik.

Foto: Bjarke Ørsted/Manipulation: Troels Nielsen Fold sammen
Læs mere

I usædvanligt skarpe vendinger kritiserer Nyhedsavisens redaktionschef, Simon Andersen, valget af dette års Cavling-prisvindere, journalisten Olav Hergel og fotografen Miriam Dalsgaard fra dagbladet Politiken.

De to fik prisen for en artikelserie fra asylcentret Kongelunden i København, om de forhold som flygtninge og deres børn lever under i Danmark.

I et blogindlæg på Nyhedsavisens hjemmeside, skriver Simon Andersen, at prisen ikke var fortjent, og at priskomiteen i stedet skulle have givet den til Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, der satte Muhammed-tegningerne i søen.

- Deres præstationer er ikke en pris værdig. De to blev desværre, hvis jeg skal sige det meget direkte, desværre belønnet for ensidig kampagnejournalistik, der ikke lever op til de basale journalistiske krav om alsidighed og upartiskhed. Man kan diskutere, om det overhovedet er journalistik.

- At de to Politiken-reportere får prisen, er - i det lange løb - ødelæggende for priskomiteens troværdighed, fordi det nådesløst afsløres at kriterierne for at modtage den så prestigefyldte pris er - ja, tilfældig, skriver Simon Andersen.

Normalt at prisen skaber debat

Cavling-komitéens formand, Carsten Ingemann, afviser blankt den hårde kritik.

- Jeg er helt uenig. Jeg synes, det er fremragende journalistik, der på en sober og enkel måde fortæller en væsentlig historie, siger Carsten Ingemann.

- Prisen er jo givet i overensstemmelse med fundatsen for Cavlingprisen, der gives til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år. Jeg synes i høj grad, at de har taget fat i en historie, som ligger foran vores hoveddør. De har taget læserne i hånden og beskrevet forholdene som fylgtningebørnene lever under, og det har vi fundet værdigt til en pris, siger han.

Carsten Ingemann understreger, at komiteen har brugt lang tid på at finde den rette vinder, og at Flemming Rose, som Nyhedsavisen gerne så løbe med prisen, i princippet lige så godt kunne have vundet.

- Flemming Rose var sammen med otte andre nomineret til prisen, og de var alle værdige til en Cavlingpris på deres felt. Det er helt normalt at der er en stor diskussion omkring vinderen, siger han.