Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den 25-årige hangaround i Hells Angels, Mazdak Fabricius blev onsdag formiddag kendt skyldig i drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan, der blev dræbt af en skudregn på Ruten i Tingbjerg i august 2008.
Det var det drab, der efterfølgende er blevet udpeget som startskuddet til den krig, der lige siden er bølget frem og tilbage - er blusset op og dysset ned igen og igen - i hovedstadsområdet mellem rockere og bander.
Den 25-årige, der er af iransk afstamning og tilbage i august 2008 var AK81'er, har sagen igennem nægtet sig skyldig. Helt centralt i anklagerens bevisførelse har været vidneudsagnet fra afhopperen MFP, der tidligere var en af "brødrene" i Hells Angels' støttegruppe AK81, men som efter at være blevet anholdt, besluttede sig for at lægge kortene på bordet hos politiet.
MFP var det afgørende kronvidne, da toprockeren Brian Sandberg og 14 andre mænd fra HA-miljøet for nylig blev idømt lange fængselsstraffe for en række drabsforsøg og grove voldshandlinger.
Og det var ligeledes MFP, der var anklagerens trumfkort, da den 25-årige hangaround blev tiltalt for Tingbjerg-drabet. Den 25-årige var nemlig allerede anholdt og sigtet i sagen kort efter drabet, bl.a. fordi der var fundet krudtpartikler på hans tøj umiddelbart efter drabet. Han blev dog løsladt igen, da retten ikke mente, at politiet havde nok beviser mod ham. Men med MFPs vidneudsagn kunne tiltalen rejses.
Vidnet forklarede i Glostrup Ret, at den 25-årige over for ham direkte har erkendt, at det var ham, der skød og dræbte Osman Dogan.
- Han beskriver det nærmest, som om han affyrede skud inde fra bilen af, at projektilerne fløj til højre og venstre, lød forklaringen fra vidnet.
Selv har den 25-årige forklaret i retten, at snakken om drabet var rent pral uden hold i virkeligheden.
Anklager og forsvarer skal nu procedere om straflængden - og så vil retten i Glostrup senere afgøre strafudmålingen for den 25-årige.