HA-støtter fængslet for skydevåben

Politiets jagt på våben gav gevinst, da man hos en gruppe HA-supportere fandt to skarpladte våben.

Der var bid, da politiet nat til søndag slog til mod en gruppe af rockergruppen Hells Angels' supportere i København.

Vidner havde lagt mærke til, at et par af de rigtige Hells Angels-rockere sad og spiste på et værtshus i Ny Østergade, mens et dusin fodfolk fra den relativt nyoprettede støttegruppe AK81 holdt vagt i deres biler udenfor.

Da værtshuset lå indenfor de nye visitationszoner i hovedstaden, valgte politiet at samle en større gruppe betjente og ransagede så hele forsamlingen.

Man fandt intet hos rockerne indenfor, men hos AK81-folkene udenfor fandt man to ladte pistoler. Begge de to, der bar våben, blev søndag i Dommervagten fængslet for 25 dage.

Desuden fandt politiet flere sæt særlige hjemmelavede handsker, der var forstærket på knoerne, så de nærmest kunne bruges som knojern.

/ritzau/