Håndgranat og skydevåben stopper Paludan-demoer

Fundet af en håndgranat og en person, der forsøgte at skyde op i luften, var årsagen til demonstrationsforbud.

Chefpolitiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi holder pressebriefing i Politigården i København tirsdag den 16. april 2019. . (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Skydevåben og fundet af en håndgranat er årsag til demonstrationsforbud i en uge for Stram Kurs og Rasmus Paludan, siger Københavns Politi tirsdag aften på et pressemøde.

Chefpolitiinspektør Jørgen Skov fortalte, at man havde vægtet ytringsfriheden højt, men har måttet tænke på sikkerheden.

»Situationen har ændret sig og er eskaleret. Vi synes ikke længere, at et kortvarigt forbud var nok til at sikre den offentlige fred.«

»Med sikkerhedssituationens eskalering taler vi om den håndgranat, der her til formiddag blev fundet på Blågaards Plads.«

»Derudover har vi anholdt en person, der har forsøgt at skyde op i luften med et skydevåben,« siger Jørgen Skov.

/ritzau/