Håbet lever og har det godt!

Hvor der er håb, er der liv. Og det er der i adventstiden. Håb om nyt liv, der hvor alt er gået i ruiner for os. Håb om nye muligheder, der hvor I og jeg er sandet til intethed.

Så er den over os igen. Julen altså.

Det vælter ud af alle butikker og ind i alle øjne med jul. Julenisser, julehjerter, juletræer, julegaver, juleøl og julemad.

Der er ingen ende på det. Og fred være med det, for det nytter ikke at harcelere over noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved.

Men der er alligevel noget, som jeg ikke forstår, for hvorfor er det egentlig, at vi efterhånden alle fejrer jul, før julen er kommet til os?

Hvorfor skal nærmest al julemaden spises, og indtil flere juletræer bedanses inden jul? Hvorfor skal vi udveksle gaver hele december? Hvorfor skal alle de fire lys i adventskransen tændes med det samme, bare fordi damebladene synes, det ser lækrest ud? Hvorfor kan vi ikke bare vente og lade os fylde med forventningens herlighed. Tage en lille bid af forventningens kage hver dag i stedet for at forsluge os og ende i blot og bar juleforstoppelse?

Har vi glemt, hvad det betyder at berede sig til en fest? Rent mentalt?

Jamen, så kan vi passende gå til adventstidens tekster og salmer. Fordyber vi os i dem, aner vi, at forventning og håb trives i dem, som aldrig set hverken før eller siden.

Her er der tid til forventning, og med den kommer håbet ind ad bagdøren. Her lever håbet og har det godt. Her er der håb, selv om intet af alt det, vi stræbte efter og oksede for, vil lykkes for os. Noget nyt er sket, selv om vi knap kan tro vore egne ører. Her kan selv ørkener springe ud i blomst. Døve kan høre og halte springe rundt som kåde forårsføl. For her kommer Gud til os. Oprejser os til nyt mod og nyt håb, når alt, hvad vi har sat vore forventninger til ligger i ruiner.

Og sandt er det, at vort liv ofte, alt for ofte ligger i ruiner. Vi har alle mistet. Vore elskede. Kærligheden. Os selv. Vort gode helbred. Ja, selve vort livsmod går så forfærdeligt ofte på krykker.

Når vi står der midt i alt det, der gør forfærdeligt ondt, så holder vi som regel stædigt fast i håbet om, at alt på én eller anden måde bliver som før.

Men det gør det aldrig.

Livet bliver aldrig som før.

Men livet kan blive godt igen. Det kan leves på trods af tab og sorg og savn. Og håbet kan blomstre, selv om døden er vis for os alle.

Ja, selv den mærkværdige lignelse om de ti brudejomfruer, som hører til nu på søndag er der håb i, den er ikke talt til de gode mennesker – dem findes der nu heller ikke nogen af, for kampen mellem godt og ondt går lige lodret ned igennem hver eneste en af os. Nej, den er talt til alle os kæmpende og håbende mennesker – som gang på gang er lige ved at skvatte i søvn med håbløshedens slukkede olielampe i hænderne - alene for at få os til at se op fra vort eget og holde forventningens olielampe om Guds komme til os levende.

Vi plejer at sige: Hvor der er liv, er der håb.

Måske skulle vi hellere sige: Hvor der er håb, er der liv.

Og det er der i adventstiden. Håb om nyt liv, der hvor alt er gået i ruiner for os. Håb om nye muligheder, der hvor I og jeg er sandet til intethed.

For der er noget stort i vente, selv for jer og mig. Nu her i adventstiden. Og herfra ind i al evighed.