Håbets Allé

I bogen »Denne dag, et liv« fortæller forfatter Jens Andersen om Astrid Lindgrens kulørte og kontroversielle liv og forfatterskab. Vi bringer uddrag.

Da den unge Astrid Lindgren i 1926 fødte sit barn i København og overlod lille Lasse til en plejefamilie i Brønshøj, var hun på flugt fra en retssag hjemme i Vimmerby mod barnets far, den 30 år ældre Reinhold Blomberg – chefredaktør og ejer af Vimmerby Tidning, gift og far til syv børn, men forelsket i og hemmeligt forlovet med avisens talentfulde og nu forhenværende journalistelev. En lang række ukendte breve mellem Astrid, Reinhold og plejefamilien i København, som Jens Andersen har haft adgang til i arbejdet med sin Astrid Lindgren-biografi, »Denne dag, et liv«, fortæller historien om en ung, ugift mors savn, dårlige samvittighed og svære valg mellem tryghed eller frihed i 1920ernes Norden. Oplevelser, der med tiden var med til at farve Astrid Lindgrens litteratur og engagement i udsatte børn.

21. november 1926, en uge efter sin nitten års fødselsdag, steg en højgravid Astrid Ericsson af toget på Københavns Hovedbanegård efter en lang rejse med tog gennem Sydsverige og færge over Øresund. Oppe i ankomsthallen ventede en ung mand med mørkt, bølget hår og smalle, venlige øjne bag de tykke hornbriller. Han præsenterede sig som Carl Stevens og sagde at det var ham, der skulle følge frøken Ericsson ud til Håbets Allé. En adresse, der lød opmuntrende midt i al usikkerheden og angsten for det, der nu lå foran hende.

Ud ad Nørrebrogade gik det med en af hovedstadens gule sporvogne, mens Carl fortalte om det, de passerede på vejen. Efter turen gennem det tæt bebyggede brokvarter, hvor det myldrede med mennesker, biler, hestevogne og cykler, åbnede København sig pludselig i et lyshav, der var fuldt af marker, bløde bakker og små stråtækte husmandssteder. Med lidt god vilje kunne det minde om steder i Småland, hvis ikke det var for de enkeltstående byejendomme i tre-fire etager, der ragede op midt i det landlige billede og på lang afstand lignede varder på vejen ind til en by med vokseværk. Op på Bellahøj Bakke og videre ud ad Frederikssundsvej gik det med sporvognen i retning mod Brønshøj Torv. Ved stoppestedet før endestationen steg Carl og Astrid af og spadserede resten af vejen til Håbets Allé, hvor murstensvillaer lå som perler på en snor bag etageejendommene med forretninger ud mod Frederikssundsvej.

Carl standsede ud for nummer 36. »Villa Stevns« stod der malet på husets facade, og i baghaven, der lå direkte ud til en åben, flad mark, kunne man se to barnevogne. Den ene tilhørte familien i stueetagen, fortalte Carl, og i den anden plejede der at ligge en svensk dreng, der hed Esse, som var i pleje hos Carls mor oppe på førstesal. Begge familier i huset hed Stevens til efternavn, og Astrid fik senere forklaret, at de stammede fra halvøen Stevns syd for København, der således lagde navn til slægten og til en villa, hun aldrig glemte og senere i sit lange liv besøgte flere gange. Sidste gang – i 1996 – bankede hun på uden at vide, hvem der boede i huset, præsenterede sig og forklarede sit ærinde for de overraskede, men beærede ejere, der gav den berømte forfatter lov til at sidde lidt alene oppe på førstesal i rummet, hvor hun engang havde ammet sin nyfødte søn. Herfra kunne hun skimte æbletræet i baghaven, hvor lille Lasse i tre år legede med den næsten jævnaldrende Esse og »storebror« Carl.

Marie Stevens, der var mor til Carl og plejemor til Esse og Lasse, hørte til den gruppe af københavnske plejemødre i 1920erne, der altid havde et par børn i pleje og sørgede for indkvartering til vordende mødre i tiden op til og efter fødslen. Mindsteprisen for at have sit barn i fuldtidspleje i Villa Stevns var 60 kr. om måneden, og de penge var givet godt ud, for »tant Stevens«, som Astrid kaldte hende, var en så dygtig og samvittighedsfuld plejemor, at Præmieselskabet for Plejemødre i 1923 havde hædret hende med 50 kroner og et diplom, der i dag hænger på Arbejdermuseet i det indre København.

Fru Stevens var således en af dem, der kunne skilte med et pletfrit rygte, og til sin død modtog hun mange taknemmelige breve med svenske frimærker på. Ikke så få kom fra Astrid Lindgren, der kaldte hende »den präktigaste kvinna, jag i mitt liv har träffat på«. I 1931 skrev hun et julebrev til Lasses plejemor på det svenskdanske brevsprog, Astrid havde tillagt sig de foregående år, og fortalte, at Lasse fortsat drømte om fru Stevens og en gang imellem ville have sin svenske mamma til at lege, at hun var hans danske mor på Håbets Allé i Brønshøj:

»Jeg skulle tale dansk med ham, og så fortalte han moder, at han snart skulle rejse til Näs og alt muligt andet, som han troede ville interessere. Og så ville han selvfølgelig have, at vi skulle sætte os på toget og rejse ned til moder. ’Moder er så sød,’ sagde han altid. Ja, fru Stevens, De står for ham som et minde om noget meget lyst og godt, og han glemmer Dem aldrig.«

I næsten 60 år bevarede Astrid Lindgren kontakten til Carl Stevens, der havde hentet hende på Hovedbanen i november 1926. Dengang havde den sekstenårige gymnasiast, som drømte om at læse sprog og musik på universitetet og senere blev gymnasielærer på Øregaard Gymnasium i Hellerup, ikke bare eskorteret Astrid hjem til Brønshøj, men i ventetiden op til fødslen også taget hende med på sightseeing i København, eller underholdt den næsten jævnaldrende kvinde på klaveret hjemme i dagligstuen med Chopins »Revolutionsetude«.

Da veerne meldte sig, var det også Carl, der fulgte Astrid ind til Rigshospitalet i en hyrevogn. Han holdt hende i hånden, og for at hun ikke skulle tænke for meget på de voldsomme smerter, fik han den gode idé at de skulle tælle oksehovederne af bronze, der hang over døren til hver eneste slagterforretning, de passerede. Det var ligeledes den rolige og pålidelige Carl, der tre år senere - 10.januar 1930 - ledsagede treårige Lasse i toget til Stockholm og »Lassemama«, som de konsekvent og diskret omtalte Astrid i den københavnske plejefamilie. Det meste af vejen hostede Lasse, vendte og drejede sig i kupeens mørke, skubbede til Carl og lød som en lille københavner: »Flyt daj!« Det og meget mere huskede firsårige Astrid Lindgren i et brev til Carl i december 1987, hvor hun takkede for hans fødselsdagshilsen, og sendte en tanke til alle Carls børn og børnebørn:

»Jeg kan jo ikke fatte, at du, Carl, er morfar til et par skolebørn. Jeg kan egentlig kun se dig for mig som den unge gymnasiast, som spillede klaver i dagligstuen, og som tog mig med ud at spadsere og viste mig alle Københavns omgivelser og seværdigheder. Jeg blev så udmattet i min gravide tilstand, at jeg faldt i søvn og sov som en sten, når vi kom hjem. Åh, ja, alle de minder, man har, oksehoveder og alt muligt, og din rejse med Lasse da han sagde: ’Flyt daj’. Jeg husker også, når han slog og tjattede til dig og sagde: ’Nu er vi gode venner!’«

Fødslen skulle foregå på den del af Rigshospitalet, der lå på Juliane Maries Vej og blev kaldt Fødselsstiftelsen. Her kunne man føde under særdeles betryggende forhold og uden at skulle oplyse sit eget eller faderens navn. Dog blev samtlige fødsler registreret i Rigshospitalets kartotek, hvor de »hemmelige mødre« fik hver deres nummer. Sådan som der også stod i Lars Blombergs dåbsattest på den stiplede linje ud for forældrenes stilling og navne: »1516 b.« Gudmorens navn var heller ikke nødvendigt i den kortfattede sammenhæng, men hendes navn var Marie Stevens.

Drengebarnet kom til verden 4. december kl. ti om morgenen, og selv om Astrid havde feber i nogle dage efter fødslen, var hun forholdsvis hurtigt tilbage igen på Håbets Allé hos Marie Stevens, Carl og Esse. Nu med lille Lars Blomberg i armene, og ingen andre fik lov at holde ham ret lang tid ad gangen.

Lillejuleaften 1926 tog den nittenårige mor afsked med sit spædbarn, og hvornår hun ville komme igen, vidste ingen, Nu gik turen i første omgang hjem til barndomsgården Näs i Vimmerby og derefter videre nordpå til Stockholm. Tilbage til det spartansk indrettede pensionatsværelse med en ussel stålseng, der fik det hele til »... at ligne et militærlazaret«, som Astrid skrev til sine forældre, Hanna og Samuel August Ericsson.

Som endnu uuddannet kontorpige tilhørte Astrid Ericsson den gruppe unge kvinder, der ikke lå meget over storbyproletariatet på den sociale rangstige. Lønnen var 150 kr. om måneden, og kun ved at spare, låne og pantsætte kunne hun flere gange om året skrabe penge sammen til den lange togtur ned til Lasse. Andre gange var Lasses far, chefredaktør Blomberg, med og betalte rejsen for hende.

Hendes gamle pas med de mange blå og røde stempler fra de danske toldmyndigheder i årene 1926-30 fortæller sin egen skandinaviske pendlerhistorie. Her dokumenteres det, at Lars Blombergs mor i tre år tog den lange vej fra Stockholm til København og tilbage ti-femten gange. Ofte med nattoget fredag aften på den billigste returbillet til 50 kroner, hvor man måtte sidde op og sove hele natten. Så kunne hun være fremme på Københavns Hovedbanegård næste formiddag, hoppe på sporvognen til Brønshøj og åbne lågen ind til Villa Stevns inden klokken 12. Det betød et døgns intenst samvær med Lasse, idet Astrid for at kunne møde på arbejde mandag morgen i Stockholm skulle af sted igen fra København tidligt søndag aften.

I et hav af længsel var disse få og spredte weekendture kostbare dråber. Astrid kunne umuligt udfylde morrollen for Lasse i de år, men besøgene i København, ikke mindst de lidt længere i påsken og sommerferien, var med til at danne et billede af »mamma« i drengens hukommelse, som tant Stevens og Carl forsøgte at stimulere og var flinke til at bekræfte over for Lassemama i deres månedlige breve, der beskrev Lasses fysiske og psykiske udvikling.

I alle disse længere rapporter fra Håbets Allé 1927-1930, som Astrid gemte hjemme hos sig selv i Dalagatan i hele sit liv, fik hun grundig besked om Lasses øjeblikkelige sundhedstilstand, hans sproglige og motoriske udvikling, og om hvordan hans daglige, intensive legeliv med Esse forløb. Og Lassemamma omfavnede hver eneste lille detalje, som straks blev fortalt videre i breve til andre.

I de tre år, fra 1926-30, Astrid var afskåret fra daglig kontakt med Lasse, og hvor hun i Stockholm så og hørte om andre unge mødre, der var skilte fra deres børn,formedes et kritisk syn på forholdet mellem børn og voksne i tyveårige Astrid Ericsson, der kom til at ligge til grund for hendes forfatterskab.

At småbørnsforældre burde være så tæt på deres børn som overhovedet muligt, fordi de første leveår havde afgørende betydning for prægningen af et menneskes liv, var noget, Astrid Ericsson lærte i de år, hun var adskilt fra Lasse. Det var, hvad hun så og hørte omkring sig, både i Stockholm og på Håbets Allé i København. Og hun lukkede aldrig øjnene for sine egne fejl og utilstrækkelighed i forhold til, hvad der var bedst for Lasse. Tværtimod.

I mange af Astrids breve til familie og venner i årene 1927-31 finder man en kærlig og eftertænksom mors snapshots af Lasses adfærds- og reaktionsmønstre i udsatte situationer, hvor han med magt blev flyttet fra sit vante miljø og placeret i et nyt. Uden undskyldninger og bortforklaringer skildrede den unge mor disse hjerteskærende øjeblikke, hvor drengens angst og sorg kom tydeligt til udtryk. Ingen skulle være i tvivl om, at Astrid Ericsson også havde gjort et barn fortræd, hvor meget hun end holdt af sin lille søn og hele tiden - inden for rammerne af det mulige – forsøgte at gøre det bedste for ham.